Poecilotheria metallica Pocock, 1899

Fuldvoksen hun af Poecilotheria metallica Pocock, 1899 kort efter hamskifte. Foto: Søren Rafn

Af Søren Rafn

Der er vel ikke en edderkop som er mere kendt, elsket og berygtet end den kromblå skønhed Poecilotheria metallica fra Indien. Lige siden det første billede af et ungdyr gik verden rundt, har hobbyen sydet af abstinenserne efter at eje lige netop denne art. Prisloftet for hvad man kunne tage for en spiderling nåede uhørte højder og forargelsen og misundelsen ville ingen ende tage.

Det første billede af et ungt eksemplar af P. metallica, som gik verden over via internettet. Foto: Peter Kirk

Der er flere grunde til at denne edderkop er blandt de dyreste i verden. Det åbenlyse er farverne, stålblå med pletter af en intens orangegul, sort og hvidt. En anden grund er det meget afgrænsede, svært tilgængelige og isolerede oprørshærgede område hvor arten findes. En tredje grund er de små kuldstørrelser. Og så selvfølgelig den hype, der har fulgt denne art siden hobbyen først fik nys om den.

Det er let at se skønheden hos Poecilotheria metallica. Foto: Minizoo

Poecilotheria metallica er ellers ikke en nybeskrevet art. Den blev beskrevet af Reginald Pocock allerede i 1899, sammen med andre kendisser som P. formosa, P. ornata, P. regalis og P. rufilata. Før denne beskrivelse var kun arterne P. fasciata, P. striata og P. subfusca kendt med P. fasciata, som den først beskrevne allerede i 1804.

Slægten Poecilotheria har fået sin egen underfamilie Poecilotherinae, men er dog meget nært beslægtet med arterne (og visse mener at de burde findes) i underfamilien Selenocosmiinae. Ifølge Platnick findes der 16 beskrevne arter. Der er beskrevet følgende arter:

P. fasciata (Latreille, 1804)
P. formosa Pocock, 1899
P. hanumavilasumica Smith, 2004
P. metallica Pocock, 1899
P. miranda Pocock, 1900
P. nallamalaiensis Rao et al., 2006
P. ornata Pocock, 1899
P. pederseni Kirk, 2001
P. pococki Charpentier, 1996
P. regalis Pocock, 1899
P. rufilata Pocock, 1899
P. smithi Kirk, 1996
P. striata Pocock, 1895
P. subfusca Pocock, 1895
P. tigrinawesseli Smith, 2006
P. uniformis Strand, 1913.

Platnick anerkender dog P. pococki, som er et endnu ikke officielt anerkendt synonym for P. smithi. Desuden er en ny art P. nallamalaiensis Rao et al., 2006 i mine øjne identisk med P. formosa.

Så kort sammenfattet er følgende arter synonymer for allerede beskrevne arter: P. bara = P. subfusca, P. gadgili (overført fra Ornithoctonus) = P. regalis, P. vittata = P. striata, P. pococki = P. smithi og P. nallamalaiensis = P. formosa.

P. metallica blev først fundet i Gooty i Sydindien i en brændedynge i forbindelse med anlæggelsen af en af Indiens mange og med rette berømte og berygtede jernbaner. Området, eller rettere sagt hele regionen omkring Gooty er dog fuldstændigt afskovet i mange miles omkreds i dag, og den population som Pocock fik type-eksemplaret fra må anses for at være udryddet. I tidligere tider har arten dog formodentlig været udbredt i et langt større område. Det er i yderkanterne af dette område, at godt skjulte lommer af den oprindelige skov kan findes i svært fremkommelige bjergområder, hvor også den aggressive og stærkt bevæbnede Naxalit-bevægelse har deres baser. Også her er skoven dog truet pga. lokalbefolkningens skovning af brændsel.

Det var i sådan et skovklædt bjergområde vi (Pedersen & Rafn) befandt os i 2003. Vi havde i godt en time bevæget os opad en stejlt skrånende og temmelig ustabil bjergside, før vi befandt os på nogenlunde sikker grund. Vi havde efterladt vores bil og chauffør længere nede af bjerget på en lille, snoet og lige så ustabil bjergvej. Det var sen eftermiddag og skyggerne var ved at blive lange.

Bjergsiden som skulle forceres for at nå Poecilotheria metallica koloni. Foto: Søren Rafn

Fra vores udsigtspunkt kunne vi se den skovklædte bjergside på den anden side af dalen og flere bjergtoppe i horisonten. Vi bevægede os videre langs den smalle sti i skumringen, mens stjernerne så småt begyndte at dukke op foroven. På et tidspunkt bevægede vi os væk fra stien og videre op igennem mørket under bjergskovens trækroner. Opstigningen blev gjort besværlig af, at bjergsiden bestod af store skærver og stenblokke, som skjultes af højt græs, klatreplanter og dværgpalmer. En anden forhindring var frygten for at blive bidt af en giftslange, mødet med en tiger, eller allerværst; mødet med en naxalits AK47.

Nicolai puster ud efter opstigningen og nyder udsigten. Foto: Søren Rafn

Nær toppen tyndede det ud i træerne og terrænet fladede ud til noget, der mindede om et træbevokset plateau. Vi stod i nattemørket og pustede ud. Habitatet var perfekt - tiden var kommet hvor vi skulle til at begynde at lede mere målrettet efter P. metallica.

Poecilotheria metallica habitat. Foto: Søren Rafn

I naturen findes arten udelukkende i hule træer og er meget biotopspecifik, hvilket betyder at den kun vælger en enkelt art træ at bo i. Det plateau vi stod på var dækket af en åben skov bestående af lige præcis den slags træer P. metallica fortrækker. Jorden imellem træerne var dækket af højt græs og bredbladede buske. Vi kiggede på hinanden med et grin og gik i gang med at lede.

Her har en unge af P. metallica indrettet sig i en hul grenstump. Foto: Søren Rafn

Der gik et par timer, hvor vi langsomt tunede vores øjne ind til at frasortere de mange nye indtryk og kun fokuserede på at opfange bestemte kendetegn, som er karakteristiske for tilstedeværelsen af Poecilotheria. Vi afdækkede metodisk området og markerede lovende huller med GPS. En stille regn begyndte at falde og vi fandt et sted i ly under en gruppe træer, hvor vi indtog vores medbragte chicken 65 og ris. Da regnen så småt stoppede, fortsatte vi vores søgen og der gik ikke længe før vi fandt den første P. metallica. Det var en lille unge, som sad i et tæt sokkespind i en barkrevne i et træ tæt på kanten af plateauet. Efterfølgende fandt vi flere unger i området, men endnu ingen voksne dyr.

Første unge af Poecilotheria metallica, vi fandt i en barkrevne. Foto: Søren Rafn

Tæt på midnat fandt vi vores første store hun siddende udenfor på barken i et træ, vi havde GPS mappet tidligere som værende lovende. Hun strøg på hovedet ind i sit hul, straks hun opfattede vores nærvær. Hun var dog ikke mere bange end, at hun med lidt pilkning var til at lokke ud af sit hul så vi kunne fange hende i et indsamlingsrør. Vi havde fundet det vi var kommet for, Poecilotheria metallica. Klokken var nu meget nær midnat, hvor vi havde aftalt at mødes med vores chauffør nede ved vejen, og vi var sent på den. Vi tog turen ned i fuldt firspring, og set i bakspejlet var det et mirakel at ingen af os kom til skade. Et fejltrin, og man ville falde stejlt ned af bjergsiden i fuld fart og først stoppe nede i dalbunden. Helt sikkert ikke i ét stykke. Hvorom alting er, så nåede vi ned til vejen næsten på klokkeslet. Men chaufføren var ikke at se nogen steder. Der stod vi så i den fugtige tropenat, midt i en bjergkæde i Sydindien og vidste, at der var meget langt til nærmeste by til fods ...

Vi satsede på at chaufføren var forsinket og brugte ventetiden til at afsøge vejskrænterne for jordlevende fugleedderkopper. Til vores held fandt vi en stor mængde indgangshuller af den lille jordlevende Chilobrachys art; Chilobrachys sp. "hardwicki". Uheldigvis var jordbunden præget af den samme skærveagtige beskaffenhed, som havde gjort vores fremfærd op ad bjerget så besværlig. Her gjorde det gravearbejde fundstændigt umuligt. Vi var nødsaget til at forlade os på pilkning, en metode som har sine fordele, men så absolut også sine begrænsninger. Hvis man ikke fanger edderkoppen i første forsøg, lugter den lunten og fortrækker til bunden af sine hule mellem klippeblokkene. Da vores chauffør endelig langt om længe dukkede op, havde vi kun haft held til at fange en lille håndfuld Chilobrachys. Til gengæld havde vores chauffør tydeligvis haft held til at opstøve noget temmelig potent alkohol, for han var fuld som en allike.

