FugleedderkoppeBlog

Ny Cyriopagopus art fra Sumatra

2008-06-17T22:23:00.004+02:00

Cyriopagopus sp. "Sumatran Tiger". Fuldvoksen premolt hun.
Ny art fra Sumatra med robuste ben og markant anderledes farvet han end de kendte arter.

Vores researchteam i Asien har fundet en ny Cyriopagopus art i Sumatra. Det drejer sig om en relativt kraftig art, som farvemæssigt umiddelbart kan minde om C. schioedtei. Den adskiller sig dog ved at være mørkere, have et andet carapacemønster, have mere robuste ben og tydeligere bagkropstegninger.

Cyriopagopus sp. "Sumatran Tiger". Ung postmolt hun.
Her ses tydeligt den anderledes foliumformede carapacetegning.

Hannen er ikke græsgrøn som hos f.eks. C. schioedtei, men brun med sorte ben som har hvide bånd ved leddene.

Cyriopagopus sp. "Sumatran Tiger". Fuldvoksen han.
Hannen er karakteristisk ved ikke at være græsgrøn eller beige og ved at mangle patella striae. Derimod er benene mørke med hvide tværbånd.

På baggrund af de tydelige bagkropstegninger har vi valgt at kalde den Cyriopagopus sp. "Sumatran Tiger" indtil den er endeligt identificeret og/eller beskrevet.

Cyriopagopus sp. "Sumatran Tiger". Fuldvoksen premolt hun.
Her ses tydeligt de markante bagkropstegninger som ligger til baggrund for arbejdsnavnet.

LitteraturBasen - endelig en realitet!

2008-04-28T19:01:00.002+02:00

Nu er alle links til artiklerne fikset. Det vil sige at alt den gamle kildelitteratur vi har, er blevet gjort tilgængeligt for jer. Vi håber at I får glæde af kilderne. Næste skridt vil være at linke alle kildehenvisninger i indlæggene på bloggen til de respektive kilder. Det bliver nok først en realitet engang i slutningen af Juni når mine eksamener forhåbentlig er vel overstået.

Mvh
Søren

Research invitation fra ZMUC!

2008-04-27T13:28:00.005+02:00

Pococks "Phormingochilus" som Ridley indsamlede i Singapore Botanical Garden.
Har vist sig at være identisk med Abrahams Lampropelma violaceopes fra 1924.

Jeg er blevet inviteret af Nikolaj Scharff, kurator for arachnid samlingen på Zoologisk Museum (ZMUC), til at foretage min research af de trælevende Ornithoctoninae hos dem. Jeg er ikke helt sikker på hvad eller hvordan jeg vil blive tilknyttet ZMUC, men sikkert som frivillig (volunteer). Jeg glæder mig meget til at kunne arbejde mere struktureret med min hovedeinteresse; arterne i gruppen af trælevende Ornithoctoninae, med hjælp af bedre udstyr, nemmere typeadgang og ikke mindst den uvurderlige hjælp det er at kunne sparre med professionelle zoologer, systematikere og taksonomer. Brugte det meste af min torsdag i denne uge med at mappe nye karakterer med hjælp fra Tamas Szuts og et fantastisk mikroskop. Har nu tre nye karakterer som muligvis kan hjæpe til at differentiere arterne, og med lidt held også definere højere noder i kladen jeg arbejder med. Jeg glæder mig helt usigeligt til min dansk eksamen på seminariet er vel overstået så jeg kan komme igang med min research på ZMUC!

Mvh
Søren

Artikelbasen

2008-04-27T12:34:00.001+02:00

Vi har haft lidt problemer med linkstabiliteten hos vores filopbevaringsudbyder Yahoo. Vi har derfor flyttet filerne til Fileden. Indtil videre har jeg opdateret linkene til alle artikler fra A og til og med F. De skulle være frit tilgængelige for download nu. Jeg vil løbende opdatere de resterende links og uploade ny tilgængelig litteratur, som er ældre end 50 år. Hvis du ligger inde med litteratur som ikke findes i basen, og som du mener burde være frit tilgængeligt, så send en papirkopi eller pdf til os. Vi scanner og uploader den så til LitteraturBasen.

Mvh
Søren

Cyriopagopus sp. "Blue" = Lampropelma violaceopes Abraham, 1924

2008-02-27T09:52:00.010+01:00

Lampropelma violaceopes Abraham, 1924. Fuldt udvokset hun fra Singapore. Foto: Søren Rafn

Af Søren Rafn

Så blev en voksende formodning endelig bekræftet. Cyriopagopus sp. "Blue" er identisk med Lampropelma violaceopes Abraham, 1924. Volker von Wirth og Martin Huber har meget incoqnito og uden drama foretaget denne identifikation i Terraria 9, jan./feb. 2008 i artiklen "Die verkannten Vogelspinnen Asiens" side 4-9.

Der har ellers været mange bud på hvad der var den rigtige L. violaceopes før i tiden. F.eks har både Haplopelma lividum og Ornithoctoninae G. sp. "Malaysia" (aka. "Haplopelma robustum") været udråbt som L. violaceopes.

Fuldt udvokset hun af Ornithoctoninae G. sp. "Malaysia" (aka. "Haplopelma robustum") fra Titiwangsa bjergkæden i Malaysia. Denne art blev en kort overgang formodet at være L . violaceopes. Foto: Søren Rafn

Haplopelma lividum har i lang tid været - og bliver stadig - solgt som, L. violaceopes. Foto: Søren Rafn

I 2004 var jeg i Singapore og Malaysia for at finde Cyriopagopus sp. "Blue" og for at forfølge en mistanke om at denne art var identisk med L. violaceopes. I den forbindelse undersøgte jeg Abrahams paratyper i Raffles Museum of Biodiversity Research. I den forbindelse blev min mistanke bekræftet, Cyriopagopus sp. "Blue" var en Cyriopagopus, men fejlagtigt beskrevet som Lampropelma af Abraham. Jeg vidergav disse betragtninger til Volker von Wirth på det pågældende tidspunkt, og han tog det til eftertanke.

Problemet med L. violaceopes er i mine øjne at det ikke er en Lampropelma, men en Cyriopagopus. Kort fortalt er de mest åbenlyse forskelle på de to som følger:

Cyriopagopus:
Lange slanke ben, uden store latero-ventrale børster på lårene.

Lampropelma:
Korte kraftige ben, med store latero-ventrale børster på lårene.

I og med at L. violaceopes mangler latero-ventrale børster på lårene, og har særdeles lange og slanke ben, passer den ikke i slægten Lampropelma, men i slægten Cyriopagopus. Lad os se om Volker kommer frem til det samme.

Lampropelma sp. "Borneo Black". Her ses de kraftige femorale børster på de forreste benpars lår. Foto: Søren Rafn

Og når snakken alligevel er på Lampropelma, så kan det nævnes at den art vi har introduceret som Cyriopagopus sp. "Borneo Black" har store tydelige latero-ventrale børster på lårene, og har relativt korte og kraftige ben. Hvilket placerer arten i slægten Lampropelma.

Lampropelma sp. "Borneo Black". Bemærk de relativt korte ben og de store femorale børster på de to forreste benpar. Foto: Søren Rafn

Lampropelma sp. "Borneo Black" er dog ikke umiddelbart identisk med L. nigerrimum Simon, 1892 fra Sulawesi og vi formoder derfor at det er en ny art. Vi er umiddelbart i færd med at skaffe adgang til Simons type eksemplar fra 1892 for at genbeskrive arten og etablere både gamle og nye karaktertræk, som kan afgøre om Lampropelma sp. "Borneo Black" er en ny Lampropelma-art eller ej.

Og for at runde emnet Lampropelma af, kan det nævnes at intet af det materiale som sælges under navnet Lampropelma sp. "orange fringe", Lampropelma sp. "Haplopelma doriae" eller L. nigerrimum i hobbyen har noget som helst med Lampropelma at gøre, men tilhører en anden slægt.

Ornithoctoninae G. sp. "Orange fringed". Bemærk de manglende femorale børster. Ornithoctoninae G. sp. Denne art kan kendes fra Ornithoctonus G. sp. "Haplopelma doriae" på em orange hårkrans omkring rygskjoldet.
Foto: Søren Rafn

Ornithoctoninae G. sp. "Haplopelma doriae". Bemærk de manglende femorale børster. Ornithoctoninae G. sp. "Haplopelma doriae" mangler den orange hårkrans omkring rygskjoldet som vi finder i Ornithoctoninae G. sp. "Orange fringed". Foto: Søren Rafn

Kunne godt se ud som om at der er basis for et par nye artikler ...

Billede af undertegnede der jonglerer med Lampropelma violaceopes i Singapore. Foto: Jean-Michel Verdez

Litteratur:

Platnick, N. I. 2008. The world spider catalog, version 8.5. American Museum of Natural History.
Von Wirth, V & Huber M. 2008. Die verkannten Vogelspinnen Asiens. Terraria 9: (jan./feb) 4-9.
Wong, M. & Dennon N. 2006. Malaysian Tarantulas. Malaysian Naturalist 59(4): 44-47
Gallon, R. & R. Gabriel. 2006. Breeding and maintaning Cyriopagopus species in captivity. Journal of the British Tarantula Society 22(1): 16-30.
Rafn, S. 2003. Cyriopagopus (”thorelli”) schioedtei – Trætigeren fra Malaysia. Exotisker Insekter 40: 26-35
Von Wirth, V. 2003. Ungewöhnliche Farbabweichung bei Nymphen von Cyriopagopus schioedtei (THORELL, 1891). DeArGe Mitteilungen 8(5): 30-31.
De Vita, F. & F. Tomasinelli 2002. Cyriopagopus thorelli. Reptilia (GB) 25: 22-28.
Von Wirth, V. & M. Huber. 2002. Earth Tigers – die asiatischen Vogelspinnen der Unterfamilie Ornithoctoninae. Draco 4(16): 26-36.
Von Wirth, V. 2002. Welche Spinne ist das? DeArGe Mitteilungen 7(11): 6-13
Pennell, M. 2001. Tree spider of the Hutan (Malaysian rainforest). Journal of the British Tarantula Society 16(3): 88-95. Webversion
Murphy, F. & Murphy J. 2000. An Introduction to the Spiders of South East Asia. Malaysian Nature Society: 73-77
Smith, A.M. 1990. A question of colour. Lampropelma violaceopedes Abraham, 1924. Journal of the British Tarantula Society 5(3): 14-18.
Abraham, H.C. 1924. Some mygalomorph spiders from the Malay Peninsula. Proc. zool. Soc. Lond. 1924: 1091-1124. [p. 1108, pl. 5, f. 19-24].
Chamberlin, R.V. 1917. New spiders of the family Aviculariidae. Bull. Mus. comp. Zool. Harvard 61: 25-75. [p. 70, pl. 5, f. 4-7].
Simon, E. 1901. On the Arachnida collected during the Skeat expedition to the Malay Peninsula. Proc. zool. Soc. Lond. 1901(2): 45-84. [p. 45].
Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
Simon, E. 1892. Histoire naturelle des araignées. Paris, 1: 1-256. [p. 151].
Thorell, T. 1891. Spindlar från Nikobarerna och andra delar af södra Asien. Kongl. Svenska. Vet.-Acad. Handl. 24(2): 1-149. [p. 11].
Simon, E. 1887. Etude sur les arachnides de l'Asie méridionale faisant partie des collections de l'Indiam Museum (Calcutta). I. Arachnides reculeeis à Tavoy (Tenasserim) par Moti Ram. J. asiat. Soc. Bengal 56: 101-117.

Litteraturbase

2008-02-27T01:43:00.004+01:00

Så er litteraturbasen ved at være en realitet og kan findes et sted ude i højre side under afstemningen og links'ne. Her vil vi løbende linke til både ny og gammelt kildemateriale i pdf-format.

Vi har begge savnet et integreret kilde-site, hvor både henvisninger og tekster kunne findes og downloades. Før i tiden bestilte man papir-kopier igennem DNLB, som så blev sendt med posten mod betaling - og sådan foregår det sådan set stadigvæk. Så der ligger for en del håndører gemt i vores links ... Dem sparer du nu - for vi tilbyder tilgang til vores kilder ganske gratis ;-)

Kildebasen virker således at når der klikkes på linket downloades PDF-filen til din harddisk. Størrelsen på filen kan ses i parantesen efter kildehenvisningen.

Desuden vil der i forbindelse med hver af vores artikler findes en litteraturliste med links til de relevante kilder. På den måde opnår vi en mere dynamisk kildehenvisning, og vi håber at det ansporer jer - læserne - til at dykke ned i kilderne for på den måde at blive klogere.

Hvis du selv ligger inde med kildemateriale i papir-kopi, eller elektronisk form, så send endelig kopier i vores retning, og så sørger vi for at materialet bliver uploadet og gjort tilgængeligt igennem siden her.

Indtil da, god fornøjelse med gennemlæsningen af de gamle kilder ;-)

Mvh
Rafn & Frøik

Poecilotheria metallica Pocock, 1899

2008-02-20T11:18:00.031+01:00

Fuldvoksen hun af Poecilotheria metallica Pocock, 1899 kort efter hamskifte. Foto: Søren Rafn

Af Søren Rafn

Der er vel ikke en edderkop som er mere kendt, elsket og berygtet end den kromblå skønhed Poecilotheria metallica fra Indien. Lige siden det første billede af et ungdyr gik verden rundt, har hobbyen sydet af abstinenserne efter at eje lige netop denne art. Prisloftet for hvad man kunne tage for en spiderling nåede uhørte højder og forargelsen og misundelsen ville ingen ende tage.

Det første billede af et ungt eksemplar af P. metallica, som gik verden over via internettet. Foto: Peter Kirk

Der er flere grunde til at denne edderkop er blandt de dyreste i verden. Det åbenlyse er farverne, stålblå med pletter af en intens orangegul, sort og hvidt. En anden grund er det meget afgrænsede, svært tilgængelige og isolerede oprørshærgede område hvor arten findes. En tredje grund er de små kuldstørrelser. Og så selvfølgelig den hype, der har fulgt denne art siden hobbyen først fik nys om den.

Det er let at se skønheden hos Poecilotheria metallica. Foto: Minizoo

Poecilotheria metallica er ellers ikke en nybeskrevet art. Den blev beskrevet af Reginald Pocock allerede i 1899, sammen med andre kendisser som P. formosa, P. ornata, P. regalis og P. rufilata. Før denne beskrivelse var kun arterne P. fasciata, P. striata og P. subfusca kendt med P. fasciata, som den først beskrevne allerede i 1804.

Slægten Poecilotheria har fået sin egen underfamilie Poecilotherinae, men er dog meget nært beslægtet med arterne (og visse mener at de burde findes) i underfamilien Selenocosmiinae. Ifølge Platnick findes der 16 beskrevne arter. Der er beskrevet følgende arter:

P. fasciata (Latreille, 1804)
P. formosa Pocock, 1899
P. hanumavilasumica Smith, 2004
P. metallica Pocock, 1899
P. miranda Pocock, 1900
P. nallamalaiensis Rao et al., 2006
P. ornata Pocock, 1899
P. pederseni Kirk, 2001
P. pococki Charpentier, 1996
P. regalis Pocock, 1899
P. rufilata Pocock, 1899
P. smithi Kirk, 1996
P. striata Pocock, 1895
P. subfusca Pocock, 1895
P. tigrinawesseli Smith, 2006
P. uniformis Strand, 1913.

Platnick anerkender dog P. pococki, som er et endnu ikke officielt anerkendt synonym for P. smithi. Desuden er en ny art P. nallamalaiensis Rao et al., 2006 i mine øjne identisk med P. formosa.

Så kort sammenfattet er følgende arter synonymer for allerede beskrevne arter: P. bara = P. subfusca, P. gadgili (overført fra Ornithoctonus) = P. regalis, P. vittata = P. striata, P. pococki = P. smithi og P. nallamalaiensis = P. formosa.

P. metallica blev først fundet i Gooty i Sydindien i en brændedynge i forbindelse med anlæggelsen af en af Indiens mange og med rette berømte og berygtede jernbaner. Området, eller rettere sagt hele regionen omkring Gooty er dog fuldstændigt afskovet i mange miles omkreds i dag, og den population som Pocock fik type-eksemplaret fra må anses for at være udryddet. I tidligere tider har arten dog formodentlig været udbredt i et langt større område. Det er i yderkanterne af dette område, at godt skjulte lommer af den oprindelige skov kan findes i svært fremkommelige bjergområder, hvor også den aggressive og stærkt bevæbnede Naxalit-bevægelse har deres baser. Også her er skoven dog truet pga. lokalbefolkningens skovning af brændsel.

Det var i sådan et skovklædt bjergområde vi (Pedersen & Rafn) befandt os i 2003. Vi havde i godt en time bevæget os opad en stejlt skrånende og temmelig ustabil bjergside, før vi befandt os på nogenlunde sikker grund. Vi havde efterladt vores bil og chauffør længere nede af bjerget på en lille, snoet og lige så ustabil bjergvej. Det var sen eftermiddag og skyggerne var ved at blive lange.

Bjergsiden som skulle forceres for at nå Poecilotheria metallica koloni. Foto: Søren Rafn

Fra vores udsigtspunkt kunne vi se den skovklædte bjergside på den anden side af dalen og flere bjergtoppe i horisonten. Vi bevægede os videre langs den smalle sti i skumringen, mens stjernerne så småt begyndte at dukke op foroven. På et tidspunkt bevægede vi os væk fra stien og videre op igennem mørket under bjergskovens trækroner. Opstigningen blev gjort besværlig af, at bjergsiden bestod af store skærver og stenblokke, som skjultes af højt græs, klatreplanter og dværgpalmer. En anden forhindring var frygten for at blive bidt af en giftslange, mødet med en tiger, eller allerværst; mødet med en naxalits AK47.

Nicolai puster ud efter opstigningen og nyder udsigten. Foto: Søren Rafn

Nær toppen tyndede det ud i træerne og terrænet fladede ud til noget, der mindede om et træbevokset plateau. Vi stod i nattemørket og pustede ud. Habitatet var perfekt - tiden var kommet hvor vi skulle til at begynde at lede mere målrettet efter P. metallica.

Poecilotheria metallica habitat. Foto: Søren Rafn

I naturen findes arten udelukkende i hule træer og er meget biotopspecifik, hvilket betyder at den kun vælger en enkelt art træ at bo i. Det plateau vi stod på var dækket af en åben skov bestående af lige præcis den slags træer P. metallica fortrækker. Jorden imellem træerne var dækket af højt græs og bredbladede buske. Vi kiggede på hinanden med et grin og gik i gang med at lede.

Her har en unge af P. metallica indrettet sig i en hul grenstump. Foto: Søren Rafn

Der gik et par timer, hvor vi langsomt tunede vores øjne ind til at frasortere de mange nye indtryk og kun fokuserede på at opfange bestemte kendetegn, som er karakteristiske for tilstedeværelsen af Poecilotheria. Vi afdækkede metodisk området og markerede lovende huller med GPS. En stille regn begyndte at falde og vi fandt et sted i ly under en gruppe træer, hvor vi indtog vores medbragte chicken 65 og ris. Da regnen så småt stoppede, fortsatte vi vores søgen og der gik ikke længe før vi fandt den første P. metallica. Det var en lille unge, som sad i et tæt sokkespind i en barkrevne i et træ tæt på kanten af plateauet. Efterfølgende fandt vi flere unger i området, men endnu ingen voksne dyr.

Første unge af Poecilotheria metallica, vi fandt i en barkrevne. Foto: Søren Rafn

Tæt på midnat fandt vi vores første store hun siddende udenfor på barken i et træ, vi havde GPS mappet tidligere som værende lovende. Hun strøg på hovedet ind i sit hul, straks hun opfattede vores nærvær. Hun var dog ikke mere bange end, at hun med lidt pilkning var til at lokke ud af sit hul så vi kunne fange hende i et indsamlingsrør. Vi havde fundet det vi var kommet for, Poecilotheria metallica. Klokken var nu meget nær midnat, hvor vi havde aftalt at mødes med vores chauffør nede ved vejen, og vi var sent på den. Vi tog turen ned i fuldt firspring, og set i bakspejlet var det et mirakel at ingen af os kom til skade. Et fejltrin, og man ville falde stejlt ned af bjergsiden i fuld fart og først stoppe nede i dalbunden. Helt sikkert ikke i ét stykke. Hvorom alting er, så nåede vi ned til vejen næsten på klokkeslet. Men chaufføren var ikke at se nogen steder. Der stod vi så i den fugtige tropenat, midt i en bjergkæde i Sydindien og vidste, at der var meget langt til nærmeste by til fods ...

Vi satsede på at chaufføren var forsinket og brugte ventetiden til at afsøge vejskrænterne for jordlevende fugleedderkopper. Til vores held fandt vi en stor mængde indgangshuller af den lille jordlevende Chilobrachys art; Chilobrachys sp. "hardwicki". Uheldigvis var jordbunden præget af den samme skærveagtige beskaffenhed, som havde gjort vores fremfærd op ad bjerget så besværlig. Her gjorde det gravearbejde fundstændigt umuligt. Vi var nødsaget til at forlade os på pilkning, en metode som har sine fordele, men så absolut også sine begrænsninger. Hvis man ikke fanger edderkoppen i første forsøg, lugter den lunten og fortrækker til bunden af sine hule mellem klippeblokkene. Da vores chauffør endelig langt om længe dukkede op, havde vi kun haft held til at fange en lille håndfuld Chilobrachys. Til gengæld havde vores chauffør tydeligvis haft held til at opstøve noget temmelig potent alkohol, for han var fuld som en allike.

Chilobrachys sp. "hardwicki" minder umiddelbart om C. fimbriatus,
men er mindre, kraftigere bygget og mindre farvestrålende. Foto: Søren Rafn

Vi hoppede ind i bilen, åbnede alle vinduer, skruede op for radioen, råbte af chaufføren og håbede på det bedste, mens bilen slingrede faretruende nær på vejkanten på vejen ned af bjerget. Vi kiggede på hinanden og vidste at vi tænkte det samme, at vi skulle tilbringe resten af vores rejse i Indien på en højderyg på et bjerg i det sydlige Indien midt om natten i færd med at fange P. metallica.

Team Metallica. Her ses vores chauffør i ædru tilstand. Foto: Søren Rafn

Arten er udseendemæssigt en af de smukkest fugleedderkopper og en skriftlig beskrivelse vil aldrig kunne yde retfærdighed for denne arts skønhed. Grundfarven er sort med et intenst metallisk kromblåt skær. Rygskjoldet er blågråt med et cremefarvet medialbånd og omkranset af hvide hår. Kæberne er lyse gråblå. Benene er intenst metallisk blå med en hvid plet over knæleddet. På tibia ses to rækker gule pletter, som starter inderst på leddet og mindskes yderst. Undersiden af benene er sort med intenst metalblå lår, samt en enkelt orangegul plet på tibia, som dækker den inderste halvdel af leddet. Bagkroppen er sortblå med en bred bølget hvid median stribe, det såkaldte folium. Undersiden og spindevorterne er sorte.

Nyskiftet Poecilotheria metallica hun. Foto: Søren Rafn

Til gengæld er det nok en af kedeligste Poecilotheria arter at se på op til et hamskifte.

Op mod hamskifte kan det være svært at forstå at det drejer sig om samme art. Foto: Søren Rafn

Hannerne ligner hunnerne og adskiller sig dermed fra de fleste andre Poecilotheria arter, hvor hannerne falmer meget i kulør ved kønsmodenhed. Hanner af P. metallica er dog mere spinkelt bygget end hunnerne og noget mørkere i farven.

Kønsmoden han af Poecilotheria metallica. Foto: Søren Rafn

Arten er meget kompakt i sin kropsbygning og er nok den Poecilotheria art, som har de korteste og tykkeste ben i forhold til kropslængde. Et særligt unikt karaktertræk for arten er desuden det "m" formede spermatheca, som adskiller sig fra de andre Poecilotheria arters pyramideformede spermathecae. P. metallica er en medium stor art, men en lille Poecilotheria, som lægger sig tæt op ad P. formosa størrelsesmæssigt. Det største eksemplar jeg har set målte omtrent 15-16 cm diagonalt. Men ellers ligger voksne dyr omkring 12-14 cm.

Temperamentsmæssigt er P. metallica en af de absolut fredeligste Poecilotheria arter, og jeg vil mene at det er en af de få arter man kan håndtere næsten uden bekymring. Man bør dog have in mente, at giften stadig kan være temmelig kraftigt virkende, hvis man mod al forventning skulle blive bidt. På dette punkt tror jeg ikke, at P. metallica afviger særligt fra de andre arter i slægten. Advarselsdisplayet er blandt de enkleste og smukkeste. Gule cirkler på sort baggrund.

Poecilotheria metallica i advarselsposition. Foto: Søren Rafn

Terrariet bør indrettes som til de fleste andre Poecilotheria arter. Basalt set et terrarium som måler det dobbelte af det maksimale benspan i højden. Bagvæggen beklædes med kork, og et korkrør stukket ned i bundlaget fungerer som skjulested. Temperaturen bør ligge på 25 – 28 grader med et fald til stuetemperatur om natten. Om vinteren en smule køligere. Terrariet bør holdes til den tørre side pånær i perioden juni til september, hvor bundlaget holdes fugtigt. Vel tilpasset i terrariet er arten dog absolut ikke svær at tilfredsstille, og er omtrent lige så nem at få til at trives som P. regalis. Med udgangspunkt i klimaet omkring Hyderabad kan man få en indikation om de årlige klimavariationer, som hersker i P. metallicas udbredelsesområde:

Årlig klimatabel for Hyderabad. Grafik: BBC

Parringen volder ingen problemer og man kan uden frygt for kannibalisme lade hannen gå sammen med hunnen i flere uger.

Parring af Poecilotheria metallica, ofte en problemløs affære. Foto: Livefood UK

Æglægningen kan dog være lidt mere problematisk. Her er man nødt til at imitere de årlige klimatiske udsving for at have held med projektet. Kuldstørrelsen er ikke imponerende: 60-100 unger, som kommer ud af kokonen i en god størrelse, som vi kender det fra de fleste andre Poecilotheria arter.

Nyklækket spiderling af P. metallica. Selv her anes den blå farve. Foto: Minizoo

Ungerne af P. metallica ligner umiddelbart typiske Poke unger, men de to langsgående hvide striber på bagkroppen synes mere markante. De vokser godt til og opnår hurtigt den flotte blå farve ved regelmæssig fodring. Igen vil jeg anbefale at holde dem til den tørre side under opvæksten.

Den blå farve bliver hurtigt tydelig hos P. metallica, selv i en meget ung alder. Foto: Biopix

Alt i alt en måske meget dyr edderkop, men når først den er på plads i samlingen er prisen hurtigt glemt og opvejet af edderkoppens ufattelige skønhed. Så absolut en edderkop i verdensklasse.

Litteratur:

Rao, K. T., D. B. Bastawade, S. M. M. Javed & I. S. R. Krishna. 2006. Description of two new species of spiders of the genus Poecilotheria Simon (Araneae: Theraphosidae) and Tmarus Simon (Araneae: Thomisidae) from Nallamalai Hills, eastern Ghats, Andhra Pradesh, India. Rec. zool. Surv. India 106 (1): 49-54.
Charpentier, P. 1996. A new species of Poecilotheria from Sri Lanka: Poecilotheria pococki, sp. n. Exothermae Mag. 1: 21-33.
Gravely, F. H. 1935. Notes on Indian mygalomorph spiders. II. Rec. Ind. Mus. Calcutta 37: 69-84.
Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
Pocock, R.I. 1899. The genus Poecilotheria: its habits, history and species. Ann. Mag. nat. Hist. (7) 3: 82-96. [p. 93, pl. 7, f. 3].
Pocock, R.I. 1895. On a new and natural grouping of some of the Oriental genera of Mygalomorphae, with descriptions of new genera and species. Ann. Mag. nat. Hist. (6) 15: 165-184. [p. 172-174, pl. 10, f. 7].

Poecilotheria Simon, 1885. Billedenøgle med udgangspunkt i ventrale benmønstre.

2008-02-20T11:06:00.008+01:00

Af Søren Rafn

Artiklen blev første gang bragt i Exotiske Insekters medlemsblad #22.
Download den originale artikel som pdf-fil (2161 kb).
Download the Poecilotheria key in english as pdf-file (667 kb).