Chilobrachys sp. "hardwicki" minder umiddelbart om C. fimbriatus,
men er mindre, kraftigere bygget og mindre farvestrålende. Foto: Søren Rafn

Vi hoppede ind i bilen, åbnede alle vinduer, skruede op for radioen, råbte af chaufføren og håbede på det bedste, mens bilen slingrede faretruende nær på vejkanten på vejen ned af bjerget. Vi kiggede på hinanden og vidste at vi tænkte det samme, at vi skulle tilbringe resten af vores rejse i Indien på en højderyg på et bjerg i det sydlige Indien midt om natten i færd med at fange P. metallica.

Team Metallica. Her ses vores chauffør i ædru tilstand. Foto: Søren Rafn

Arten er udseendemæssigt en af de smukkest fugleedderkopper og en skriftlig beskrivelse vil aldrig kunne yde retfærdighed for denne arts skønhed. Grundfarven er sort med et intenst metallisk kromblåt skær. Rygskjoldet er blågråt med et cremefarvet medialbånd og omkranset af hvide hår. Kæberne er lyse gråblå. Benene er intenst metallisk blå med en hvid plet over knæleddet. På tibia ses to rækker gule pletter, som starter inderst på leddet og mindskes yderst. Undersiden af benene er sort med intenst metalblå lår, samt en enkelt orangegul plet på tibia, som dækker den inderste halvdel af leddet. Bagkroppen er sortblå med en bred bølget hvid median stribe, det såkaldte folium. Undersiden og spindevorterne er sorte.

Nyskiftet Poecilotheria metallica hun. Foto: Søren Rafn

Til gengæld er det nok en af kedeligste Poecilotheria arter at se på op til et hamskifte.

Op mod hamskifte kan det være svært at forstå at det drejer sig om samme art. Foto: Søren Rafn

Hannerne ligner hunnerne og adskiller sig dermed fra de fleste andre Poecilotheria arter, hvor hannerne falmer meget i kulør ved kønsmodenhed. Hanner af P. metallica er dog mere spinkelt bygget end hunnerne og noget mørkere i farven.

Kønsmoden han af Poecilotheria metallica. Foto: Søren Rafn

Arten er meget kompakt i sin kropsbygning og er nok den Poecilotheria art, som har de korteste og tykkeste ben i forhold til kropslængde. Et særligt unikt karaktertræk for arten er desuden det "m" formede spermatheca, som adskiller sig fra de andre Poecilotheria arters pyramideformede spermathecae. P. metallica er en medium stor art, men en lille Poecilotheria, som lægger sig tæt op ad P. formosa størrelsesmæssigt. Det største eksemplar jeg har set målte omtrent 15-16 cm diagonalt. Men ellers ligger voksne dyr omkring 12-14 cm.

Temperamentsmæssigt er P. metallica en af de absolut fredeligste Poecilotheria arter, og jeg vil mene at det er en af de få arter man kan håndtere næsten uden bekymring. Man bør dog have in mente, at giften stadig kan være temmelig kraftigt virkende, hvis man mod al forventning skulle blive bidt. På dette punkt tror jeg ikke, at P. metallica afviger særligt fra de andre arter i slægten. Advarselsdisplayet er blandt de enkleste og smukkeste. Gule cirkler på sort baggrund.

Poecilotheria metallica i advarselsposition. Foto: Søren Rafn

Terrariet bør indrettes som til de fleste andre Poecilotheria arter. Basalt set et terrarium som måler det dobbelte af det maksimale benspan i højden. Bagvæggen beklædes med kork, og et korkrør stukket ned i bundlaget fungerer som skjulested. Temperaturen bør ligge på 25 – 28 grader med et fald til stuetemperatur om natten. Om vinteren en smule køligere. Terrariet bør holdes til den tørre side pånær i perioden juni til september, hvor bundlaget holdes fugtigt. Vel tilpasset i terrariet er arten dog absolut ikke svær at tilfredsstille, og er omtrent lige så nem at få til at trives som P. regalis. Med udgangspunkt i klimaet omkring Hyderabad kan man få en indikation om de årlige klimavariationer, som hersker i P. metallicas udbredelsesområde:

Årlig klimatabel for Hyderabad. Grafik: BBC

Parringen volder ingen problemer og man kan uden frygt for kannibalisme lade hannen gå sammen med hunnen i flere uger.

Parring af Poecilotheria metallica, ofte en problemløs affære. Foto: Livefood UK

Æglægningen kan dog være lidt mere problematisk. Her er man nødt til at imitere de årlige klimatiske udsving for at have held med projektet. Kuldstørrelsen er ikke imponerende: 60-100 unger, som kommer ud af kokonen i en god størrelse, som vi kender det fra de fleste andre Poecilotheria arter.

Nyklækket spiderling af P. metallica. Selv her anes den blå farve. Foto: Minizoo

Ungerne af P. metallica ligner umiddelbart typiske Poke unger, men de to langsgående hvide striber på bagkroppen synes mere markante. De vokser godt til og opnår hurtigt den flotte blå farve ved regelmæssig fodring. Igen vil jeg anbefale at holde dem til den tørre side under opvæksten.

Den blå farve bliver hurtigt tydelig hos P. metallica, selv i en meget ung alder. Foto: Biopix

Alt i alt en måske meget dyr edderkop, men når først den er på plads i samlingen er prisen hurtigt glemt og opvejet af edderkoppens ufattelige skønhed. Så absolut en edderkop i verdensklasse.

Litteratur:

• Rao, K. T., D. B. Bastawade, S. M. M. Javed & I. S. R. Krishna. 2006. Description of two new species of spiders of the genus Poecilotheria Simon (Araneae: Theraphosidae) and Tmarus Simon (Araneae: Thomisidae) from Nallamalai Hills, eastern Ghats, Andhra Pradesh, India. Rec. zool. Surv. India 106 (1): 49-54.
• Charpentier, P. 1996. A new species of Poecilotheria from Sri Lanka: Poecilotheria pococki, sp. n. Exothermae Mag. 1: 21-33.
• Gravely, F. H. 1935. Notes on Indian mygalomorph spiders. II. Rec. Ind. Mus. Calcutta 37: 69-84.
• Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
• Pocock, R.I. 1899. The genus Poecilotheria: its habits, history and species. Ann. Mag. nat. Hist. (7) 3: 82-96. [p. 93, pl. 7, f. 3].
• Pocock, R.I. 1895. On a new and natural grouping of some of the Oriental genera of Mygalomorphae, with descriptions of new genera and species. Ann. Mag. nat. Hist. (6) 15: 165-184. [p. 172-174, pl. 10, f. 7].

Poecilotheria Simon, 1885. Billedenøgle med udgangspunkt i ventrale benmønstre.

Af Søren Rafn

Artiklen blev første gang bragt i Exotiske Insekters medlemsblad #22.
Download den originale artikel som pdf-fil (2161 kb).
Download the Poecilotheria key in english as pdf-file (667 kb).

Litteratur:

• Rao, K. T., D. B. Bastawade, S. M. M. Javed & I. S. R. Krishna. 2006. Description of two new species of spiders of the genus Poecilotheria Simon (Araneae: Theraphosidae) and Tmarus Simon (Araneae: Thomisidae) from Nallamalai Hills, eastern Ghats, Andhra Pradesh, India. Rec. zool. Surv. India 106 (1): 49-54.
• Smith, A.M. 2006. A new species of Poecilotheria from northeast peninsular India (Araneae, Mygalomorphae, Theraphosidae) with notes on its distribution and conservation status. Journal of the British Tarantula Society 21(3): 83-94. [p. 86, pl. 1-2, f. 1-20].
• Striffler, B.F. 2006. Die Ornamentvogelspinne - Poecilotheria regalis. Natur und Tier - Verlag Münster.
• Jacobi, M. 2005. Experimental housing for montane "tiger spiders": Poecilotheria smithi and P. subfusca: a preliminary report with comments on P. rufilata. ARACHNOCULTURE 1(1): 30-41.
• Smith, A.M. 2004. A new species of the arboreal theraphosid, genus Poecilotheria, from southern India (Araneae, Mygalomorphae, Theraphosidae) with notes on its conservation status. Journal of the British Tarantula Society 19(2): 48-61. [p. 52, f. 1-17].
• Smith, A.M., P. Carpenter & J.-P. Lamoureux. 2002. Field notes and observations on the highland theraphosid spider Poecilotheria subfusca Pocock (Araneae: Mygalomorphae) from Sri Lanka, with particular reference to habitat destruction, deforestation and low temperatures encountered. Journal of the British Tarantula Society 17(3): 87-94.
• Striffler, B. 2002. Poecilotheria subfusca POCOCK, 1895: Gemeinschaftshaltung und Nachzucht. Reptilia 38/7(6): 36-41.
• Kirk, P.J. 2001. A new species of Poecilotheria (Araneae: Theraphosida) from Sri Lanka. Journal of the British Tarantula Society 16(3): 77-88.
• Smith, A.M., P. Carpenter & J.-P. Lamoureux. 2001. Study notes on an interesting example of habitat adaptation in the Sri Lankan theraphosid spider Poecilotheria fasciata. Journal of the British Tarantula Society 16(2): 46-59.
• Charpentier, P. 1996. A new species of Poecilotheria from Sri Lanka: Poecilotheria pococki, sp. n. Exothermae Mag. 1: 21-33.
• Charpentier, P. 1996. The illustrated redescription of: Poecilotheria rufilata Pocock 1899. Exothermae Magazine 0: 14-24.
• Kirk, P.J. 1996. A new species of Poecilotheria (Araneae: Theraphosidae) from Sri Lanka. Journal of the British Tarantula Society 12(1): 20-30.
• Gravely, F. H. 1935. Notes on Indian mygalomorph spiders. II. Rec. Ind. Mus. Calcutta 37: 69-84.
• Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
• Pocock, R.I. 1899. The genus Poecilotheria: its habits, history and species. Ann. Mag. nat. Hist. (7) 3: 82-96. [p. 93, pl. 7, f. 3].
• Pocock, R.I. 1895. On a new and natural grouping of some of the Oriental genera of Mygalomorphae, with descriptions of new genera and species. Ann. Mag. nat. Hist. (6) 15: 165-184. [p. 172-174, pl. 10, f. 7].
• Latreille, P.A. 1804. Histoire naturelle générale et particulière des Crustacés et des Insectes. Paris, 7: 144-305. [p. 160].

Cyriopagopus ("thorelli") schioedtei - Trætigeren fra Malaysia

Opdateret artikel. Artiklen blev første gang bragt i Exotiske Insekters medlemsblad # 40. Download den originale artikel som pdf-fil (165 kb).

Af Søren Rafn

Cyriopagopus schioedtei (Thorell, 1891), som denne artikel handler om, holdt sit første indtog i hobbyen i slutningen af 90'erne, og har lige siden hørt til blandt de mest eftertragtede asiatiske edderkopper og ikke uden grund, med sin størrelse og sit udseende efterlader den få edderkoppe-entusiaster upåvirkede.

Fuldt udvokset hun af Cyriopagopus schioedtei (Thorell, 1891). Foto: Søren Rafn

Slægten Cyriopagopus tilhører underfamilien Ornithoctoninae og omfatter de beskrevne arter C. dromeus (Chamberlin, 1917), C. paganus Simon, 1887, C. schioedtei (Thorell, 1891) og C. thorelli (Simon, 1901).

Problemet med slægten Cyriopagopus er, at Simons type-eksemplar af C. paganus er gået tabt under 2. verdenskrig og må anses som midlertidig suspenderet. Der er dog stadig beskrivelsen at arbejde med, og de informationer beskrivelsen indeholder om C. paganus passer ikke ret godt med det vi forstår som Cyriopagopus i dag. Måske vil slægten, som vi kender dem i dag, en dag genopstå som Omothymus hvis type-eksemplaret for C. paganus en dag bliver genfundet og slægten ordentlig revideret.

Et andet problem har været omkring C. schioedtei, som til at begynde med og stadig af og til bliver solgt som C. thorelli. Upubliceret research antyder dog at type-eksemplaret af C. thorelli er en han af C. schioedtei.

C. schioedtei findes i det nordlige Malaysia og så langt sydpå som staterne Pahang og Selangor, hvor den udelukkende findes i primær regnskov. Her lever den i naturlige huller i store træer over 5 meter oppe. Unger og ungdyr er mere opportunistiske og kan findes i bambuskrat hvor de bruger bambusrør som naturlige huler, samt af og til i sammenrullede bambusblade. Ungdyr kan også findes i klippesprækker, under udhængende rødder langs floder, og langs junglestier. I fangenskab vil de dog typisk opføre sig som en typisk tunnelgraver. Det kan undre nogen, at en trælevende edderkop graver, men giver måske mening når man påtænker at C. schioedtei bruger graveadfærden til at udvide sit træhul ved at grave trøsket træ væk og flette stumperne ind i indgangsspindet. En adfærd som mange trælevende fugleedderkopper deler.

Typisk indgangshul for Cyriopagopus. Bemærk hvordan indgangshullet er camoufleret med træsmuld.
Foto: Jean-Michel Verdez

Faktisk var der en del kloge folk som mente at Cyriopagopus var udprægede tunnelgravere - ligesom det er tilfældet med (næsten) alle resten af medlemmerne fra underfamilien Ornithoctoninae. Denne overbevisning blev dog gjort mægtigt til skamme i 1999 da Mark Pennell tog på sin første tur til den Malaysiske halvø på jagt efter den legendariske "træedderkop fra Hutan", og observerede Cyriopagopus schioedtei i sit naturlige element. Thomas Frøik, Ray Gabriel og jeg observerede samme levevis da vi fandt Cyriopagopus sp. "Gandalfs Bridge" i Borneo i 2002 og desuden også i 2004 da jeg jagtede Cyriopagopus i Malaysia med Jean-Michel Verdez.

Her har en ung hun af Cyriopagopus schioedtei gravet en hule højt oppe under et korkstykke. Foto: Søren Rafn

Cyriopagopus schioedtei kan blive nogle store krabater, og 20 cm benspan er ikke et særsyn selvom et benspan på 15-17 cm er mere normalt. Af udseende er hunner af C. schioedtei lækre tigerstribede sager, som i nyskiftet stand fremstår med blåsorte ben med hvide tværringe ved ledsamlingerne. Vibrerende olivengrønt rygskjold, og gråbrune kæber. Bagkroppen er gulgrøn med tydelige sorte tigerstriber. Fuldt udvoksede eksemplarer bliver generelt mørkere med alderen og der kan findes eksemplarer hvor den forreste halvdel af rygskjoldet er meget mørkere end den bagerste del. Enkelte helt sorte eksemplarer er også observeret. Overalt på ben og bagkrop er der lange strittende blodrøde hår. Kropsformen er typisk trælevende, med lange slanke ben med store veludviklede hæftepuder på de to forreste bensegmenter på de to forreste par ben. Bagkroppen er affladet, et særtræk som de fleste trælevende edderkopper besidder (når ikke de lige er stopfodrede). Store veludviklede øjne og store, kraftige kæber.

Nyskiftet ung hun af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Rick West

Sort farvevariant af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Rick West

Hannerne er meget anderledes udseende væsener; Langbenede, vævre og grønne, og hvis ikke lige man ved det skulle man tro at det drejede sig om en ganske anden art. En frisk-skiftet han har en intens græsgrøn kulør. Benene er meget lange og tynde, hvilket får edderkoppen til at se mere "edderkoppeagtig" ud - hvis det giver nogen mening? ;-) Hanner har meget små og korte tibiakroge, og meget lange palper, et næsten cirkulært rygskjold og ingen aftegninger på bagkroppen, andet end en svagt mørkere længdestribe, samt tætte strithår.

Kønsmoden han af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Ray Gabriel

I fangenskab bør man indrette terrariet så edderkoppen har mulighed for at klatre - noget de gør meget aktivt om natten, hvor de skridter terrariet af både i højden og bredden flere gange i løbet af natten. Så et terrarie indrettet som til en trælevende er en begyndelse. Dette udgangspunkt skal modificeres til disse edderkoppers "overgangslevevis" så terrariet bør forsynes med et dybt bundlag. Et terrarie med følgende mål vil være ideelt: h50 x b25 x d30, med et bundlag på cirka 10 cm. Et kork- eller bambusrør fra bund til top, med tilpas stort indgangshul nær toppen af terrariet, fuldender indretningen så den opfylder edderkoppens krav. Planter er en mulighed både for udseendets skyld, men også for at holde luftfugtigheden ideel. Da edderkoppen typisk vil udvide tunnelen i røret er det en god ide at fylde bundlag i ca. en tredjedel af røret, så den har lidt at flytte rundt på.

Fuldvoksen hun af Cyriopagopus schioedtei klatrer rundt i et tæt beplantet regnskovsterrarie. Foto: Søren Rafn

Temperaturen bør være relativt høj - et sted mellem 26 og 28 ºC om dagen, med et fald i temperaturen til 20-22 ºC om natten. Luftfugtigheden bør ligge i den høje ende; 80-90%. Ventilationen under sådanne forhold skal være i top og kondens på forruden betyder stillestående luft, som følge af for dårlig luftcirkulation. Og stillestående fugtig varm luft er en dræber for alle edderkopper.

Man bør holde terrariet relativt tørt forår og efterår, decideret vådt om vinteren og jævnt fugtigt om sommeren for at imitere årets gang i Malaysia. Klimaet i Penang giver en meget god ide om årstidernes indflydelse på klimaet i C. schioedtei's hjemland:

Årlig klimatabel for Penang. Grafik: DMI.

Cyriopagopus schioedtei er en sky edderkop, som flygter ind i sit gemmested ved mindste forstyrrelse. Ved overførsel, ompotning eller anden omgang som indebærer at edderkoppen afskæres fra sit skjulested er der meget stor chance for at fremprovokere en decideret aggressiv adfærd, som oftest følges op af overilede sprinter og hop op ad vægge, personer, gardiner etc etc. Disse "små" bæster løber rigtigt rigtigt stærkt på det horisontale - og så sandelig også på det vertikale plan. Mit overordnede indtryk er en meget sky edderkop med et stort temperamentspotentiale, som man ikke bør håndtere.

Historien bag C. schioedtei i Danmark startede da Frøik og jeg for et par år siden blev præsenterede for de første Cyriopagopus schioedtei "live" hos en københavnsk importør. Da de fleste af dyrene var bestemt for videre forsendelse til USA og vi stod for udpakningen af partiet, havde vi en enestående chance for at etablere nogle gedigne avlsgrupper og vi købte begge en håndfuld dyr hver. Jeg købte en fuldvoksen hun og en fuldvoksen han, og fire subadulte dyr, hvoraf tre var subadulte hanner- Jeg var overbevist om at nu var bestanden af Cyriopagopus schioedtei reddet i det Rafn'ske hjem.

Efter at have fået dyrene akklimatiseret og etableret i deres terrarier skulle der jo parres. Hannen røg ind til hunnen og så skulle den prut ellers være slået - hun åd ham uden det store ståhej endsige parring. Jeg trøstede mig med at han sikkert var en gammel vindtør vildtfanget stud, som havde set bedre dage, og at jeg stadig havde tre subadulte hanner og en subadult hun, som alle ville blive kønsmodne med tiden og så var der selvfølgelig også den store hun. Det skulle nok gå - tænkte jeg ...

Tiden gik og en dag blev en af hannerne så klar til den søde elskovstid, og glad i låget satte jeg et parringsterrarie op til det søde par og introducerede dyrene til hinanden. Næste dag vågnede jeg op til en sønderlemmet han, som i bogstaveligste forstand var splittet ad i stumper og stykker. Det så ikke ud som om at hunnen havde nedværdiget sig til at smage på ham - blot flået ham itu og spredt de sørgelige rester af ham rundt om i terrariet med rund hånd. Jeg gik ud fra at parringen havde forløbet som den skulle - men jeg skulle få at se, at jeg havde taget grueligt fejl.

Et par uger senere checkede jeg op på min store hun, og til min rædsel opdagede jeg at hunnen var stendød. Efter en undersøgelse af liget gik det op for mig at hun havde smidt et ben, højst sandsynligt fordi at hannen havde fået et bid ind på hende - et fatalt bid. Det var så dét parringseventyr. Jeg trøstede mig nu med at jeg havde to subadulte hanner og en subadult hun endnu, som alle ville blive kønsmodne med tiden.

Subadult hun af Cyriopagopus schioedtei op mod hamskifte, derfor de fesne farver. Foto: Søren Rafn

Tiden gik og den første af de to hanner døde i sit sidste hamskifte som en underlig krøllet sag ... Den sidste han - mit sidste håb - blev plejet efter alle kunstens regler og døde efterfølgende af en svampeinfektion. Jeg sad nu tilbage med en enkelt velvoksen hun, som savnede det gode selskab som parringslystne edderkoppehanner nu engang er for parringsvillige edderkoppehunner.

Nu var gode dyr rådne, som man siger, og jeg måtte skamfuld gå en tur ned til importøren for at se om der var flere dyr tilbage. Og minsandten om ikke der var en lille håndfuld tilbage - 5 skimlede, afmagrede og meget medtagne dyr, som jeg ærlig talt ikke spåede store chancer for at overleve. Ikke desto mindre var dette mit sidste håb for at opbygge en bestand af C. schioedtei og jeg købte hele bundtet til udsalgspris, med en formodning om at hvis det ikke lige var det dårligste, så var det så afgjort det mest risikable køb jeg nogensinde havde foretaget.

Vel hjemme viste det sig da også at 5 ud af 5 dyr var slemt udmagrede og dehydrede, havde spindevorteråd og en mere eller mindre omfattende svampeinfektion på den bageste halvdel af bagkroppen. Ikke just præmiedyr - eller præmietyre. Kønsfordelingen var 3 hunner og 2 hanner, alt sammen subadulte dyr. Jeg gik fluks i gang med "Pet rescue 911" på køkkenbordet. En blanding af ren Atamon og en knivspids sulfo blev rystet sammen og penslet på alle edderkoppernes bagkroppe. Atamon er sammen med 10-sekunderslim et af de vigtigste remedier i min edderkoppe-førstehjælpskasse. Derefter blev alle dyrene installeret i opfodringsbokse og jeg lagde ud med at tvangsfodre hvert af kræene med en optøet grønlandsreje, noget som både dækker edderkoppernes behov for protein og vand, og samtidigt er let fordøjeligt - med andre ord skånekost for fugleedderkopper. Derefter blev de sat på hylden så at sige og fik fred og ro til at fordøje. For nu at gøre en lang og sørgelig historie kort, så overlevede alle hunnerne, og begge hannerne døde. Jeg sad nu med 3 små, men kønsmodne hunner og en større hun som så afgjort var klar til at blive parret, men ingen hanner ...

Ung kønsmoden hun af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Søren Rafn

Jeg var nået til den mur mange dyreholdere uværgeligt render panden imod før eller siden; "den umulige art". Jeg troede mere eller mindre at mit C. schioedtei eventyr var nået til vejs ende.

Indtil Frøik dag lod nævne at han mente at Nicolai Pedersen havde en godt brugt gammel han gående, som havde haft masser af krudt i sprøjten med Nicolai og Frøiks hunner. Da jeg samtidig havde nogle forskellige nyskiftede Poecilotheria-hanner, som Nicolai's hunner godt kunne bruge, ringede jeg til ham om C. schioedtei-hannen. Og til min store glædelige overraskelse var der stadig lidt liv i den gamle stud, omend at det var et godt stykke tid siden at Nicolai havde observeret at hannen havde konstrueret sædspind. Men jeg spurgte om ikke vi skulle se om der stadig var krudt i den gamle støder. Her skal det lige nævnes at Nicolai og Frøik begge to var vel vidende om mine tidligere fiaskoer udi C. schioedtei. Men hatten af for Nicolai, som uden at tøve var med på ideen.

Et par dage senere hentede jeg hannen hos Nicolai, og gav den de obligatoriske 14 dages opvarmning på første klasse med masser af mad, vand og varme før parringen. En af mine hunner var nyskiftet og klar til parring, og hun blev stopfodret indtil dagen oprandt, hvor hannen skulle ind til hende. Jeg må blankt indrømme at jeg var meget nervøs og havde meget bange anelser med hensyn til den forestående parring. På den anden side var jeg også meget spændt på om jeg endelig skulle få en C. schioedtei parring at se efter så mange fiaskoer.