Litteratur:

Rao, K. T., D. B. Bastawade, S. M. M. Javed & I. S. R. Krishna. 2006. Description of two new species of spiders of the genus Poecilotheria Simon (Araneae: Theraphosidae) and Tmarus Simon (Araneae: Thomisidae) from Nallamalai Hills, eastern Ghats, Andhra Pradesh, India. Rec. zool. Surv. India 106 (1): 49-54.
Smith, A.M. 2006. A new species of Poecilotheria from northeast peninsular India (Araneae, Mygalomorphae, Theraphosidae) with notes on its distribution and conservation status. Journal of the British Tarantula Society 21(3): 83-94. [p. 86, pl. 1-2, f. 1-20].
Striffler, B.F. 2006. Die Ornamentvogelspinne - Poecilotheria regalis. Natur und Tier - Verlag Münster.
Jacobi, M. 2005. Experimental housing for montane "tiger spiders": Poecilotheria smithi and P. subfusca: a preliminary report with comments on P. rufilata. ARACHNOCULTURE 1(1): 30-41.
Smith, A.M. 2004. A new species of the arboreal theraphosid, genus Poecilotheria, from southern India (Araneae, Mygalomorphae, Theraphosidae) with notes on its conservation status. Journal of the British Tarantula Society 19(2): 48-61. [p. 52, f. 1-17].
Smith, A.M., P. Carpenter & J.-P. Lamoureux. 2002. Field notes and observations on the highland theraphosid spider Poecilotheria subfusca Pocock (Araneae: Mygalomorphae) from Sri Lanka, with particular reference to habitat destruction, deforestation and low temperatures encountered. Journal of the British Tarantula Society 17(3): 87-94.
Striffler, B. 2002. Poecilotheria subfusca POCOCK, 1895: Gemeinschaftshaltung und Nachzucht. Reptilia 38/7(6): 36-41.
Kirk, P.J. 2001. A new species of Poecilotheria (Araneae: Theraphosida) from Sri Lanka. Journal of the British Tarantula Society 16(3): 77-88.
Smith, A.M., P. Carpenter & J.-P. Lamoureux. 2001. Study notes on an interesting example of habitat adaptation in the Sri Lankan theraphosid spider Poecilotheria fasciata. Journal of the British Tarantula Society 16(2): 46-59.
Charpentier, P. 1996. A new species of Poecilotheria from Sri Lanka: Poecilotheria pococki, sp. n. Exothermae Mag. 1: 21-33.
Charpentier, P. 1996. The illustrated redescription of: Poecilotheria rufilata Pocock 1899. Exothermae Magazine 0: 14-24.
Kirk, P.J. 1996. A new species of Poecilotheria (Araneae: Theraphosidae) from Sri Lanka. Journal of the British Tarantula Society 12(1): 20-30.
Gravely, F. H. 1935. Notes on Indian mygalomorph spiders. II. Rec. Ind. Mus. Calcutta 37: 69-84.
Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
Pocock, R.I. 1899. The genus Poecilotheria: its habits, history and species. Ann. Mag. nat. Hist. (7) 3: 82-96. [p. 93, pl. 7, f. 3].
Pocock, R.I. 1895. On a new and natural grouping of some of the Oriental genera of Mygalomorphae, with descriptions of new genera and species. Ann. Mag. nat. Hist. (6) 15: 165-184. [p. 172-174, pl. 10, f. 7].
Latreille, P.A. 1804. Histoire naturelle générale et particulière des Crustacés et des Insectes. Paris, 7: 144-305. [p. 160].

Cyriopagopus ("thorelli") schioedtei - Trætigeren fra Malaysia

2008-02-20T10:40:00.021+01:00

Opdateret artikel. Artiklen blev første gang bragt i Exotiske Insekters medlemsblad # 40. Download den originale artikel som pdf-fil (165 kb).

Af Søren Rafn

Cyriopagopus schioedtei (Thorell, 1891), som denne artikel handler om, holdt sit første indtog i hobbyen i slutningen af 90'erne, og har lige siden hørt til blandt de mest eftertragtede asiatiske edderkopper og ikke uden grund, med sin størrelse og sit udseende efterlader den få edderkoppe-entusiaster upåvirkede.

Fuldt udvokset hun af Cyriopagopus schioedtei (Thorell, 1891). Foto: Søren Rafn

Slægten Cyriopagopus tilhører underfamilien Ornithoctoninae og omfatter de beskrevne arter C. dromeus (Chamberlin, 1917), C. paganus Simon, 1887, C. schioedtei (Thorell, 1891) og C. thorelli (Simon, 1901).

Problemet med slægten Cyriopagopus er, at Simons type-eksemplar af C. paganus er gået tabt under 2. verdenskrig og må anses som midlertidig suspenderet. Der er dog stadig beskrivelsen at arbejde med, og de informationer beskrivelsen indeholder om C. paganus passer ikke ret godt med det vi forstår som Cyriopagopus i dag. Måske vil slægten, som vi kender dem i dag, en dag genopstå som Omothymus hvis type-eksemplaret for C. paganus en dag bliver genfundet og slægten ordentlig revideret.

Et andet problem har været omkring C. schioedtei, som til at begynde med og stadig af og til bliver solgt som C. thorelli. Upubliceret research antyder dog at type-eksemplaret af C. thorelli er en han af C. schioedtei.

C. schioedtei findes i det nordlige Malaysia og så langt sydpå som staterne Pahang og Selangor, hvor den udelukkende findes i primær regnskov. Her lever den i naturlige huller i store træer over 5 meter oppe. Unger og ungdyr er mere opportunistiske og kan findes i bambuskrat hvor de bruger bambusrør som naturlige huler, samt af og til i sammenrullede bambusblade. Ungdyr kan også findes i klippesprækker, under udhængende rødder langs floder, og langs junglestier. I fangenskab vil de dog typisk opføre sig som en typisk tunnelgraver. Det kan undre nogen, at en trælevende edderkop graver, men giver måske mening når man påtænker at C. schioedtei bruger graveadfærden til at udvide sit træhul ved at grave trøsket træ væk og flette stumperne ind i indgangsspindet. En adfærd som mange trælevende fugleedderkopper deler.

Typisk indgangshul for Cyriopagopus. Bemærk hvordan indgangshullet er camoufleret med træsmuld.
Foto: Jean-Michel Verdez

Faktisk var der en del kloge folk som mente at Cyriopagopus var udprægede tunnelgravere - ligesom det er tilfældet med (næsten) alle resten af medlemmerne fra underfamilien Ornithoctoninae. Denne overbevisning blev dog gjort mægtigt til skamme i 1999 da Mark Pennell tog på sin første tur til den Malaysiske halvø på jagt efter den legendariske "træedderkop fra Hutan", og observerede Cyriopagopus schioedtei i sit naturlige element. Thomas Frøik, Ray Gabriel og jeg observerede samme levevis da vi fandt Cyriopagopus sp. "Gandalfs Bridge" i Borneo i 2002 og desuden også i 2004 da jeg jagtede Cyriopagopus i Malaysia med Jean-Michel Verdez.

Her har en ung hun af Cyriopagopus schioedtei gravet en hule højt oppe under et korkstykke. Foto: Søren Rafn

Cyriopagopus schioedtei kan blive nogle store krabater, og 20 cm benspan er ikke et særsyn selvom et benspan på 15-17 cm er mere normalt. Af udseende er hunner af C. schioedtei lækre tigerstribede sager, som i nyskiftet stand fremstår med blåsorte ben med hvide tværringe ved ledsamlingerne. Vibrerende olivengrønt rygskjold, og gråbrune kæber. Bagkroppen er gulgrøn med tydelige sorte tigerstriber. Fuldt udvoksede eksemplarer bliver generelt mørkere med alderen og der kan findes eksemplarer hvor den forreste halvdel af rygskjoldet er meget mørkere end den bagerste del. Enkelte helt sorte eksemplarer er også observeret. Overalt på ben og bagkrop er der lange strittende blodrøde hår. Kropsformen er typisk trælevende, med lange slanke ben med store veludviklede hæftepuder på de to forreste bensegmenter på de to forreste par ben. Bagkroppen er affladet, et særtræk som de fleste trælevende edderkopper besidder (når ikke de lige er stopfodrede). Store veludviklede øjne og store, kraftige kæber.

Nyskiftet ung hun af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Rick West

Sort farvevariant af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Rick West

Hannerne er meget anderledes udseende væsener; Langbenede, vævre og grønne, og hvis ikke lige man ved det skulle man tro at det drejede sig om en ganske anden art. En frisk-skiftet han har en intens græsgrøn kulør. Benene er meget lange og tynde, hvilket får edderkoppen til at se mere "edderkoppeagtig" ud - hvis det giver nogen mening? ;-) Hanner har meget små og korte tibiakroge, og meget lange palper, et næsten cirkulært rygskjold og ingen aftegninger på bagkroppen, andet end en svagt mørkere længdestribe, samt tætte strithår.

Kønsmoden han af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Ray Gabriel

I fangenskab bør man indrette terrariet så edderkoppen har mulighed for at klatre - noget de gør meget aktivt om natten, hvor de skridter terrariet af både i højden og bredden flere gange i løbet af natten. Så et terrarie indrettet som til en trælevende er en begyndelse. Dette udgangspunkt skal modificeres til disse edderkoppers "overgangslevevis" så terrariet bør forsynes med et dybt bundlag. Et terrarie med følgende mål vil være ideelt: h50 x b25 x d30, med et bundlag på cirka 10 cm. Et kork- eller bambusrør fra bund til top, med tilpas stort indgangshul nær toppen af terrariet, fuldender indretningen så den opfylder edderkoppens krav. Planter er en mulighed både for udseendets skyld, men også for at holde luftfugtigheden ideel. Da edderkoppen typisk vil udvide tunnelen i røret er det en god ide at fylde bundlag i ca. en tredjedel af røret, så den har lidt at flytte rundt på.

Fuldvoksen hun af Cyriopagopus schioedtei klatrer rundt i et tæt beplantet regnskovsterrarie. Foto: Søren Rafn

Temperaturen bør være relativt høj - et sted mellem 26 og 28 ºC om dagen, med et fald i temperaturen til 20-22 ºC om natten. Luftfugtigheden bør ligge i den høje ende; 80-90%. Ventilationen under sådanne forhold skal være i top og kondens på forruden betyder stillestående luft, som følge af for dårlig luftcirkulation. Og stillestående fugtig varm luft er en dræber for alle edderkopper.

Man bør holde terrariet relativt tørt forår og efterår, decideret vådt om vinteren og jævnt fugtigt om sommeren for at imitere årets gang i Malaysia. Klimaet i Penang giver en meget god ide om årstidernes indflydelse på klimaet i C. schioedtei's hjemland:

Årlig klimatabel for Penang. Grafik: DMI.

Cyriopagopus schioedtei er en sky edderkop, som flygter ind i sit gemmested ved mindste forstyrrelse. Ved overførsel, ompotning eller anden omgang som indebærer at edderkoppen afskæres fra sit skjulested er der meget stor chance for at fremprovokere en decideret aggressiv adfærd, som oftest følges op af overilede sprinter og hop op ad vægge, personer, gardiner etc etc. Disse "små" bæster løber rigtigt rigtigt stærkt på det horisontale - og så sandelig også på det vertikale plan. Mit overordnede indtryk er en meget sky edderkop med et stort temperamentspotentiale, som man ikke bør håndtere.

Historien bag C. schioedtei i Danmark startede da Frøik og jeg for et par år siden blev præsenterede for de første Cyriopagopus schioedtei "live" hos en københavnsk importør. Da de fleste af dyrene var bestemt for videre forsendelse til USA og vi stod for udpakningen af partiet, havde vi en enestående chance for at etablere nogle gedigne avlsgrupper og vi købte begge en håndfuld dyr hver. Jeg købte en fuldvoksen hun og en fuldvoksen han, og fire subadulte dyr, hvoraf tre var subadulte hanner- Jeg var overbevist om at nu var bestanden af Cyriopagopus schioedtei reddet i det Rafn'ske hjem.

Efter at have fået dyrene akklimatiseret og etableret i deres terrarier skulle der jo parres. Hannen røg ind til hunnen og så skulle den prut ellers være slået - hun åd ham uden det store ståhej endsige parring. Jeg trøstede mig med at han sikkert var en gammel vindtør vildtfanget stud, som havde set bedre dage, og at jeg stadig havde tre subadulte hanner og en subadult hun, som alle ville blive kønsmodne med tiden og så var der selvfølgelig også den store hun. Det skulle nok gå - tænkte jeg ...

Tiden gik og en dag blev en af hannerne så klar til den søde elskovstid, og glad i låget satte jeg et parringsterrarie op til det søde par og introducerede dyrene til hinanden. Næste dag vågnede jeg op til en sønderlemmet han, som i bogstaveligste forstand var splittet ad i stumper og stykker. Det så ikke ud som om at hunnen havde nedværdiget sig til at smage på ham - blot flået ham itu og spredt de sørgelige rester af ham rundt om i terrariet med rund hånd. Jeg gik ud fra at parringen havde forløbet som den skulle - men jeg skulle få at se, at jeg havde taget grueligt fejl.

Et par uger senere checkede jeg op på min store hun, og til min rædsel opdagede jeg at hunnen var stendød. Efter en undersøgelse af liget gik det op for mig at hun havde smidt et ben, højst sandsynligt fordi at hannen havde fået et bid ind på hende - et fatalt bid. Det var så dét parringseventyr. Jeg trøstede mig nu med at jeg havde to subadulte hanner og en subadult hun endnu, som alle ville blive kønsmodne med tiden.

Subadult hun af Cyriopagopus schioedtei op mod hamskifte, derfor de fesne farver. Foto: Søren Rafn

Tiden gik og den første af de to hanner døde i sit sidste hamskifte som en underlig krøllet sag ... Den sidste han - mit sidste håb - blev plejet efter alle kunstens regler og døde efterfølgende af en svampeinfektion. Jeg sad nu tilbage med en enkelt velvoksen hun, som savnede det gode selskab som parringslystne edderkoppehanner nu engang er for parringsvillige edderkoppehunner.

Nu var gode dyr rådne, som man siger, og jeg måtte skamfuld gå en tur ned til importøren for at se om der var flere dyr tilbage. Og minsandten om ikke der var en lille håndfuld tilbage - 5 skimlede, afmagrede og meget medtagne dyr, som jeg ærlig talt ikke spåede store chancer for at overleve. Ikke desto mindre var dette mit sidste håb for at opbygge en bestand af C. schioedtei og jeg købte hele bundtet til udsalgspris, med en formodning om at hvis det ikke lige var det dårligste, så var det så afgjort det mest risikable køb jeg nogensinde havde foretaget.