Dagen gik på hæld, og i skumringen blev hannen sluppet løs på hunnen. Han tullede lidt rundt indtil han fik færten af hunnen, herefter vibrerede han voldsomt efterfulgt af en bevægelse, som må betegnes som edderkoppeverdenens ekvivalent til en pandeskalle. Han kastede sin forkrop og de lange lange forben fremefter og ned, og stødte med stor kraft sit bugskjold og kæber imod den rod, som lå henover hunnens hule. Det gav et drøn så jeg næsten fik et chok. Der skulle ikke mange "skaller" til før hunnen kom farende op og ud af sin hule, trommende for fuld kraft med sine forben. Nu var skæbnetimen kommet. Tidspunktet som skulle vise sig afgørende for hvorvidt jeg skulle have succes med denne art eller ej. Hannen foretog en strategisk tilbagetrækning til en af terrariets sidevægge og hunnen fulgte ivrigt efter. Og her skete det så - parringen - jeg så til med tilbageholdt åndedræt, mens hannen på det nærmeste voldtog hunnen med voldsomme bevægelser indtil han fik ramt hunnens kønsåbning. Hun knækkede vridende bagover i en næsten halvfems graders vinkel mens hannen holdt hende i et jerngreb. Efter parringen vandrede hannen stolt og adstadig ud af terrariet, mens hunnen i en slags trance febrilsk gned sin kønsåbning. En adfærd som er typisk for medlemmerne af underfamilien Ornithoctoninae, og som oftest betyder at parringen har været succesfuld. Stolt og glad satte jeg ham tilbage i sin bøtte og han fik en fårekylling for god og tro tjeneste. Hunnen blev sat lunt og blev fodret godt derefter. Det skal lige nævnes at den næste hun hannen kom på åd ham og skiftede ham en lille måned senere, men sådan er skæbnen så tragisk til tider - jeg havde mere eller mindre vænnet mig til scenariet ...

Parringen fandt sted i midten af september måned og små to måneder senere, i begyndelsen af november fandt jeg hunnen siddende med en stor kokon. I starten af december måned tog jeg kokonen fra hunnen for at udruge den resten af tiden i en inkubator. Jeg talte ca. 75 "eggs w/ legs" eller i fag-termer pre-larver i kokonen. Hunnen ledte efter kokonen i en lille uges tid, men blev distraheret så godt jeg kunne med rigeligt foder, og til sidst havde den stakkels pige angiveligt glemt alt om sit afkom. Den 15. december skiftede de til larver og nåede derved det mobile stadie, hvor de dog ikke indtager føde endnu. Endelig, en måned senere, skiftede larverne til nymfer - eller populært sagt "spiderlings". Alle overlevede metamorphosen fra æg til nymfe, så alt i alt endte parringseventyret lykkeligt med en rekord-kort graviditets periode og en af de mindst komplicerede parringer jeg endnu har overværet.

Det med rekorden er nu ikke helt sandt - jeg har senere erfaret at både Frøik og Nicolai's hunner har gået i tilsvarende kort tid efter parringen så det er måske blot nærmere reglen end rekorden med denne art.

Og så er eventyret alligevel ikke helt slut. I slutningen af december blev jeg kontaktet af en hollænder jeg kender, som havde en han, men ingen hunner. Han havde hørt at jeg havde hunner, men åbenbart ikke hvor skidt de forrige parringsforsøg var gået, så han tilbød at sende sin han til mig. Alt klappede denne gang - alle hunner, pånær moderen til mit
første kuld, havde lige skiftet ham og var således klar til parring. To parringer på to forskellige hunner blev det til, før hannen blev nakket. Parringerne fandt sted i løbet af januar, og to måneder senere sad den ene hun på kokon. Først i juli måned klækkede den sidste kokon i hulen hos den sidste hun – jeg havde for længst afskrevet hende som gravid, og det var kun i forbindelse med en flytning af hende til et andet terrarium at jeg opdagede at hendes hule var tapetseret af små grå rødpelsede unger.

Jeg har siden erfaret at de fleste succesfulde parringer resulterer i en død han. Det virker med andre ord som om at det for C. schioedtei's vedkommende er meningen at hannen bliver fortæret af hunnen efter parring. Det er værd at tage med i sine overvejelser hvis man planlægger at parre C. schioedtei, at man bør have mindst lige så mange hanner som hunner, og helst flere.

Typisk resultat af en vellykket parring; en ædt han. Foto: Søren Rafn

Cyriopagopus unger kommer ud af kokonen med et benspan på små 1.5 – 2 cm og er altså en god størrelse fra start af. Desuden vokser de hurtigt til. De når snildt op på 6-8 cm benspan på et år hvis man fodrer rigeligt og holder dem varmt.

Jeg vil slutte af med at understrege, at C. schioedtei er en af mine yndlingsedderkopper og et af mine absolutte smertensbørn. Jeg ved at denne art ikke volder alle entusiaster de samme kvaler som den har voldt mig. Det eneste som kunne få mig til at anbefale andre ikke at købe den, er at den er så afsindig sky at man aldrig får den at se i dagtimerne. Til gengæld er det fantastisk at se den skridte sit terrarie af i midnatstimerne. C. schioedtei er i særdeleshed en anderledes edderkop fra Syd-Øst Asien både mht. udseende, men også mht. levevis. Desværre er prisen for denne art stadig temmelig pebret. Jeg har set prislister fra amerikanske forhandlere, hvor nyskiftede nymfer gik for "små" 75$ ... stykket. I Europa er priserne for unger heldigvis faldet til et niveau, så C. schioedtei nu er en meget billig art at anskaffe. Jeg mener nu stadig at denne skønne "træ-tiger" fra Malaysia er et must i enhver samling.

Litteratur:

• Platnick, N. I. 2008. The world spider catalog, version 8.5. American Museum of Natural History.
• Wong, M. & Dennon N. 2006. Malaysian Tarantulas. Malaysian Naturalist 59(4): 44-47
  
• Gallon, R. & R. Gabriel. 2006. Breeding and maintaning Cyriopagopus species in captivity. Journal of the British Tarantula Society 22(1): 16-30.
• Rafn, S. 2003. Cyriopagopus (”thorelli”) schioedtei – Trætigeren fra Malaysia. Exotisker Insekter 40: 26-35
  
• Von Wirth, V. 2003. Ungewöhnliche Farbabweichung bei Nymphen von Cyriopagopus schioedtei (THORELL, 1891). DeArGe Mitteilungen 8(5): 30-31.
• De Vita, F. & F. Tomasinelli 2002. Cyriopagopus thorelli. Reptilia (GB) 25: 22-28.
• Von Wirth, V. & M. Huber. 2002. Earth Tigers – die asiatischen Vogelspinnen der Unterfamilie Ornithoctoninae. Draco 4(16): 26-36.
• Von Wirth, V. 2002. Welche Spinne ist das? DeArGe Mitteilungen 7(11): 6-13
• Pennell, M. 2001. Tree spider of the Hutan (Malaysian rainforest). Journal of the British Tarantula Society 16(3): 88-95. Webversion
• Murphy, F. & Murphy J. 2000. An Introduction to the Spiders of South East Asia. Malaysian Nature Society: 73-77
  
• Chamberlin, R.V. 1917. New spiders of the family Aviculariidae. Bull. Mus. comp. Zool. Harvard 61: 25-75. [p. 70, pl. 5, f. 4-7].
• Simon, E. 1901. On the Arachnida collected during the Skeat expedition to the Malay Peninsula. Proc. zool. Soc. Lond. 1901(2): 45-84. [p. 45].
• Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
• Thorell, T. 1891. Spindlar från Nikobarerna och andra delar af södra Asien. Kongl. Svenska. Vet.-Acad. Handl. 24(2): 1-149. [p. 11].
• Simon, E. 1887. Etude sur les arachnides de l'Asie méridionale faisant partie des collections de l'Indiam Museum (Calcutta). I. Arachnides reculeeis à Tavoy (Tenasserim) par Moti Ram. J. asiat. Soc. Bengal 56: 101-117.

Nu også med diskussionsforum

En blog er godt, og der er helt klart potentiale for at vi kan dele vores oplevelser med de ottebenede sammen med ligesindede her på bloggen. Men - det er selvfølgelig meget godt at vi kan oprette indlæg, og at I kan kommentere, men - vi vil hellere have at alle kan oprette indlæg og dele viden, undren og oplevelser med hinanden på et frit forum, med alle de muligheder som web 2.0 kan tilbyde de personer som skaber indholdet. Det vil sige os allesammen!

Til at starte med har vi skabt et forum som er så lidt restriktivt som overhovedet muligt. Vi tror inderligt på at brugerne selv kan administrere hvordan forummet skal bruges, og at alle er i stand til at være ansvarlige når ansvaret ligger hos den enkelte. Et forum er trods alt summen af sine brugere, og uden bruger er der ikke meget ved et forum. Det er med andre ord brugerne som skaber indholdet og vi håber at FugleedderkoppeForum bliver brugernes eget forum, frit for udenomsinteresser som økonomi, bestyrelse og medlemskab. Forummets fokus er at give muligheden for at dele vores viden med hinanden, så vi alle kan blive klogere på-, mere interesserede i- og bedre til at passe- vores dyr. Vi får se om, og hvordan det virker...

Som udgangspunkt er forummet i rivende udvikling og vi modtager al feedback med kyshånd - både ris og ros. Vores mål er at skabe et forum til brugerne, som alle føler giver den frihed og det spillerum der skal til for at bruge af, og bidrage konstruktivt til den vidensdeling omkring fugleedderkopper, som vi ønsker at formidle mellem jer - igennem forummet.

Vi ses på FugleedderkoppeForum!

Mvh Rafn & Frøik

Indsamling

Af: Thomas Frøik

De fleste af os, der holder fugledderkopper som hobbydyr overvejer som oftest, på et eller andet tidspunkt, selv at tage ud i naturen og indsamle edderkopper. Dette er på heller ingen måde umuligt og kan efterhånden gøres i et prisleje så alle kan være med. Når det er sagt, skal det ikke være en hemmelighed, at det ikke altid er en dans på roser at tage ud i verden og lege indsamler. Det er hårdt arbejde og det kræver motivation, masser af motivation.

Medmindre du er den første i verden, som bare popper op i et land og ser edderkopperne falde ned fra himmelen, må du gøre dig klart, at der er lige mængder skuffelser og glæder på rejser af denne slags, hvis ikke endda flere skuffelser. Men hvis viljen og motivationen er der, er alt muligt. Og det er vigtigt at huske når du atter engang vender slukøret hjem fra endnu en dag uden held i posen.

De fleste jeg kender, som ikke har taget en edderkoppetur, har en ide om, at det er en slags actionpacked ferie. Actionpacked? Helt sikkert. Ferie? NO WAY. Det er seriøst benhårdt arbejde. Du vader mange kilometer hver dag, render rundt i problematisk og ufremkommeligt terræn, det er varmt, det er fugtigt, du bliver ædt op af myg og igler, der er giftige dyr og planter og mange af de mere "spændende" områder er plastret til med guerilla militser og separatister, men når du først finder guldåren er det det hele værd.

Derfor er du, udover den evt. indlysende bonus i form af edderkopper, som oftest også garanteret en på opleveren, som hr. og fru Danmark aldrig kommer i nærheden af. Men det handler i bund og grund om, hvor risikovillig du er. Tør du tage de chancer, der kræves for success? Er du villig til at færdes i områder, der ikke findes i rejsekataloger?. Hvis du frygter at komme galt afsted er det nok bedre at blive hjemme ved mors kødgryder, men det er der jo ikke meget sjov i. Så inden noget andet er du nødt til at gøre op med dig selv, hvilken slags indsamler er du? Jeg plejer typisk at stoppe indsamlere ind i 4 simple kategorier:

Haplocosmia himalayana habitat, Indien. Foto: Thomas Frøik

1. Engangsindsamleren, som typisk tager en enkelt tur. Mest for at se, hvad det er for noget og lader det blive ved det.
2. Ferieindsamleren, som timer sine ferier så han/hun kan tage et par småture om aftenen langs en skovvej og samle lidt edderkopper inden turen går tilbage til swimmingpoolen eller baren.
3. Hardcore indsamleren, som typisk tager minimum en tur om året, hvor det hele drejer sig om ren og skær indsamling og ikke meget andet. Det er mere eller mindre altid denne slags indsamlere, som bringer nye arter ind i hobbyen.
4. Værtshusindsamleren, som også er den kategori jeg nærer mindst respekt for, men ikke desto mindre er der en del af dem. De indlogerer sig typisk i et område med mulighed for bonus og engagerer lokalbefolkningen til at indsamle for dem mod en beskeden betaling altimens de sidder på den lokale og kaster øl i halsen. Som oftest lukrerer de på andres observationer og arbejde og følger blot sporet til "guldåren"

Selenobrachys philippinus in situ, Filippinerne. Foto: Thomas Frøik

Inden man tager af sted, er der en masser af parametre, der skal tages stilling til:

• Hvor vil du rejse hen?
• Hvornår på året er det bedst at rejse til pågældende land?
• Hvad vil du lede efter?
• Hvordan vil du finde det?
• Hvad skal man pakke med?
• Vaccinationer?
• Importtiladelse
• Hvordan er reglerne for udførsel i det pågældende land?
• Sikkerhed

Joel Peerboom ved typisk Orphnaecus sp. "Negros" habitat. Filippinerne. Foto: Thomas Frøik

Mit formål med denne lille ”artikel” er at give dig nogle gode tips og retningslinier. Dette skal ikke ses som den gyldne ko til indsamling, blot nogle strøtanker og en god portion af egne erfaringer fra mine rejser, gode såvel som dårlige. Husk, vi skal alle starte et sted og vi vil ALLE dumme os, træde ved siden af eller blive snydt som rejsende. Denne artikel skulle gerne hjælpe dig med at undgå de værste faldgruber og sikre dig en god og fantastisk oplevelse. For en indsamlingstur kan sagtens være en oplevelse for livet og give dig muligheder for at se og opleve ting som andre rejsende i de samme lande aldrig vil. Og det er jo en stor oplevelse i sig selv.


Hvor vil jeg hen?
En god retningssnor er at rejse til et tilgængeligt land, der repræsenterer de slægter du arbejder med og interesserer dig for. Der er ikke meget nytte i at spilde penge på en tur til Uganda, hvis din store passion er Avicularia.

Det er også særdeles vigtigt at undersøge forholdene i landet. Vi kan alle (eller ihvertfald en del af os) blive enige om, at Yemen kunne være enormt spændende, men man skal også opveje risikoen under opholdet. Ferieoplevelser rykker bedst, når man selv kommer hjem og fortæller om dem (evt. endda i live). Hvis du er førstegangsrejsende er der derfor enkelte lande jeg vil fraråde. Ikke fordi de er decideret farlige eller svære at rejse rundt i, men de kan risikere at skræmme eller frastøde dig i en sådan grad, at du aldrig tager ud i verden igen. Et ganske godt eksempel kunne være Indien. Indien er et fantastisk og dragende land, som er billigt og har en god infrastruktur. Men der er dele af kulturen og ikke mindst skellet fra rig til fattig, der gør at det kan være en særdeles voldsom, og for mange grænseoverskridende, oplevelse. Havde jeg taget min første rejse til Indien, tror jeg ærligt talt aldrig jeg havde forladt København igen.

Når det så er sagt skal det påpeges, at når først du er i stand til at se udover kulissen er der storslåede ting at se, høre, opleve, lugte og ikke mindst smage. Det gælder desuden for alle steder du rejser rundt i verden:

Sørg for at have et åbent sind og vis respekt for andre kulturer og dets folkefærd. Ligegyldigt hvad du end måtte mene om det eller dem. Det er dig, der er besøgende i DERES land så udvis samme opførsel, som du forventer fra rejsende i dit hjemland.

Rafn i et meget typisk asiatisk bybillede. Indien. Foto: Thomas Frøik

Med et åbent sind kommer man langt. Foto: Thomas Frøik

Hvornår skal du rejse?
Det er og bliver altid en god ide at undersøge lokale og nationale vejrforhold og årstider inden du rejser til et tropisk land. Selvom solen skinner herhjemme, er det ikke sikkert det hænger sammen på samme måde andre steder. Tre uger i Malaysia midt i regntiden er sikkert en speciel oplevelse, men formodentligt ikke lige det der var planen. En god huskeregel er at forsøge at planlægge rejsen, så man lander sidst i regntiden, da det klart er dette tidspunkt der er det mest behagelige. Varmen og fugtigheden er til at holde ud. Det er også på dette tidspunkt der er bedst chance for at finde parrede hunner, da parringssæsson typisk ligger i starten og midten af regntiden ( dog som altid, ingen regler uden undtagelser).

Hvad vil du lede efter?
Det er altid godt at have en plan i kufferten hjemmefra. Mange tror, at blot man rejser til det rigtige land, så skal der nok regne med edderkopper. Dette er logisk nok ikke korrekt. Off the beaten track rejser er hårde i sig selv. Og tro mig, de bliver ikke mindre hårde af at skulle søge rundt efter edderkopper. Der er intet unormalt i at rende rundt i 10 timer om dagen i en uge, og finde intet.