Vel hjemme viste det sig da også at 5 ud af 5 dyr var slemt udmagrede og dehydrede, havde spindevorteråd og en mere eller mindre omfattende svampeinfektion på den bageste halvdel af bagkroppen. Ikke just præmiedyr - eller præmietyre. Kønsfordelingen var 3 hunner og 2 hanner, alt sammen subadulte dyr. Jeg gik fluks i gang med "Pet rescue 911" på køkkenbordet. En blanding af ren Atamon og en knivspids sulfo blev rystet sammen og penslet på alle edderkoppernes bagkroppe. Atamon er sammen med 10-sekunderslim et af de vigtigste remedier i min edderkoppe-førstehjælpskasse. Derefter blev alle dyrene installeret i opfodringsbokse og jeg lagde ud med at tvangsfodre hvert af kræene med en optøet grønlandsreje, noget som både dækker edderkoppernes behov for protein og vand, og samtidigt er let fordøjeligt - med andre ord skånekost for fugleedderkopper. Derefter blev de sat på hylden så at sige og fik fred og ro til at fordøje. For nu at gøre en lang og sørgelig historie kort, så overlevede alle hunnerne, og begge hannerne døde. Jeg sad nu med 3 små, men kønsmodne hunner og en større hun som så afgjort var klar til at blive parret, men ingen hanner ...

Ung kønsmoden hun af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Søren Rafn

Jeg var nået til den mur mange dyreholdere uværgeligt render panden imod før eller siden; "den umulige art". Jeg troede mere eller mindre at mit C. schioedtei eventyr var nået til vejs ende.

Indtil Frøik dag lod nævne at han mente at Nicolai Pedersen havde en godt brugt gammel han gående, som havde haft masser af krudt i sprøjten med Nicolai og Frøiks hunner. Da jeg samtidig havde nogle forskellige nyskiftede Poecilotheria-hanner, som Nicolai's hunner godt kunne bruge, ringede jeg til ham om C. schioedtei-hannen. Og til min store glædelige overraskelse var der stadig lidt liv i den gamle stud, omend at det var et godt stykke tid siden at Nicolai havde observeret at hannen havde konstrueret sædspind. Men jeg spurgte om ikke vi skulle se om der stadig var krudt i den gamle støder. Her skal det lige nævnes at Nicolai og Frøik begge to var vel vidende om mine tidligere fiaskoer udi C. schioedtei. Men hatten af for Nicolai, som uden at tøve var med på ideen.

Et par dage senere hentede jeg hannen hos Nicolai, og gav den de obligatoriske 14 dages opvarmning på første klasse med masser af mad, vand og varme før parringen. En af mine hunner var nyskiftet og klar til parring, og hun blev stopfodret indtil dagen oprandt, hvor hannen skulle ind til hende. Jeg må blankt indrømme at jeg var meget nervøs og havde meget bange anelser med hensyn til den forestående parring. På den anden side var jeg også meget spændt på om jeg endelig skulle få en C. schioedtei parring at se efter så mange fiaskoer.

Dagen gik på hæld, og i skumringen blev hannen sluppet løs på hunnen. Han tullede lidt rundt indtil han fik færten af hunnen, herefter vibrerede han voldsomt efterfulgt af en bevægelse, som må betegnes som edderkoppeverdenens ekvivalent til en pandeskalle. Han kastede sin forkrop og de lange lange forben fremefter og ned, og stødte med stor kraft sit bugskjold og kæber imod den rod, som lå henover hunnens hule. Det gav et drøn så jeg næsten fik et chok. Der skulle ikke mange "skaller" til før hunnen kom farende op og ud af sin hule, trommende for fuld kraft med sine forben. Nu var skæbnetimen kommet. Tidspunktet som skulle vise sig afgørende for hvorvidt jeg skulle have succes med denne art eller ej. Hannen foretog en strategisk tilbagetrækning til en af terrariets sidevægge og hunnen fulgte ivrigt efter. Og her skete det så - parringen - jeg så til med tilbageholdt åndedræt, mens hannen på det nærmeste voldtog hunnen med voldsomme bevægelser indtil han fik ramt hunnens kønsåbning. Hun knækkede vridende bagover i en næsten halvfems graders vinkel mens hannen holdt hende i et jerngreb. Efter parringen vandrede hannen stolt og adstadig ud af terrariet, mens hunnen i en slags trance febrilsk gned sin kønsåbning. En adfærd som er typisk for medlemmerne af underfamilien Ornithoctoninae, og som oftest betyder at parringen har været succesfuld. Stolt og glad satte jeg ham tilbage i sin bøtte og han fik en fårekylling for god og tro tjeneste. Hunnen blev sat lunt og blev fodret godt derefter. Det skal lige nævnes at den næste hun hannen kom på åd ham og skiftede ham en lille måned senere, men sådan er skæbnen så tragisk til tider - jeg havde mere eller mindre vænnet mig til scenariet ...

Parringen fandt sted i midten af september måned og små to måneder senere, i begyndelsen af november fandt jeg hunnen siddende med en stor kokon. I starten af december måned tog jeg kokonen fra hunnen for at udruge den resten af tiden i en inkubator. Jeg talte ca. 75 "eggs w/ legs" eller i fag-termer pre-larver i kokonen. Hunnen ledte efter kokonen i en lille uges tid, men blev distraheret så godt jeg kunne med rigeligt foder, og til sidst havde den stakkels pige angiveligt glemt alt om sit afkom. Den 15. december skiftede de til larver og nåede derved det mobile stadie, hvor de dog ikke indtager føde endnu. Endelig, en måned senere, skiftede larverne til nymfer - eller populært sagt "spiderlings". Alle overlevede metamorphosen fra æg til nymfe, så alt i alt endte parringseventyret lykkeligt med en rekord-kort graviditets periode og en af de mindst komplicerede parringer jeg endnu har overværet.

Det med rekorden er nu ikke helt sandt - jeg har senere erfaret at både Frøik og Nicolai's hunner har gået i tilsvarende kort tid efter parringen så det er måske blot nærmere reglen end rekorden med denne art.

Og så er eventyret alligevel ikke helt slut. I slutningen af december blev jeg kontaktet af en hollænder jeg kender, som havde en han, men ingen hunner. Han havde hørt at jeg havde hunner, men åbenbart ikke hvor skidt de forrige parringsforsøg var gået, så han tilbød at sende sin han til mig. Alt klappede denne gang - alle hunner, pånær moderen til mit
første kuld, havde lige skiftet ham og var således klar til parring. To parringer på to forskellige hunner blev det til, før hannen blev nakket. Parringerne fandt sted i løbet af januar, og to måneder senere sad den ene hun på kokon. Først i juli måned klækkede den sidste kokon i hulen hos den sidste hun – jeg havde for længst afskrevet hende som gravid, og det var kun i forbindelse med en flytning af hende til et andet terrarium at jeg opdagede at hendes hule var tapetseret af små grå rødpelsede unger.

Jeg har siden erfaret at de fleste succesfulde parringer resulterer i en død han. Det virker med andre ord som om at det for C. schioedtei's vedkommende er meningen at hannen bliver fortæret af hunnen efter parring. Det er værd at tage med i sine overvejelser hvis man planlægger at parre C. schioedtei, at man bør have mindst lige så mange hanner som hunner, og helst flere.

Typisk resultat af en vellykket parring; en ædt han. Foto: Søren Rafn

Cyriopagopus unger kommer ud af kokonen med et benspan på små 1.5 – 2 cm og er altså en god størrelse fra start af. Desuden vokser de hurtigt til. De når snildt op på 6-8 cm benspan på et år hvis man fodrer rigeligt og holder dem varmt.

Jeg vil slutte af med at understrege, at C. schioedtei er en af mine yndlingsedderkopper og et af mine absolutte smertensbørn. Jeg ved at denne art ikke volder alle entusiaster de samme kvaler som den har voldt mig. Det eneste som kunne få mig til at anbefale andre ikke at købe den, er at den er så afsindig sky at man aldrig får den at se i dagtimerne. Til gengæld er det fantastisk at se den skridte sit terrarie af i midnatstimerne. C. schioedtei er i særdeleshed en anderledes edderkop fra Syd-Øst Asien både mht. udseende, men også mht. levevis. Desværre er prisen for denne art stadig temmelig pebret. Jeg har set prislister fra amerikanske forhandlere, hvor nyskiftede nymfer gik for "små" 75$ ... stykket. I Europa er priserne for unger heldigvis faldet til et niveau, så C. schioedtei nu er en meget billig art at anskaffe. Jeg mener nu stadig at denne skønne "træ-tiger" fra Malaysia er et must i enhver samling.

Litteratur:

Platnick, N. I. 2008. The world spider catalog, version 8.5. American Museum of Natural History.
Wong, M. & Dennon N. 2006. Malaysian Tarantulas. Malaysian Naturalist 59(4): 44-47
Gallon, R. & R. Gabriel. 2006. Breeding and maintaning Cyriopagopus species in captivity. Journal of the British Tarantula Society 22(1): 16-30.
Rafn, S. 2003. Cyriopagopus (”thorelli”) schioedtei – Trætigeren fra Malaysia. Exotisker Insekter 40: 26-35
Von Wirth, V. 2003. Ungewöhnliche Farbabweichung bei Nymphen von Cyriopagopus schioedtei (THORELL, 1891). DeArGe Mitteilungen 8(5): 30-31.
De Vita, F. & F. Tomasinelli 2002. Cyriopagopus thorelli. Reptilia (GB) 25: 22-28.
Von Wirth, V. & M. Huber. 2002. Earth Tigers – die asiatischen Vogelspinnen der Unterfamilie Ornithoctoninae. Draco 4(16): 26-36.
Von Wirth, V. 2002. Welche Spinne ist das? DeArGe Mitteilungen 7(11): 6-13
Pennell, M. 2001. Tree spider of the Hutan (Malaysian rainforest). Journal of the British Tarantula Society 16(3): 88-95. Webversion
Murphy, F. & Murphy J. 2000. An Introduction to the Spiders of South East Asia. Malaysian Nature Society: 73-77
Chamberlin, R.V. 1917. New spiders of the family Aviculariidae. Bull. Mus. comp. Zool. Harvard 61: 25-75. [p. 70, pl. 5, f. 4-7].
Simon, E. 1901. On the Arachnida collected during the Skeat expedition to the Malay Peninsula. Proc. zool. Soc. Lond. 1901(2): 45-84. [p. 45].
Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
Thorell, T. 1891. Spindlar från Nikobarerna och andra delar af södra Asien. Kongl. Svenska. Vet.-Acad. Handl. 24(2): 1-149. [p. 11].
Simon, E. 1887. Etude sur les arachnides de l'Asie méridionale faisant partie des collections de l'Indiam Museum (Calcutta). I. Arachnides reculeeis à Tavoy (Tenasserim) par Moti Ram. J. asiat. Soc. Bengal 56: 101-117.

Nu også med diskussionsforum

2008-02-19T22:20:00.004+01:00

En blog er godt, og der er helt klart potentiale for at vi kan dele vores oplevelser med de ottebenede sammen med ligesindede her på bloggen. Men - det er selvfølgelig meget godt at vi kan oprette indlæg, og at I kan kommentere, men - vi vil hellere have at alle kan oprette indlæg og dele viden, undren og oplevelser med hinanden på et frit forum, med alle de muligheder som web 2.0 kan tilbyde de personer som skaber indholdet. Det vil sige os allesammen!

Til at starte med har vi skabt et forum som er så lidt restriktivt som overhovedet muligt. Vi tror inderligt på at brugerne selv kan administrere hvordan forummet skal bruges, og at alle er i stand til at være ansvarlige når ansvaret ligger hos den enkelte. Et forum er trods alt summen af sine brugere, og uden bruger er der ikke meget ved et forum. Det er med andre ord brugerne som skaber indholdet og vi håber at FugleedderkoppeForum bliver brugernes eget forum, frit for udenomsinteresser som økonomi, bestyrelse og medlemskab. Forummets fokus er at give muligheden for at dele vores viden med hinanden, så vi alle kan blive klogere på-, mere interesserede i- og bedre til at passe- vores dyr. Vi får se om, og hvordan det virker...

Som udgangspunkt er forummet i rivende udvikling og vi modtager al feedback med kyshånd - både ris og ros. Vores mål er at skabe et forum til brugerne, som alle føler giver den frihed og det spillerum der skal til for at bruge af, og bidrage konstruktivt til den vidensdeling omkring fugleedderkopper, som vi ønsker at formidle mellem jer - igennem forummet.

Vi ses på FugleedderkoppeForum!

Mvh Rafn & Frøik

Indsamling

2008-02-18T20:11:00.023+01:00

Af: Thomas Frøik

De fleste af os, der holder fugledderkopper som hobbydyr overvejer som oftest, på et eller andet tidspunkt, selv at tage ud i naturen og indsamle edderkopper. Dette er på heller ingen måde umuligt og kan efterhånden gøres i et prisleje så alle kan være med. Når det er sagt, skal det ikke være en hemmelighed, at det ikke altid er en dans på roser at tage ud i verden og lege indsamler. Det er hårdt arbejde og det kræver motivation, masser af motivation.

Medmindre du er den første i verden, som bare popper op i et land og ser edderkopperne falde ned fra himmelen, må du gøre dig klart, at der er lige mængder skuffelser og glæder på rejser af denne slags, hvis ikke endda flere skuffelser. Men hvis viljen og motivationen er der, er alt muligt. Og det er vigtigt at huske når du atter engang vender slukøret hjem fra endnu en dag uden held i posen.

De fleste jeg kender, som ikke har taget en edderkoppetur, har en ide om, at det er en slags actionpacked ferie. Actionpacked? Helt sikkert. Ferie? NO WAY. Det er seriøst benhårdt arbejde. Du vader mange kilometer hver dag, render rundt i problematisk og ufremkommeligt terræn, det er varmt, det er fugtigt, du bliver ædt op af myg og igler, der er giftige dyr og planter og mange af de mere "spændende" områder er plastret til med guerilla militser og separatister, men når du først finder guldåren er det det hele værd.