Mount scenery, Saba, Caribien. Foto: Thomas Frøik

Der er flere måder at planlægge på. Vi plejer at rode gamle beskrivelser igennem, søge rundt i obskure videnskabelige institutioners støvede samlinger, lytte til rygter og historier fra lokale og ikke mindst, følge hints og pointers fra dem vi samarbejder med. Summen af alle disse faktorer plejer at give gevinst. Om end ikke andet så lidt SBJ´s (Small Brown Jobbies - andet ord for dværgfugleedderkopper). Men research, research, research, er den gyldne tråd. Når du så har en ide om, hvad du søger og hvor du skal søge, er det ved at være tid til at tænke lidt logisk. Du har måske 10 historiske lokaliteter på en given art… Husk, tiden gør meget. Tjek nogle topografiske kort. At der var skov for 100år siden, er på ingen måde nogen garanti for, at der stadig er skov ( jeg har selv stået i suppen). Nogle lokaliteter er nemmere at sortere fra end andre. Man kan sige sig selv, at man ikke finder Cyriopagopus i nåletræer, så husk at tjekke op på floraen i området. Enkelte lokaliteter kan også frasorteres eller favoriseres ved hjælp af elevationskurver. En gylden pointer er vejsideskråninger i skovområder (næsten altid en sikker vinder).

Og en undtagelse fra reglen, Haplocosmia nepalensis, indsamlet midt inde i en storby på en murstensmur.
(Tro mig, jeg havde ikke lige set den komme), Nepal. Foto: Thomas Frøik

Hvordan vil du finde det?
Eller sagt på en anden måde: Hvordan vil du rejse rundt? Det er fristende at tage den billige løsning og satse på tog, bus og andre organiserede transportmidler, men det er også den nemmeste måde at ødelægge din mulighed for succes. Iøvrigt er det også værd at huske på at Skandinavere er blandt verdens højeste folk. Noget man virklig mærker i lokalbusser i andre lande.

Vi rejser altid/helst rundt med enten lejet bil/motorcykel med/uden chauffør eller en lokal taxi. I de fleste lande (asiatiske om end ikke andet) er det særdeles billigt at leje en privatchauffør. Navnligt hvis du booker ham for en længere periode, typisk 1-3uger. Udover brændstof, mad, drikke og logi er en dagspris på rundt 100kr ikke urealistisk. Sørg for at bruge god tid på at handle en fornuftig pris frem. En god huskeregel er, at prisen reelt set er maximum halvdelen af, hvad hans første bud ligger på. Og husk at smør din chauffør godt. De er ganske som i danmark, tørrer du deres røv, tørrer de din røv (ikke bogstavligt, men du ved hvad jeg mener). Med privatchauffør, og ikke mindst en lokal en, er dine muligheder for succes mangedoblet. Der er ikke længere nogen sprogbarriere og det er dælme en god ting. Det er et knips med fingrene, så stopper bilen hvor du ønsker. Ture til afsidesliggende egne er nu en realitet. Med andre ord du er rigtigt godt på vej.

En anden god mulighed, hvis du er lidt frisk og har is i maven, er at leje en motorcykel. De kan lejes de fleste steder på et simpelt pas. Mange lande kræver ikke engang specifikt motorcykelkørekort. Det kan dog virke meget kaotisk at køre rundt i mange tropiske lande på egen hånd og det kan ikke mindst være decideret livsfarligt. Men med lidt fornuft, et par gode store sten i pungen og god sans for lokale trends, er det den bedste og nemmeste måde at metodisk tilbagelægge/afsøge store områder.

Det kan også være hensigtsmæssigt at indvolvere lokalbefolkningen i de områder du indsamler i. De bor der, de kender området og de kender uden tvivl også til fugleedderkopper hvis der altså er nogen.... Når du indvolverer en eller flere lokale landsbyboere så skal du gøre dig klart at selvom opgaven synes ganske ligetil så er det overhovedet ikke tilfældet. Sagt med andre ord: De skal vide hvad du søger efter og de skal ikke mindst forstå det. At termen fugleedderkop i lille danmark rent faktisk dækker over fugleedderkopper er et faktum. At de i andre lande dækker over alt hvad der kan kravle herunder: Skorpioner, slanger, gekkoer, nephila, uroplygider, amplygider etc etc er desværre også et nervepirrende faktum. Vi har adskillige gange stået og kløet os i skallen over hvordan man kan diske op med alt fra Tokay gekkoer til biller og sågar orkideer, istedet for fugleedderkopper når nu det var det vi udtrykkeligt bad om. Så gør dig selv en tjeneste og find ud af hvad det lokale navn for fugleedderkop er. På negros i Phillipinerne er det Hapun Hapun ( død ved daggry) i Meghalaya er det Makura/makrim/makra I det nordlige thailand er det Bung i Bolivia Apazenga etc etc.

Næste skridt på vejen når de har fundet noget der ligner det du vil have er at aftale en pris typisk svarende til en 5-10dkr ( det lyder ikke af meget, men for dem er det en topfed deal) Men gør dig samtidig klart at hvis du leder efter noget trælevende, men gerne betaler en lille sum for noget bundlevende så får du højst sandsynligt ikke andet end bundlevende edderkopper. Lokale landsbyboere er ikke dummere end at de godt kan regne ud at 100 x billig edderkop er mere end 1 x dyr edderkop. Og de bundlevende er væsentligt nemmere at samle idet de typisk er at finde omkring hytterne og langs vejene. Og der er jo ingen grund til at arbejde for sagen hvis man kan tjene penge uden at anstrenge sig.

Jeg er flere gange blevet lovet alt fra trælevende blå edderkopper på str med tallerkner til skrigende gule skønheder og indtil videre har jeg kun fået bundlevende edderkopper i forsk brune nuancer ( ikke at de ikke har deres charme og berettigelse)

En anden indspillende faktor er også at det er de færreste der kan forstå at der står en flok store hvide mænd som faktisk vil have noget de frygter og ikke anser for værende andet end en stor gene i deres hverdag. At de så ovenikøbet vil betale for det lyder næsten for godt til at være sandt. Husk også at nej sjældent er et ord lokalbefolkninger benytter sig af de er ofte alt for høflige og anser det for nedværdigende, så de fleste vil sige: Ja dem har vi masser af kom igen i morgen så skal du bare se....Yeah right du bliver klogere.

HUSK: Børnearbejde er ulovligt, det lyder sikkert dumt, men jeg har en bekendt som røg i kasjotten i Brasilien for at have hyret børn til at samle edderkopper.

Hvad skal man pakke med?
Dette punkt er super essentielt. Det er nemt at pakke for lidt, men langt nemmere at pakke for meget. Husk, du skal selv slæbe rundt på det hele under din rejse og 5 kilo for meget skal du nok kunne mærke.

Fodtøj. Godt stabilt, skridsikkert og vandtæt fodtøj er et absolut must. Ømme fødder kan og vil ødelægge enhver god rejse på et splitsekund. Et par sandaler eller klip klappere er også et must det kan godt være at high teck trekkingstøvler er fede i skoven, men de er noget latterlige i byen og langs vejene.

Strømper. Gode strømper af trekking kvalitet. Du vil prise dig ovenud lykkelig for at have smidt den ekstra 50'er pr. strømpepar når du kommer frem.

Underbukser. Kvalitets boksershorts, som DØD OG KRITTE skal være sved transparerende. Der er vitterligt absolut intet i livet, der er værre end røde knopper i skridtet og andre mere eller mindre pikante steder, når der er 25km hjem gennem hårdt terræn (tro mig jeg har lært det på den hårde måde). Og som et ekstra sidekick til dine nyerhvervede bokserdrenge kan Talkum/babypudder varmt anbefales. Jeg vil vove at påstå, at det bliver dit kæreste eje i varmt og fugtigt terræn.

Benklæder. Shorts og bukser. Det mest praktiske er løstsiddende absorberbare bukser med mulighed for at lyne benene af. Selvom der er varmt i troperne, er der visse steder man kan blive ret glade for de lange rør ( igler er feks ikke noget særsyn in the tropics).

Skønne små dyr ikke?. Foto: Thomas Frøik

Varmt tøj. Bare fordi du er i troperne kan der godt være koldt om natten og det er ret bittert at lære på den hårde måde. (Jeg har bla. set glade Indere stå på skøjter på landsbyens frosne dam). Hvis du tror en snotnæse er øv i danmark, skulle du prøve det i troperne.