Derfor er du, udover den evt. indlysende bonus i form af edderkopper, som oftest også garanteret en på opleveren, som hr. og fru Danmark aldrig kommer i nærheden af. Men det handler i bund og grund om, hvor risikovillig du er. Tør du tage de chancer, der kræves for success? Er du villig til at færdes i områder, der ikke findes i rejsekataloger?. Hvis du frygter at komme galt afsted er det nok bedre at blive hjemme ved mors kødgryder, men det er der jo ikke meget sjov i. Så inden noget andet er du nødt til at gøre op med dig selv, hvilken slags indsamler er du? Jeg plejer typisk at stoppe indsamlere ind i 4 simple kategorier:

Haplocosmia himalayana habitat, Indien. Foto: Thomas Frøik

Engangsindsamleren, som typisk tager en enkelt tur. Mest for at se, hvad det er for noget og lader det blive ved det.
Ferieindsamleren, som timer sine ferier så han/hun kan tage et par småture om aftenen langs en skovvej og samle lidt edderkopper inden turen går tilbage til swimmingpoolen eller baren.
Hardcore indsamleren, som typisk tager minimum en tur om året, hvor det hele drejer sig om ren og skær indsamling og ikke meget andet. Det er mere eller mindre altid denne slags indsamlere, som bringer nye arter ind i hobbyen.
Værtshusindsamleren, som også er den kategori jeg nærer mindst respekt for, men ikke desto mindre er der en del af dem. De indlogerer sig typisk i et område med mulighed for bonus og engagerer lokalbefolkningen til at indsamle for dem mod en beskeden betaling altimens de sidder på den lokale og kaster øl i halsen. Som oftest lukrerer de på andres observationer og arbejde og følger blot sporet til "guldåren"

Selenobrachys philippinus in situ, Filippinerne. Foto: Thomas Frøik

Inden man tager af sted, er der en masser af parametre, der skal tages stilling til:

Hvor vil du rejse hen?
Hvornår på året er det bedst at rejse til pågældende land?
Hvad vil du lede efter?
Hvordan vil du finde det?
Hvad skal man pakke med?
Vaccinationer?
Importtiladelse
Hvordan er reglerne for udførsel i det pågældende land?
Sikkerhed

Joel Peerboom ved typisk Orphnaecus sp. "Negros" habitat. Filippinerne. Foto: Thomas Frøik

Mit formål med denne lille ”artikel” er at give dig nogle gode tips og retningslinier. Dette skal ikke ses som den gyldne ko til indsamling, blot nogle strøtanker og en god portion af egne erfaringer fra mine rejser, gode såvel som dårlige. Husk, vi skal alle starte et sted og vi vil ALLE dumme os, træde ved siden af eller blive snydt som rejsende. Denne artikel skulle gerne hjælpe dig med at undgå de værste faldgruber og sikre dig en god og fantastisk oplevelse. For en indsamlingstur kan sagtens være en oplevelse for livet og give dig muligheder for at se og opleve ting som andre rejsende i de samme lande aldrig vil. Og det er jo en stor oplevelse i sig selv.

Hvor vil jeg hen?
En god retningssnor er at rejse til et tilgængeligt land, der repræsenterer de slægter du arbejder med og interesserer dig for. Der er ikke meget nytte i at spilde penge på en tur til Uganda, hvis din store passion er Avicularia.

Det er også særdeles vigtigt at undersøge forholdene i landet. Vi kan alle (eller ihvertfald en del af os) blive enige om, at Yemen kunne være enormt spændende, men man skal også opveje risikoen under opholdet. Ferieoplevelser rykker bedst, når man selv kommer hjem og fortæller om dem (evt. endda i live). Hvis du er førstegangsrejsende er der derfor enkelte lande jeg vil fraråde. Ikke fordi de er decideret farlige eller svære at rejse rundt i, men de kan risikere at skræmme eller frastøde dig i en sådan grad, at du aldrig tager ud i verden igen. Et ganske godt eksempel kunne være Indien. Indien er et fantastisk og dragende land, som er billigt og har en god infrastruktur. Men der er dele af kulturen og ikke mindst skellet fra rig til fattig, der gør at det kan være en særdeles voldsom, og for mange grænseoverskridende, oplevelse. Havde jeg taget min første rejse til Indien, tror jeg ærligt talt aldrig jeg havde forladt København igen.

Når det så er sagt skal det påpeges, at når først du er i stand til at se udover kulissen er der storslåede ting at se, høre, opleve, lugte og ikke mindst smage. Det gælder desuden for alle steder du rejser rundt i verden:

Sørg for at have et åbent sind og vis respekt for andre kulturer og dets folkefærd. Ligegyldigt hvad du end måtte mene om det eller dem. Det er dig, der er besøgende i DERES land så udvis samme opførsel, som du forventer fra rejsende i dit hjemland.

Rafn i et meget typisk asiatisk bybillede. Indien. Foto: Thomas Frøik

Med et åbent sind kommer man langt. Foto: Thomas Frøik

Hvornår skal du rejse?
Det er og bliver altid en god ide at undersøge lokale og nationale vejrforhold og årstider inden du rejser til et tropisk land. Selvom solen skinner herhjemme, er det ikke sikkert det hænger sammen på samme måde andre steder. Tre uger i Malaysia midt i regntiden er sikkert en speciel oplevelse, men formodentligt ikke lige det der var planen. En god huskeregel er at forsøge at planlægge rejsen, så man lander sidst i regntiden, da det klart er dette tidspunkt der er det mest behagelige. Varmen og fugtigheden er til at holde ud. Det er også på dette tidspunkt der er bedst chance for at finde parrede hunner, da parringssæsson typisk ligger i starten og midten af regntiden ( dog som altid, ingen regler uden undtagelser).

Hvad vil du lede efter?
Det er altid godt at have en plan i kufferten hjemmefra. Mange tror, at blot man rejser til det rigtige land, så skal der nok regne med edderkopper. Dette er logisk nok ikke korrekt. Off the beaten track rejser er hårde i sig selv. Og tro mig, de bliver ikke mindre hårde af at skulle søge rundt efter edderkopper. Der er intet unormalt i at rende rundt i 10 timer om dagen i en uge, og finde intet.

Mount scenery, Saba, Caribien. Foto: Thomas Frøik

Der er flere måder at planlægge på. Vi plejer at rode gamle beskrivelser igennem, søge rundt i obskure videnskabelige institutioners støvede samlinger, lytte til rygter og historier fra lokale og ikke mindst, følge hints og pointers fra dem vi samarbejder med. Summen af alle disse faktorer plejer at give gevinst. Om end ikke andet så lidt SBJ´s (Small Brown Jobbies - andet ord for dværgfugleedderkopper). Men research, research, research, er den gyldne tråd. Når du så har en ide om, hvad du søger og hvor du skal søge, er det ved at være tid til at tænke lidt logisk. Du har måske 10 historiske lokaliteter på en given art… Husk, tiden gør meget. Tjek nogle topografiske kort. At der var skov for 100år siden, er på ingen måde nogen garanti for, at der stadig er skov ( jeg har selv stået i suppen). Nogle lokaliteter er nemmere at sortere fra end andre. Man kan sige sig selv, at man ikke finder Cyriopagopus i nåletræer, så husk at tjekke op på floraen i området. Enkelte lokaliteter kan også frasorteres eller favoriseres ved hjælp af elevationskurver. En gylden pointer er vejsideskråninger i skovområder (næsten altid en sikker vinder).

Og en undtagelse fra reglen, Haplocosmia nepalensis, indsamlet midt inde i en storby på en murstensmur.
(Tro mig, jeg havde ikke lige set den komme), Nepal. Foto: Thomas Frøik

Hvordan vil du finde det?
Eller sagt på en anden måde: Hvordan vil du rejse rundt? Det er fristende at tage den billige løsning og satse på tog, bus og andre organiserede transportmidler, men det er også den nemmeste måde at ødelægge din mulighed for succes. Iøvrigt er det også værd at huske på at Skandinavere er blandt verdens højeste folk. Noget man virklig mærker i lokalbusser i andre lande.

Vi rejser altid/helst rundt med enten lejet bil/motorcykel med/uden chauffør eller en lokal taxi. I de fleste lande (asiatiske om end ikke andet) er det særdeles billigt at leje en privatchauffør. Navnligt hvis du booker ham for en længere periode, typisk 1-3uger. Udover brændstof, mad, drikke og logi er en dagspris på rundt 100kr ikke urealistisk. Sørg for at bruge god tid på at handle en fornuftig pris frem. En god huskeregel er, at prisen reelt set er maximum halvdelen af, hvad hans første bud ligger på. Og husk at smør din chauffør godt. De er ganske som i danmark, tørrer du deres røv, tørrer de din røv (ikke bogstavligt, men du ved hvad jeg mener). Med privatchauffør, og ikke mindst en lokal en, er dine muligheder for succes mangedoblet. Der er ikke længere nogen sprogbarriere og det er dælme en god ting. Det er et knips med fingrene, så stopper bilen hvor du ønsker. Ture til afsidesliggende egne er nu en realitet. Med andre ord du er rigtigt godt på vej.

En anden god mulighed, hvis du er lidt frisk og har is i maven, er at leje en motorcykel. De kan lejes de fleste steder på et simpelt pas. Mange lande kræver ikke engang specifikt motorcykelkørekort. Det kan dog virke meget kaotisk at køre rundt i mange tropiske lande på egen hånd og det kan ikke mindst være decideret livsfarligt. Men med lidt fornuft, et par gode store sten i pungen og god sans for lokale trends, er det den bedste og nemmeste måde at metodisk tilbagelægge/afsøge store områder.

Det kan også være hensigtsmæssigt at indvolvere lokalbefolkningen i de områder du indsamler i. De bor der, de kender området og de kender uden tvivl også til fugleedderkopper hvis der altså er nogen.... Når du indvolverer en eller flere lokale landsbyboere så skal du gøre dig klart at selvom opgaven synes ganske ligetil så er det overhovedet ikke tilfældet. Sagt med andre ord: De skal vide hvad du søger efter og de skal ikke mindst forstå det. At termen fugleedderkop i lille danmark rent faktisk dækker over fugleedderkopper er et faktum. At de i andre lande dækker over alt hvad der kan kravle herunder: Skorpioner, slanger, gekkoer, nephila, uroplygider, amplygider etc etc er desværre også et nervepirrende faktum. Vi har adskillige gange stået og kløet os i skallen over hvordan man kan diske op med alt fra Tokay gekkoer til biller og sågar orkideer, istedet for fugleedderkopper når nu det var det vi udtrykkeligt bad om. Så gør dig selv en tjeneste og find ud af hvad det lokale navn for fugleedderkop er. På negros i Phillipinerne er det Hapun Hapun ( død ved daggry) i Meghalaya er det Makura/makrim/makra I det nordlige thailand er det Bung i Bolivia Apazenga etc etc.

Næste skridt på vejen når de har fundet noget der ligner det du vil have er at aftale en pris typisk svarende til en 5-10dkr ( det lyder ikke af meget, men for dem er det en topfed deal) Men gør dig samtidig klart at hvis du leder efter noget trælevende, men gerne betaler en lille sum for noget bundlevende så får du højst sandsynligt ikke andet end bundlevende edderkopper. Lokale landsbyboere er ikke dummere end at de godt kan regne ud at 100 x billig edderkop er mere end 1 x dyr edderkop. Og de bundlevende er væsentligt nemmere at samle idet de typisk er at finde omkring hytterne og langs vejene. Og der er jo ingen grund til at arbejde for sagen hvis man kan tjene penge uden at anstrenge sig.

Jeg er flere gange blevet lovet alt fra trælevende blå edderkopper på str med tallerkner til skrigende gule skønheder og indtil videre har jeg kun fået bundlevende edderkopper i forsk brune nuancer ( ikke at de ikke har deres charme og berettigelse)

En anden indspillende faktor er også at det er de færreste der kan forstå at der står en flok store hvide mænd som faktisk vil have noget de frygter og ikke anser for værende andet end en stor gene i deres hverdag. At de så ovenikøbet vil betale for det lyder næsten for godt til at være sandt. Husk også at nej sjældent er et ord lokalbefolkninger benytter sig af de er ofte alt for høflige og anser det for nedværdigende, så de fleste vil sige: Ja dem har vi masser af kom igen i morgen så skal du bare se....Yeah right du bliver klogere.

HUSK: Børnearbejde er ulovligt, det lyder sikkert dumt, men jeg har en bekendt som røg i kasjotten i Brasilien for at have hyret børn til at samle edderkopper.

Hvad skal man pakke med?
Dette punkt er super essentielt. Det er nemt at pakke for lidt, men langt nemmere at pakke for meget. Husk, du skal selv slæbe rundt på det hele under din rejse og 5 kilo for meget skal du nok kunne mærke.

Fodtøj. Godt stabilt, skridsikkert og vandtæt fodtøj er et absolut must. Ømme fødder kan og vil ødelægge enhver god rejse på et splitsekund. Et par sandaler eller klip klappere er også et must det kan godt være at high teck trekkingstøvler er fede i skoven, men de er noget latterlige i byen og langs vejene.

Strømper. Gode strømper af trekking kvalitet. Du vil prise dig ovenud lykkelig for at have smidt den ekstra 50'er pr. strømpepar når du kommer frem.

Underbukser. Kvalitets boksershorts, som DØD OG KRITTE skal være sved transparerende. Der er vitterligt absolut intet i livet, der er værre end røde knopper i skridtet og andre mere eller mindre pikante steder, når der er 25km hjem gennem hårdt terræn (tro mig jeg har lært det på den hårde måde). Og som et ekstra sidekick til dine nyerhvervede bokserdrenge kan Talkum/babypudder varmt anbefales. Jeg vil vove at påstå, at det bliver dit kæreste eje i varmt og fugtigt terræn.

Benklæder. Shorts og bukser. Det mest praktiske er løstsiddende absorberbare bukser med mulighed for at lyne benene af. Selvom der er varmt i troperne, er der visse steder man kan blive ret glade for de lange rør ( igler er feks ikke noget særsyn in the tropics).

Skønne små dyr ikke?. Foto: Thomas Frøik

Varmt tøj. Bare fordi du er i troperne kan der godt være koldt om natten og det er ret bittert at lære på den hårde måde. (Jeg har bla. set glade Indere stå på skøjter på landsbyens frosne dam). Hvis du tror en snotnæse er øv i danmark, skulle du prøve det i troperne.

Rejseapotek. Hovedpinepiller, antihistamin, desinficerende salver, plaster, mave stabiliserende piller herunder idoform (mælkesyrebakterier), imodium (når din mave ikke vil som du vil) og evt propiden (stop-piller) hvis den er helt gal. Talkum/babypudder kan ikke nævnes for ofte skulle du være så dum at glemme den så tjek lige bøtten på det lokale pharmacia inden du køber den. Modellen med mentholathum lugter rigtigt godt, men er aldeles ikke rart i de nedre regioner til trods for, at det uden tvivl vil more dine rejsekompagnoner ( been there done that). Myggespray er spild af penge at købe herhjemme. Produkterne der skal forestille at virke koster en mindre formue og har ingen synderlige effekter, udover at de lugter skidt og så giver de dig sikkert kræft. OFF er et fantastisk produkt, som primært kan erhverves i 3 verdenslande (sikkert fordi det er møghamrende giftigt) og er klart mit foretrukne mærke. Det holder myg, igler, fluer og alle de andre dyr vi ikke kan lide i skak. Pas på med at få det i åbne sår og rifter, det gør meget nas! Hvis du finder det i en by så køb rigeligt.. Mange lokale Pharmacias er heller ikke just sippede med hvad de langer over disken så køb også en stak bredspektret antibiotika og div feber nedsættende piller ( de har nogen i Indien som udover at slå din feber ned med lynets hast, får dig til at smile fjoget ad verden så hop ikke ind bag rattet af en bil lige med det samme.)

Indsamlingsbeholdere. Rør i forskellige størrelser og i rigelige mængder. Det er altid bedre at kassere rør end at kassere edderkopper. Man kan med fordel købe lokale "soapboxes" til de større dyr.

Navigationsudstyr. GPS, især hvis du/I rejser rundt i områder alene eller uden guide. Det er sværere at navigere på fri hånd i en jungle end man lige tror. Især hvis man som mig er lost udenfor Storkøbenhavn. Sørg for at få en vandtæt og håndholdt GPS enhed, gerne en der er stødsikker. Det er også en god ide hvis I har mere end én med. Det er så bittert at stå med et stk superblæret elektronisk udstyr, der strejker når det ikke skal (atter egen bitter erfaring).

Lygter. Jeg bruger selv Maglite i forskellige størrelser, da det er stabile lamper med godt lys. Nyere generationer af LED diodelamper kan også have et godt lys, men er især både batteri og ikke mindst pærebesparende, da diodelamperne ofte reklamerer med noget der ligner 50.000 brændetimer. Man kan diskuteres om pandelamper er nødvendige. Jeg foretrækker at have en med, da man ofte står i en situation, hvor de kan bruges. De er også noget mere handy (en maglite mellem tænderne er ikke sagen når du står og graver, og det kan blive dyrt hos doktor tand). Igen, køb hellere høj kvalitet og betal prisen, i stedet for at spare et par hundrede kroner. De 300kr sparet er ikke meget værd, når du står midt i skoven om natten og din discount lampe strejker (tro mig det har vi også prøvet). Jeg vil anbefale at tage minimum 2 lygter med, og gerne flere. Uden lygte er du som indsamler komplet lost og kan ligesågodt vende næsen hjem til hotellets bar.

Batterier. Medbring batterier i lange baner. Og af bedste kvalitet. Du kan sagtens få batterier i udlandet, men kvaliteten er typisk derefter - temmelig dårlig. Mærker som dyracell og panosonic ses ofte, og det kan godt være de er billige og lyder fancy, men personligt fortrækker jeg batterier, der ikke skal skiftes hvert 5 minut (og det er ikke en underdrivelse).

Pincet. En god lang stålpinchet er et must, da man til tider skal undersøge huler eller sten, hvor man ikke lige just har lyst til at stikke nallerne ind. Nogle gange kan det være noget af en overaskelse, hvad der gemmer sig i et hul eller under en sten, og det er ikke altid en behagelig en af slagsen.

Graveredskaber. Mange sværger til spader/skovle. Jeg kan personligt ikke fordrage dem. Jeg har stået mere end en gang med en knækket møgskovl halvejs inde ved edderkoppen, og det er en bitter følelse. Graveredskaber er ikke det nemmeste at fremskaffe in the middle of nowhere. Jeg bruger altid Macheter og gerne Kukuhriér, da de er væsentligt mere holdbare og nemmere at grave med i en skrænt sået til med rødder og sten. De er også imponerende praktiske i tilgroet terræn. At man så også ser lidt sej ud med sin nyerhvervede sabel er jo kun et plus.

Vaccinationer:
Spar ikke penge. Sørg for at få alt, hvad du skal have og tro ikke altid på din læge. Tjek http://www.ssi.dk/ og følg deres anvisninger til punkt og prikke i den tunge kategori. Hvad angår malaria, så er der bunker af produkter der fungerer fint, men jeg bruger altid Malarone. Det er væsentligt dyrere end andre mærker og dækker det samme som de billige, men der er til gengæld nærmest ikke bivirkninger. Mange steder i Asien er dejlige sygdomme som Dengue ( har prøvet kan ikke anbefales) Chikungunye feber ret almindeligt så brug OFF hverdag hele dagen især i byområder.

Importtilladelse:
Indførselstilladelse til DK fås via Fødevarestyrelsen. Det er ganske gratis og det er nemt at blive registreret. Så gør det, det er sq så dumt at stå i Kastrup uden.

Hvordan er reglerne for udførsel i det pågældende land?
Undersøg pågældende lands gældende regler for både indsamling, transport og udførsel af edderkopper. Nogle lande har ret frie regler, andre er noget mere strikse. Man kan også vælge at prøve at søge en tilladelse, men det er typisk noget der syltes i systemet og du ender oftest med at have spildt en masser af tid på ingenting. I bedste fald får du tilladelse til noget du ikke vil udføre.

Sikkerhed:
Når man rejser off track er der en hel del ting der skal overvejes og vejes for og imod. Det er som sagt ikke en charter tur i et organiseret område med fuld infrastruktur og turistpoliti. Hvis du virkelig vil finde noget ud over det sædvanlige skal du ud i områder hvor hvide mennesker ikke er et dagligt syn, måske oplever du endda voksne mennesker som ser hvide for første gang, kort sagt der er fokus på din tilstedeværelse og lige meget hvor inkognito du end måtte ønske at være kan du være ganske sikker på at alle i miles omkreds ved du er der. Men tænk dig om inden du handler og udvis særlig hensyn til lokale skikke. Optræd høfligt og imødekommende så er du et langt stykke af vejen.

Det er også en god ide lige at tjekke rejsevejledningen til området, men tag det med et vist gran salt ( mange lande fraråder at rejse til KBH grundet risiko for terror) med alm sund fornuft kommer man ganske langt. Som nævnt tidl. er lokale militser, separatister, krybskytter og deslige ikke noget særsyn i de områder hvor der findes arter der ikke er i hobbyen, som oftest skænker de dig ikke en tanke, men de er der og de udgør en risiko. En ferie kan hurtigt ødelægges af en omgang Kalashnikov. En lygte med filter på ekspl. et rødt filter kan være et hit i "Hot zones" En alm lygte der flakker op og ned af træer på en højdekam kan ses flere kilometer væk, og havd enten du har tilladelse til at være der eller ej så er det aldrig en skade at være usynlig.

Tænk jer også om når i render rundt i tæt terræn, selvom slanger er svære at finde så er de der og det er altid bedre at du finder dem end at de finder dig. Små buskadser er et prima sted at støde på små træhugorme. Stenet terræn er ganske oplagt for bla. Echis ( som ikke just er det vi vil have siddende i foden). Store pattedyr herunder: Næsehorn, Tigre, Elefanter findes også. Især Elefanter er noget man risikerer at støde på ( i Asien omend ikke andet) og det kan blive et ganske fatalt møde. Illussionen om den søde circus elefant blegner ganske hurtigt når man ser en flok tonstunge maskiner pløje alt ned på deres raid genem skoven. Så ser du elefanter så list hellere af. Tigere og Næsehorn fordufter som oftest når man er flere i flokken.

En anden dyregruppe som du uden tvivl vil få masser af "glæde" af ude i verden er Aber. Min erfaring med dem er at man skal holde sig langt væk de er umulige at læse, de er som oftest ikke det mindste bange og de angriber gerne i flok. Vi har siddet buret inde i en smart 4-hjulstrækker på en vejside i Malaysia fordi en flok makakker ikke lige gad at træde til side den dag.

Husk, at rejse er at leve
(især hvis du bruger indersiden af hovedet og planlægger det ordentligt).

Frøik, Pedersen og Rafn på en tagterrasse i Nepal. Foto: Mindre øvet lokal Nepaleser

Lyrognathus crotalus Pocock, 1895

2008-02-18T17:22:00.032+01:00

Meghalaya, endnu en skrænt bliver gennempløjet ... Foto: Jean-Michel Verdez.

Af Søren Rafn

I 2006 befandt vi os i Meghalaya-højlandet i den nord-østligste del af Indien. Vi havde sat os for at afdække og genfinde de historiske lokaliteter som var publiceret i beskrivelsespapirerne for de indiske Lyrognathus arter Lyrognathus crotalus Pocock, 1895, L. pugnax Pocock, 1900 og L. saltator Pocock, 1900. Men historien starter et andet sted. Faktisk kan man sige at historien starter flere steder.

Et af stederne denne historie begynder, var i kælderen under Oxford University Museum of Natural History i Oxford, sommeren 2003.

Oxford Museum of Natural History, hjem for bl.a. Hope Entomological Collections. Foto: Zhu

Vi havde fået lov til, af kuratoren for Hope Entomological Collections; James Hogan, at kigge rundt på hylderne . Det var egentlig blot for at se hvilke ukategoriserede og kategoriserede fugleedderkopper der mon gemte sig på hylderne, man kunne vel altid være heldig at finde et type-eksemplar som var formodet forsvundet. Og vi fandt mange spændende ting. Men et af præparaterne var tre tørrede edderkopper, som gemte sig blandt rammer med tørrede sommerfugle. Nærmere betegnet to hunner og en han af en edderkop med tydeligt opsvulmede bagben, som oprindeligt var identificeret som Selenocosmia stridulans i 1881. En senere notits uden tidsangivelse (angiveligt udført et sted mellem 1881 og 1895 af Reginald Pocock) identificerede dem dog som Lyrognathus crotalus. Det var vores første møde med lidt af en gåde i fugleedderkoppernes verden.

Fuldvoksen hun af "Selenocosmia stridulans" identificeret som Lyrognathus crotalus af Reginald Pocock.
Oxford University Museum of Natural History. Foto: Søren Rafn.

Hvis vi kigger på en anden af historiens begyndelser kan man vel sige at det hele startede med Pococks oprettelse af slægten Lyrognathus i 1895 i hans værk "On a New and Natural Grouping of some of the Oriental Genera of Mygalomorphae, with Descriptions of new Genera and Species". Her beskrev han type-arten Lyrognathus crotalus fra Assam. Et noget stort område. Artsnavnet crotalus stammer fra det græske ord krotalon, som betyder "skralde" eller "kastagnet". Det hentyder til artens evne til at stridulere højlydt, hvilket måske kan forklare misidentifikationen med Selenocosmia stridulans. Fakta er at de fleste asiatiske fugleedderkopper har et lydfrembringende organ - et såkaldt stridulationsorgan, som for især de nordindiske arter er særligt højlydt.

Det interessante ved Pococks værk fra 1895 er, at han i slutningen af afsnittet om Musagetes (=Chilobrachys) på side 175 skriver følgende:

The figure of stridulans is not accurate to do more than show that the anterior legs are stronger than the posterior, which seems to prove that specimens which Mr. Peal has subsequently sent to England from Assam as stridulans are not in reality that species; for these specimens, for the opportunity to examine which I am indebted to Mr. O. E. Janson, are referable to my genus Lyrognathus, with very strong hind legs.

Disse eksemplarer som Mr. O. E. Janson sendte hjem som "Selenocosmia stridulans" og som Pocock efterfølgende identificerede som Lyrognathus crotalus, var de selvsamme tørrede dyr som vi stødte på i Oxfords kælder i 2003.

Fem år efter beskriver han i værket "Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma", yderligere to arter fra Assam; Lyrognathus pugnax (han) og L. saltator (køn ubestemt). Han nævner dog ikke Jansons eksemplarer igen.

Groft sagt kan man sige at ifgl. Pocock findes L. saltator i de vestlige dele af Meghalaya, hvor man i de østlige dele af Meghalaya finder L. pugnax, mens L. crotalus findes i hele Nordindien. Alle arterne i slægten adskiller sig iflg. Pocock fra resten af arterne i underfamilien Selenocosmiinae, ved at have stærkt opsvulmede ben-segmenter på ben IV (det bagerste ben), kombineret med en fuldstændig og udelt beklædning af scopula (hæftepuder) på benets metatarsus (næstyderste led). Han adskiller herefter de tre arter vha. afstanden af øjne fra kanten af rygskjoldet, samt den relative tykkelse af leddene på bagbenene;

1:
- Den forreste øjenrække tæt på rygskjoldets kant: L. pugnax
- Den forreste øjenrække distanceret fra rygskjoldets kant med en afstand
svarende til det dobbelte af øjnenes diameter: 2

2:
- Ben lange, tibia IV 3 gange så lang som bred: L. saltator
- Ben korte, tibia IV 2 gange så lang som bred: L. crotalus

Efter Pococks 1900-værk var der ro omkring Lyrognathus-slægten i et godt stykke tid, indtil Gravely i 1935 i sit værk "Notes on Indian Mygalomorph Spiders, II", udtrykker tvivl om de tre Lyrognathus arter virkelig er tre forskellige arter, eller blot former af en og samme art. Han beskriver desuden hvad han tror er den første beskrivelse af en han af Lyrognathus, som stammer fra Shillong, og beskriver den for en sikkerheds skyld som en han af arten L. pugnax ud fra fundstedet. Til alt held passer karaktertrækkene som fod i hose med Pococks beskrivelse af L. pugnax (som også er en han, selvom det ikke fremgår af Pococks beskrivelse). Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning navngiver Gravely derefter arten Selenocosmia (Lyrognathus) pugnax, hvilket automatisk placerer L. pugnax i slægten Selenocosmia ...

Først over hundrede år senere, med Andrew Smiths opsamling af beskrevne fugleedderkoppearter i 1986 og 1987, "The tarantula: Classification and identification guide", placeres L. pugnax igen på rette hylde i slægten Lyrognathus. Men spørgsmålet om gyldigheden af de tre arter forbliver ubesvaret.

Året efter i 1988 beskriver Smith så Lyrognathus robustus fra det centrale malaysiske højland i artiklen "Lyrognathus robustus, a new species of theraphosid spider from Malaysia". Og i 1991 beskriver Rick West samme art som Lyrognathus liewi i artiklen "A new theraphosid spider from the Cameron Highlands, Malaysia", noget som Schmidt og von Wirth gør opmærksom på i 1992 i en kort notits, "Neue Veröffentlichungen über Vogelspinnen", på ca. 8 linjer, som med tysk effektivitet synonymiserer de to arter.