Rejseapotek. Hovedpinepiller, antihistamin, desinficerende salver, plaster, mave stabiliserende piller herunder idoform (mælkesyrebakterier), imodium (når din mave ikke vil som du vil) og evt propiden (stop-piller) hvis den er helt gal. Talkum/babypudder kan ikke nævnes for ofte skulle du være så dum at glemme den så tjek lige bøtten på det lokale pharmacia inden du køber den. Modellen med mentholathum lugter rigtigt godt, men er aldeles ikke rart i de nedre regioner til trods for, at det uden tvivl vil more dine rejsekompagnoner ( been there done that). Myggespray er spild af penge at købe herhjemme. Produkterne der skal forestille at virke koster en mindre formue og har ingen synderlige effekter, udover at de lugter skidt og så giver de dig sikkert kræft. OFF er et fantastisk produkt, som primært kan erhverves i 3 verdenslande (sikkert fordi det er møghamrende giftigt) og er klart mit foretrukne mærke. Det holder myg, igler, fluer og alle de andre dyr vi ikke kan lide i skak. Pas på med at få det i åbne sår og rifter, det gør meget nas! Hvis du finder det i en by så køb rigeligt.. Mange lokale Pharmacias er heller ikke just sippede med hvad de langer over disken så køb også en stak bredspektret antibiotika og div feber nedsættende piller ( de har nogen i Indien som udover at slå din feber ned med lynets hast, får dig til at smile fjoget ad verden så hop ikke ind bag rattet af en bil lige med det samme.)

Indsamlingsbeholdere. Rør i forskellige størrelser og i rigelige mængder. Det er altid bedre at kassere rør end at kassere edderkopper. Man kan med fordel købe lokale "soapboxes" til de større dyr.

Navigationsudstyr. GPS, især hvis du/I rejser rundt i områder alene eller uden guide. Det er sværere at navigere på fri hånd i en jungle end man lige tror. Især hvis man som mig er lost udenfor Storkøbenhavn. Sørg for at få en vandtæt og håndholdt GPS enhed, gerne en der er stødsikker. Det er også en god ide hvis I har mere end én med. Det er så bittert at stå med et stk superblæret elektronisk udstyr, der strejker når det ikke skal (atter egen bitter erfaring).

Lygter. Jeg bruger selv Maglite i forskellige størrelser, da det er stabile lamper med godt lys. Nyere generationer af LED diodelamper kan også have et godt lys, men er især både batteri og ikke mindst pærebesparende, da diodelamperne ofte reklamerer med noget der ligner 50.000 brændetimer. Man kan diskuteres om pandelamper er nødvendige. Jeg foretrækker at have en med, da man ofte står i en situation, hvor de kan bruges. De er også noget mere handy (en maglite mellem tænderne er ikke sagen når du står og graver, og det kan blive dyrt hos doktor tand). Igen, køb hellere høj kvalitet og betal prisen, i stedet for at spare et par hundrede kroner. De 300kr sparet er ikke meget værd, når du står midt i skoven om natten og din discount lampe strejker (tro mig det har vi også prøvet). Jeg vil anbefale at tage minimum 2 lygter med, og gerne flere. Uden lygte er du som indsamler komplet lost og kan ligesågodt vende næsen hjem til hotellets bar.

Batterier. Medbring batterier i lange baner. Og af bedste kvalitet. Du kan sagtens få batterier i udlandet, men kvaliteten er typisk derefter - temmelig dårlig. Mærker som dyracell og panosonic ses ofte, og det kan godt være de er billige og lyder fancy, men personligt fortrækker jeg batterier, der ikke skal skiftes hvert 5 minut (og det er ikke en underdrivelse).

Pincet. En god lang stålpinchet er et must, da man til tider skal undersøge huler eller sten, hvor man ikke lige just har lyst til at stikke nallerne ind. Nogle gange kan det være noget af en overaskelse, hvad der gemmer sig i et hul eller under en sten, og det er ikke altid en behagelig en af slagsen.

Graveredskaber. Mange sværger til spader/skovle. Jeg kan personligt ikke fordrage dem. Jeg har stået mere end en gang med en knækket møgskovl halvejs inde ved edderkoppen, og det er en bitter følelse. Graveredskaber er ikke det nemmeste at fremskaffe in the middle of nowhere. Jeg bruger altid Macheter og gerne Kukuhriér, da de er væsentligt mere holdbare og nemmere at grave med i en skrænt sået til med rødder og sten. De er også imponerende praktiske i tilgroet terræn. At man så også ser lidt sej ud med sin nyerhvervede sabel er jo kun et plus.

Vaccinationer:
Spar ikke penge. Sørg for at få alt, hvad du skal have og tro ikke altid på din læge. Tjek http://www.ssi.dk/ og følg deres anvisninger til punkt og prikke i den tunge kategori. Hvad angår malaria, så er der bunker af produkter der fungerer fint, men jeg bruger altid Malarone. Det er væsentligt dyrere end andre mærker og dækker det samme som de billige, men der er til gengæld nærmest ikke bivirkninger. Mange steder i Asien er dejlige sygdomme som Dengue ( har prøvet kan ikke anbefales) Chikungunye feber ret almindeligt så brug OFF hverdag hele dagen især i byområder.

Importtilladelse:
Indførselstilladelse til DK fås via Fødevarestyrelsen. Det er ganske gratis og det er nemt at blive registreret. Så gør det, det er sq så dumt at stå i Kastrup uden.

Hvordan er reglerne for udførsel i det pågældende land?
Undersøg pågældende lands gældende regler for både indsamling, transport og udførsel af edderkopper. Nogle lande har ret frie regler, andre er noget mere strikse. Man kan også vælge at prøve at søge en tilladelse, men det er typisk noget der syltes i systemet og du ender oftest med at have spildt en masser af tid på ingenting. I bedste fald får du tilladelse til noget du ikke vil udføre.

Sikkerhed:
Når man rejser off track er der en hel del ting der skal overvejes og vejes for og imod. Det er som sagt ikke en charter tur i et organiseret område med fuld infrastruktur og turistpoliti. Hvis du virkelig vil finde noget ud over det sædvanlige skal du ud i områder hvor hvide mennesker ikke er et dagligt syn, måske oplever du endda voksne mennesker som ser hvide for første gang, kort sagt der er fokus på din tilstedeværelse og lige meget hvor inkognito du end måtte ønske at være kan du være ganske sikker på at alle i miles omkreds ved du er der. Men tænk dig om inden du handler og udvis særlig hensyn til lokale skikke. Optræd høfligt og imødekommende så er du et langt stykke af vejen.

Det er også en god ide lige at tjekke rejsevejledningen til området, men tag det med et vist gran salt ( mange lande fraråder at rejse til KBH grundet risiko for terror) med alm sund fornuft kommer man ganske langt. Som nævnt tidl. er lokale militser, separatister, krybskytter og deslige ikke noget særsyn i de områder hvor der findes arter der ikke er i hobbyen, som oftest skænker de dig ikke en tanke, men de er der og de udgør en risiko. En ferie kan hurtigt ødelægges af en omgang Kalashnikov. En lygte med filter på ekspl. et rødt filter kan være et hit i "Hot zones" En alm lygte der flakker op og ned af træer på en højdekam kan ses flere kilometer væk, og havd enten du har tilladelse til at være der eller ej så er det aldrig en skade at være usynlig.

Tænk jer også om når i render rundt i tæt terræn, selvom slanger er svære at finde så er de der og det er altid bedre at du finder dem end at de finder dig. Små buskadser er et prima sted at støde på små træhugorme. Stenet terræn er ganske oplagt for bla. Echis ( som ikke just er det vi vil have siddende i foden). Store pattedyr herunder: Næsehorn, Tigre, Elefanter findes også. Især Elefanter er noget man risikerer at støde på ( i Asien omend ikke andet) og det kan blive et ganske fatalt møde. Illussionen om den søde circus elefant blegner ganske hurtigt når man ser en flok tonstunge maskiner pløje alt ned på deres raid genem skoven. Så ser du elefanter så list hellere af. Tigere og Næsehorn fordufter som oftest når man er flere i flokken.

En anden dyregruppe som du uden tvivl vil få masser af "glæde" af ude i verden er Aber. Min erfaring med dem er at man skal holde sig langt væk de er umulige at læse, de er som oftest ikke det mindste bange og de angriber gerne i flok. Vi har siddet buret inde i en smart 4-hjulstrækker på en vejside i Malaysia fordi en flok makakker ikke lige gad at træde til side den dag.

Husk, at rejse er at leve
(især hvis du bruger indersiden af hovedet og planlægger det ordentligt).

Frøik, Pedersen og Rafn på en tagterrasse i Nepal. Foto: Mindre øvet lokal Nepaleser