Lyrognathus robustus Smith 1988. Voksen hun fra Malaysia. Foto: Søren Rafn

Både Smith og Wests beskrivelser er baseret på L. robustus' opsvulmede ben IV. Senere har von Wirth på diverse web-fora gjort opmærksom på, at den malaysiske "Lyrognathus" har mere til fælles med den sydøstasiatiske slægt Coremiocnemis end med den indiske slægt Lyrognathus. Blandt andet peger han på, som også Pocock påpegede, at hos slægten Lyrognathus er hæftepuderne på det næstsidste led af det bagerste ben udelte og dækker hele segmentet. Hos "Lyrognathus" robustus er hæftepuderne delte og dækker under en fjerdedel af segmentet - karaktertræk som går igen hos medlemmerne af slægten Coremiocnemis. Her kan jeg så tilføje at, jeg også mener at "Lyrognathus" robustus ikke tilhører slægten Lyrognathus, men at den måske er en ekstrem form af Coremiocnemis, eller en overgangsform mellem Coremiocnemis og mere nordlige Selenocosmine slægter. I hvert fald adskiller "Lyrognathus" robustus sig fra de andre arter i slægten Lyrognathus på andre punkter end de nævnte. F.eks findes der hos mange slægter i underfamilien Selenocosmiinae en klynge af torne imellem kæberne. Hos Coremiocnemis og "Lyrognathus" robustus er tornene korte og stumpe, hvor de hos de nordindiske Lyrognathus arter er lange og slanke. Dette er blot et enkelt af flere karaktertræk som adskiller "Lyrognathus" robustus fra de nordindiske Lyrognathus arter

Nå - det var en deroute, men viser problematikken meget godt. Fordi, "Lyrognathus" robustus blev beskrevet ud fra en nøgle skabt ud fra en håndfuld eksemplarer i 1800-tallet, som ikke er blevet valideret siden. Endvidere bruges kun et enkelt af de opstillede karaktertræk, nemlig det opsvulmede bagerste ben. Med denne tilgang burde også Selenocosmia peerboomi fra Filippinerne være en Lyrognathus, og for den sags skyld mange af de australske Selenotypus arter, men i og med at de alle mangler tornene imellem kæberne kan vi udelukke dem med det samme. Men - hov - tornene mellem kæberne blev slet ikke nævnt af Pocock... Summa summarum, der var behov for en revidering af slægten Lyrognathus for at afgøre om de eksisterende arter og de brugte karakterer var udtryk for en naturlig gruppering, eller en kunstig ditto.

Selenocosmia peerboomi (Schmidt, 1999) - en Lyrognathus? Nope!.
Fuldvoksen hun, Negros, Filippinerne. Foto: Søren Rafn.

Men - i og med at det eksisterende type- og paratype-materiale var så begrænset var det svært at sige andet end, at de forskelle Pocock opstillede for at adskille de tre arter eksisterer hos typerne. Men spørgsmålet om disse forskelle er udtryk for variation indenfor en enkelt art, eller udtryk for arts-specifikke forskelle, står hen i det uvisse. Med andre ord, der var hårdt brug for en serie af dyr fra hele det kendte udbredelsesområde for at kunne give et gyldigt svar på spørgsmålene.

Hvilket fører os tilbage til Meghalayas højland, sensommeren 2006.

Den korte og temmelig kedelige historie om en lang og meget spændende tur er, at vi tog til Indien og gennemsøgte Meghalaya fra den ene ende til den anden og, at det lykkedes for os at finde Lyrognathus stort set alle steder vi satte os for at lede efter dem. Det spændende ved historien er dog at vi herefter havde en serie af dyr, hvor vi tydeligt kunne se at Pococks karaktertræk var variationer af karakterer inden for samme art. Med andre ord alle de Lyrognathus arter vi fandt, både i vest, nord, syd og øst af Meghalaya, tilhørte samme art, Lyrognathus crotalus.

Karaktererne for Pococks hanlige L. pugnax passer fint med hannerne af L. crotalus, og det er tydeligt at hos både kønsmodne og subadulte hanner sidder øjnene tættere på rygskjoldets kant end hos fuldvoksne hunner, hvor der også er en stor variation af bredden på clypeus (afstanden mellem øjne og rygskjoldets kant).

Et andet sted hvor variationer af Pococks karakterer underkender en art er hos L. saltator, som iflg. Pocock kan kendes fra L. crotalus ved at have spinklere bensegmenter. I virkeligheden ser det ud til at der generelt er en stor variation af robustheden af bensegmenterne, samt at der hos subadulte hanner er en tydelig tendens til spinklere bygning, hvilket giver ganske fin mening når man ser hannernes slanke kropsform ifht. hunnernes noget mere robuste udtryk.

Kønsmoden han af "Selenocosmia stridulans" identificeret som Lyrognathus crotalus af Reginald Pocock.
Oxford University Museum of Natural History. Foto: Søren Rafn.

Som en interessant fodnote kan fortælles, at ingen af de eksemplarer fra Oxford som Pocock identificerede som L. crotalus kan identificeres som L. crotalus hvis man følger Pococks egen nøgle, da øjnene sidder meget tættere på rygskjoldets kant og derfor iflg. nøglen burde tilhøre arten L. pugnax ... men sådan er der jo så meget ...

En Lyrognathus, men hvilken art? ... ;-) Foto: Søren Rafn

Kort fortalt kan man beskrive Lyrognathus crotalus som en medium stor edderkop med en kropslængde på 4-5 cm. og et benspan på 9-10 cm. Rygskjoldet er tydeligt hvælvet omkring hovedregionen og øjnene store. Som nævnt er det karakteristiske ved arten at det bagerste benpar er længere og opsvulmet i forhold til det forreste benpar. Det gør sig især gældende for det andet- og tredje-yderste ben segment. Desuden er hæftepuderne på det næstyderste segment yderst veludviklede og omslutter næsten hele segmentet. Grundfarven er sort med spredte røde hår.

Lyrognathus crotalus Pocock, 1895. Fuldvoksen hun, Meghalaya. Foto: Jean-Michel Verdez

Hannen er meget mere spinkel og mangler de for hunnen karakteristiske opsvulmede bagben. Desuden har rygskjoldet og de basale benled et smukt sart-rosa skær. Ellers deler den de samme karaktertræk som hunnen.

Lyrognathus crotalus Pocock, 1895. Kønsmoden han, Meghalaya. Foto: Jean-Michel Verdez

Som nævnt findes L. crotalus i hele Meghalaya, om den også er at finde i resten af Assamdalen, eller i Himalayas forbjerge, det må en anden tur efterprøve. Vi fandt den typisk i lavt skrånende skrænter med kort bevoksning langs veje og stier i tæt skov.

Typisk Lyrognathus-habitat. Kan du spotte hullet? Foto: Jean-Michel Verdez

Hullerne var generelt meget velafgrænsede og foret med et tæt lag silke. I de områder hvor Lyrognathus crotalus fandtes, levede 3 andre fugleedderkoppe-arter; Chilobrachys fumosus, Chilobrachys sp. "Meghalaya Small" og Chilobrachys sp. "Meghalaya Large". De to sidste minder bortset fra størrelsen overfladisk meget om hinanden både i levevis og udseende, men er meget forskellige taksonomisk set. Det interessante var, at vi hurtigt kunne afgøre på indgangshullets form og placering, hvilken edderkop der gemte sig i hullet. Som skrevet laver Lyrognathus crotalus fine tydelige huller med en stor munding. Hullerne var typisk ca. 30-40 cm. dybe. Det karakteristiske ved Lyrognathus huller er dog, at de snævrer ind til et meget smalt lodret rør som ender i et udvidet opholdsrum. Man kan sammenligne indgangsrørets form med højtaleren på en gammel grammofon, eller et hørerør.

Lyrognathus crotalus indgangshul. Meghalaya. Foto: Jean-Michel Verdez

De større Chilobrachys arter som Chilobrachys sp. "Meghalaya Small" og Chilobrachys sp. "Meghalaya Large" lavede deres huller i stejlere, næsten lodrette, skrænter uden nævneværdig bevoksning. Oftest havde hullerne karakter af at være tilpassede gnaverhuller. Typisk var indgangen et rodet spind som fortsatte sok-agtigt indefter ca. 30-40 cm. hvorefter tapetseringen sluttede. Gangen kunne dog sagtens fortsætte mange meter dybere, med alle de forgreninger der kendetegner et gnaverhul. Karakteristisk var dog det rodede spind i et stort indgangshul.

Typisk indgangshul for de større Chilobrachys arter i Meghalayas højland. Foto: Jean-Michel Verdez

Mange gange gravede vi ind og fandt ud af, at edderkoppen forlængst var flygtet videre ud i gnaverhulens forgreninger og over alle bjerge - et umuligt gravearbejde.

Frøik begynder så småt at forstå at denne Chilobrachys var smartere end os.
Bemærk graveredskabet; en lokal Kukhuri-kniv - genial til formålet. Foto: Søren Rafn

Den tredje slags huller tilhørte Chilobrachys fumosus, og var næsten altid udelukkende på lodrette skrænter, ofte mellem græsrødder og lignende. Udover at hullernes diameter var væsentlig mindre end de andre arters, så var det karakteristiske de mange udgange og forgreninger som edderkoppen havde gravet.

Typisk Chilobrachys fumosus indgang med dobbelt indgang. Foto: Søren Rafn

Vel hjemme i Danmark konstruerede mange af vores dyr kokoner. Der var dog en meget lav klækningsprocent, da mange af kokonerne blev ædt af hunnerne. Vi har en hypotese om at de stod for varmt og at hunnerne er blevet stresset til at æde deres kokoner enten af de høje temperaturer, eller forstyrrelser. Yderligere viste ungerne sig at være ret sarte, så på trods af et yderst lovende udgangspunkt endte vi op med kun en lille håndfuld unger at arbejde videre med i avlsarbejdet. Vi har endnu til gode at parre dem, så informationer om parring kan vi ikke give endnu. Til gengæld ser det ud til at ungerne vokser temmelig langsomt ... :-(

Her har en lille årsunge af en Lyrognathus crotalus skabt sit eget lille hjem langt hjemmefra.
Foto: Jean-Michel Verdez

I naturen fandt vi aldrig unger sammen med moderdyret, til gengæld kunne man finde selv små unger i egne små huller selv langt fra voksne individer. Det tyder på at der ikke er nogen forældrepleje hos L. crotalus, og at ungerne kan have en tendens til kannibalisme fra en ung alder.

Her ser vi selvsamme lille årsunge af en Lyrognathus crotalus fritgravet.
Foto: Jean-Michel Verdez

Vores avlsdyr står nu på nederste hylde for at holde temperaturen kølig, og er installerede i "Volker-terrarier" med dimensionerne b: 10 x h: 40 x d: 20 cm. og fyldt næsten til randen med bundlag. Her graver dyrene sig helt til bunden og genskaber stort set den samme rørform som vi observerede i naturen. Vi håber at de føler sig mere etablerede i deres nye forhold når vi engang skal til at parre dem.

Klimatiske overvejelser man bør foretage når man holder L. crotalus er, at de kommer fra fugtige skovområder i et køligt højland. Ikke det typiske område for fugleedderkopper. Hvis vi kigger på klimatabeller for Shillong er det meget sigende om klimaet man finder Lyrognathus crotalus i:

Den årlige max./min. temperatur i Shillong. Grafik: Link 2 India.

Den årlige nedbørsmængde i Shillong. Grafik: Link 2 India.

Det handler med andre ord om at holde dem køligt og tørt om vinteren og fugtigt og lunt om sommeren.

Temperamentsmæssigt må L. crotalus siges at være nogle hidsige bæster, som straks lægger sig på ryggen og tager fat med giftkløerne hvor de kan komme til det. Har de først fat holder de ved et godt stykke tid, hvorefter de lader sig falde og løber alt hvad remmer og tøj kan holde. Man kan sige at det smitter af på edderkoppernes stress-tærskel, da de meget let stresses hvis de ikke kan gemme sig. Det er derfor bydende nødvendigt for succesrigt hold af denne art, at man giver den mulighed for at grave et hul, hvor den kan føle sig sikker. Og så bør man begrænse forstyrrelser til et minimum.

Meget typisk attitude hos irriteret eksemplar af Lyrognathus crotalus. Foto: Jean-Michel Verdez

Som afrunding kan jeg sige at Lyrognathus crotalus altid vil have en særlig plads i mit hjerte. Både pga. en interessant forhistorie, mødet med Pococks eksemplarer i Oxford, resultaterne i kølvandet af vores indsamlingstur, samt et helt fantastisk møde med en kultur i en fjern afkrog af Indien, som meget sjældent ser turister eller andre rejsende. Og så selvfølgelig arten selv, som selv om den ikke ser ud af meget, på mange måder byder på både udfordringer ifht. hold og avl, og som ved nærmere eftersyn egentlig er ganske pæn ;-)

Litteratur:

Von Wirth, V. 2002. Real identity of species Lyrognathus robustus Smith, 1988. Sklípkan 7(1): 4-5.
Hromadka, J. 2000. At the locality of Lyrognathus robustus in Malaysia. Sklípkan 5(2): 33-34.
Schmidt, G.E.W. & V. von Wirth. 1992. Neue Veröffentlichungen über Vogelspinnen. Arachnol. Anz. 3(4): 10.
West, R.C. 1991. A new theraphosid spider from the Cameron Highlands, Malaysia. Mem. Qld Mus. 30: 615-619. [p. 616, f. 1-7, 10-11].
Smith, A.M. 1988. Lyrognathus robustus, a new species of theraphosid spider from Malaysia. Journal of the British Tarantula Society 4(2): 15-19.
Gravely, F. H. 1935. Notes on Indian mygalomorph spiders. II. Rec. Ind. Mus. Calcutta 37: 69-84.
Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
Pocock, R.I. 1895. On a new and natural grouping of some of the Oriental genera of Mygalomorphae, with descriptions of new genera and species. Ann. Mag. nat. Hist. (6) 15: 165-184. [p. 172-174, pl. 10, f. 7].

Chilobrachys fumosus (Pocock, 1895)

2008-02-18T12:34:00.010+01:00

Af Søren Rafn

I 2006 var vi (Rafn, Frøik, Pedersen & Verdez) i det nordlige Indien, nærmere betegnet delstaten Meghalaya. Vores primære formål var at afsøge de historiske lokaliteter for slægten Lyrognathus i Indien. Primært for at skaffe research materiale som skulle bruges af Volker von Wirth i en fylogenetisk analyse af underfamilien Selenocosmiinae. I den forbindelse stødte vi bl.a. på en mindre ensfarvet brun edderkop, som vi ikke umiddelbart kunne få til at passe ind i nogen af de kendte slægter eller arter kendt fra Meghalaya ... troede vi.

Chilobrachys fumosus (Pocock, 1895). Relativt nyskiftet hun med unger. Foto: Søren Rafn.

Vel hjemme med vores materiale gik vi i gang med den nærmere bestemmelse, og det viste sig snart at vores lille edderkop passede ret fint med arten Chilobrachys fumosus, som er kendt fra det samme område, blot tidligere kun fundet i forbjergene til Himalaya. Dog stod det også klart at Chilobrachys fumosus har meget lidt til fælles med de andre Chilobrachys arter. F.eks er stridulations-tornene på kæberne hos C. fumosus lange og spidse, mens de hos alle andre Chilobrachys arter er korte og afrundede. De største stridulations-torne i lyraen hos C. fumosus sidder anteriort, mens de hos alle Chilobrachys arter sidder posteriort, og sådan kunne man blive ved. Spørgsmålet er så hvor C. fumosus så hører til? Min holdning er at C. fumosus er en overgangsform mellem Chilobrachys og en anden nordindisk slægt, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her.

Chilobrachys fumosus er en lille brunlig Chilobrachys art som sjældent overstiger 3 cm. i kropslængde og ca. 5-6 cm. i benspan. Farven er hos nyskiftede dyr gråbrun med spredte korte orangefarvede dækhår. Farven falmer op mod hamskifte til ensartet rødbrun med lysere beige dækhår. Kroppen er relativ kompakt, med robuste ben og store kraftige kæber. De for slægten Chilobrachys karakteristiske lange spindevorter mangler.

Chilobrachys fumosus (Pocock, 1895). Nyskiftet hun. Foto: Thomas Frøik.

Hannerne er væsentligt flottere med deres kulsorte grundfarve og pink-metalliske rygskjold og kæber. Det interessante ved de nordindiske edderkoppeslægters hanner er, at de alle ligner hinanden. Således er hannerne af Haplocosmia, Lyrognathus og mange af Chilobrachys arterne stort set identiske i det ydre. Det sammenholdt med nogle forvirrende morfologiske overlap antyder at den snævre "fauna-tragt", som Assamdalen skaber, måske er et udviklingsmæssigt hot spot for mange af de indiske og burmesiske fugleedderkoppearter.

Chilobrachys fumosus (Pocock, 1895). Nyskiftet kønsmoden han. Foto: Søren Rafn

Chilobrachys fumosus kan findes i bjergegne i det nord-østlige del af Indien. Nærmere betegnet forbjergene i det centrale og østlige Himalaya og det meste af Meghalaya-højlandet. Jeg er dog overbevist om at de vestligste forekomster i Himalaya er forvekslinger med Haplocosmia nepalensis Schmidt & von Wirth, 1996, som den ligner overfladisk især når man sammenligner eksemplarer, især op imod et hamskifte.

Haplocosmia nepalensis Schmidt & von Wirth, 1996. Nyskiftet hun fra Kathmandu i Nepal. Foto: Søren Rafn.

De områder, hvor vi stødte på C. fumosus, var typisk i vejskrænter, både i åbne og bevoksede områder, tørre og fugtige områder og højt- og lavtliggende områder. Med andre ord, alle tegn på en meget generalistisk edderkop. Alle huller fandtes i stejle skrænter, med eller uden bevoksning. Man skulle kigge grundigt efter for at få øje på indgangshullerne, men når først en edderkop var lokaliseret, fandt vi hurtigt andre i området.

Typisk habitat hvor Chilobrachys fumosus kan findes. Foto: Jean-Michel Verdez

Arten laver et karakteristisk sjusket indgangs-spind og et meget forgrenet tunnelnet med flere blindgange og udgange. Tunnellen var oftes kun ca. 15-20 cm. dyb. Typisk var hulen således indrettet, at hulens ofte Y-formede indgang mundede ud i en udvidet hovedsektion med flere tunneller tilknyttet. Ofte var der en blind vandret sidegang til affald (foderrester, aflagte hamme og tomme kokoner), en vandret gang som gik dybere og delte sig i en lodret udgang og en blind gang som gik dybere ind, desuden var der ofte et kokon-kammer i forbindelse med en lodret udgang fra hovedkammeret. Det var hovedtrækkene, men der kunne sagtens være flere gange og kamre tilknyttet. Hvad funktionerne - om nogen - har været, kan man kun gisne om. Det er i hvert fald en del mere kompleks end de fleste af de edderkoppetunneller vi har udgravet indtil videre.

Typisk Chilobrachys fumosus huleindgang. Bemærk den dobbelte indgang og det sjuskede spind. Foto: Søren Rafn

På vores tur fandt vi ofte hunnerne med unger i hulen. I nogle tilfælde oven i købet med to generationer af unger. Noget som vi aldrig har observeret hos nogen anden Chilobrachys art. I fangeskab har vi kunnet se årsagen til denne adfærd, da hunnerne er eksemplariske forældre som fodrer deres unger og tolererer dem, selv når ungerne når en relativ stor størrelse. Vi har et enkelt kuld gående hos en af vores hunner, som får lov at blive boende til kannibalisme-adfærd opstår.

Parringen er ukompliceret og resulterer for det meste i kokon. Det kan have noget at gøre med at vores avlsgruppe er vildtfangede dyr, da vildtfangede dyr har en tendens til højere succes-rate i forbindelse med parringer. En anden faktor kan være, at arten er en udpræget generalist og desuden en mindre art. To andre faktorer som plejer at være forbundet med stor avls-succes. Hvis man vil forsøge at stimulere arten yderligere for at øge chancen for kokon-bygning, kan man studere klimaet i Meghalaya. Som udgangspunkt er en klimatabel for Shillong ganske udemærket:

Den årlige max./min. temperatur i Shillong. Grafik: Link 2 India.

Den årlige nedbørsmængde i Shillong. Grafik: Link 2 India.

Som det ses følger temperaturkurven sådan set vores hjemlige, med de koldeste måneder i vinterhalvåret og de varmeste i sommerhalvåret. Interessant er det at se hvor relativt koldt det i virkeligheden er, når man påtænker at det trods alt er en tropisk art, men højdeforskelle har også noget at sige i den forbindelse... Nedbøren følger temperaturen, forstået på den måde at vintermånederne er de tørreste, med næsten ingen nedbør, mens sommermånederne er de vådeste og her falder der en del nedbør. De dyr vi indsamlede havde som sagt ofte en generation af unger fra det foregående år i hulen. Efter at vi kom hjem konstruerede de fleste en kokon omkring september måned. Så med udgangspunkt i vores observationer og de klimatiske data kan vi udlede at parringssæsonen er i de våde måneder og æglægningen foregår i begyndelsen af den tørre periode. Vi har i hvert fald iagttaget at æglægning stimuleres ved en kombination af fald i temperaturen og fugtigheden, noget som understøttes af de klimatiske data. Kuldstørrelsen er på mellem 100-150 slings pr. kokon, som er særdeles overlevelsesdygtige og hurtigt voksende, især hvis pasningen overlades til moderdyret.

Chilobrachys fumosus, hun med store nyskiftede unger. Foto: Søren Rafn.

Hold af C. fumosus i fangeskab volder ingen problemer. Det er en særdeles uproblematisk art, som vi holder, parrer og avler i salatbøtter af dimensionerne h: 6 x b: 18 x d: 12 cm.. Bøtterne er fyldt med en håndfuld bundlag, som edderkoppen efterfølgende møver rundt til den får lavet et gangsystem den er tilfreds med. Den beskedne størrelse af beholderen gør det også muligt at manipulere temperaturen lettere. Det foregår simpelthen ved at flytte beholderen op på øverste hylde når temperaturen skal øges, og ned på nederste hylde når temperaturen skal sænkes. Og med en salatbøtte af transparent plast bliver den manøvre noget mere håndterbar, end hvis man skulle flytte rundt på et helglas terrarie.

Temperamentsmæssigt er C. fumosus ikke sin ringe størrelse særlig bevidst og truer gerne højlydt stridulerende af langt større trusler, som f.eks den hånd som formaster sig til at fodre den. Hvis truslerne ikke virker tyer C. fumosus dog hellere til flugt end til angreb. Vi har med andre ord at gøre med en udpræget bluff-adfærd, noget som er ret typisk for mange af de asiatiske edderkopper. Så hvis jeg kort skal beskrive C. fumosus, er det en nervøs og meget hurtigtløbende edderkop, som vil flygte over hals og hovede hvis man forstyrrer den for meget.

Når snakken falder på SBJ's (engelsk slang for Small Brown Jobbies) er det oftest lidt undskyldende at man fortæller at man har et par enkelte på sidelinjen. Der er helt afgjort mere prestige og salg i de større og mere farvestrålende fætre og kusiner. Men når det er sagt, så giver de små brune klatter (Frøik's betegnelse), trods alt en ret god feed-back på ens pasning i og med at de er så lette at passe og avle. Og så fylder de oven i købet heller ikke særligt meget på reolen. Måske har mit bløde punkt for SBJ's mere noget at gøre med at jeg i de fleste tilfælde selv har fanget dem (der er SBJ's i stort set alle tropiske habitater) - det er meget muligt. Og man kan da også sige at uanset hvilken indsamlingstur, så har vi ikke altid fundet hvad vi kom efter, men altid en håndfuld SBJ's, som plaster på såret. Men rent forskningsmæssigt er det også en stærkt overset gruppe af underfamilier, slægter og arter, som på mange måder holder nøglen til forståelsen af de større arters systematik. Så for mit vedkommende er stort set halvdelen af alle arterne i samlingen små brune klatter og jeg kan kun anbefale alle at have disse små "sideprojekter" i samlingen.

Litteratur:

Schmidt, G.E.W. & V. von Wirth. 1996. Haplocosmia nepalensis gen. et sp. n., die erste Vogelspinne aus Nepal (Araneida: Theraphosidae: Selenocosmiinae). Arthropoda 4: 12-15.
Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
Pocock, R.I. 1895. On a new and natural grouping of some of the Oriental genera of Mygalomorphae, with descriptions of new genera and species. Ann. Mag. nat. Hist. (6) 15: 165-184. [p. 172-174, pl. 10, f. 7].

Chilobrachys fimbriatus (Pocock 1899)

2008-02-17T23:34:00.018+01:00

Opdateret artikel. Artiklen blev første gang bragt i Exotiske Insekters medlemsblad # 52.

Af Søren Rafn

Få er de som har set et farvebillede af Chilobrachys fimbriatus (Pocock 1899) uden at vedkommende efterfølgende har haft en ubændig trang til at eje sådan et dyr... Det er heldigvis blevet mindre svært med tiden, efter at mange efterhånden har haft held med at parre og avle denne spektakulære edderkop i fangenskab.

Chilobrachys fimbriatus Pocock 1899. Foto: Martin Huber

Chilobrachys fimbriatus blev beskrevet fra Indien for første gang af Reginald Pocock i 1899. Slægten Chilobrachys består pt. ud over C. fimbriatus, yderligere af typearten C. andersoni (Pocock,1895), C. annandalei Simon, 1901, C. assamensis Hirst, 1909, C. bicolor (Pocock, 1895), C. brevipes (Thorell, 1897), C. dyscolus (Simon, 1886), C. femoralis Pocock, 1900, C. flavopilosus (Simon, 1884), C. fumosus (Pocock, 1895), C. hardwicki (Pocock, 1895), C. huahini Schmidt & Huber, 1996, C. hubei Song & Zhao, 1988, C. jingzhao Zhu, Song & Li, 2001, C. nitelinus Karsch, 1891, C. oculatus (Thorell, 1895), C. paviei (Simon, 1886), C. pococki (Thorell, 1897), C. sericeus (Thorell, 1895), C. soricinus (Thorell, 1887), C. stridulans (Wood Mason, 1877), C. thorelli Pocock, 1900, samt C. tschankoensis Schenkel, 1963

På trods af at arten er så karakteristisk farvet, så har der været en del navneforvirring i hobbyen omkring C. fimbriatus fra starten af. Da de første dyr landede i hobbyen for omkring 6 år siden, blev edderkopperne solgt som ‘The Goa species’, hurtigt fulgt op af ‘Thrigmopoeus sp.’, og siden Ischnocolus decoratus. De to første navne kan til en vis grad forsvares, som den rene spekulation, mens det sidste stammer fra Tikaders papir fra 1977 hvor han fejlbeskriver et lille (2,4 cm) eksemplar af C. fimbriatus som Ischnocolus decoratus. I papiret findes en nydelig tegning af en C. fimbriatus, med striber og simpelt udelt spermathecae og det hele, hvilket burde have fået alarmklokkerne til at ringe hos ham, eftersom stort set alle Ischnocolus-arter har delt spermathecae og er dyr på ikke over 2 cm i kropslængde, som alle er ensfarvet brune. Desuden har Chilobrachys fimbriatus et veludviklet stridulationsorgan, et såkaldt lyra på maxilla. Ischnocolus og alle andre ischnocoline edderkopper er kendetegnet ved netop at mangle stridulationsorgan ... men nu er Tikader heller ikke kendt for sine gode beskrivelser, men nok mere for at have beskrevet et eksemplar af Poecilotheria regalis som en ny art af slægten Ornithoctonus (O. gadgili) ...

C. fimbriatus er efter sigende en af de større Chilobrachys arter, men det er nok en opfattelse som har bund i at den blandt de beskrevne Chilobrachys arter løfter sig op blandt de fire største type eksemplarer, som er hhv.; C. andersoni: 54 mm, C. bicolor: 49 mm, C. pococki: 46 mm mod C. fimbriatus’ 45 mm. Nu ved vi at typeeksemplaret på ingen måde fortæller noget som helst om maksimal størrelse, og der er da også langt større Chilobrachys arter i hobbyen. Jeg vil betegne C. fimbriatus som en medium edderkop med en kropslængde i størrelsesordenen 45 - 65 mm, og benspan på 100 - 140 mm. På sin vis en af de større Chilobrachys arter hvis vi ser på slægten som et hele, men ikke en kæmpe i hobbyen.

Farvemæssigt finder man kun få andre edderkopper som kan måle sig med C. fimbriatus. Her får man nemlig både farver og striber for alle pengene. Rygskjoldet, kæberne og hofteleddene er lys beige med en svag mørkere ‘maske’ omkring øjenklyngen. Lårene er hos relativt nyskiftede eksemplarer sort-violette og udstyret med kraftige sorte hårbræmmer på undersiden af de to forreste benpar. Farven på de resterende led på de to forreste benpar er blåsortbrune med lysere rød-brune hår på ydersiderne. De resterende led på de to bagerste benpar er en smule lysere og mørke-rødbrune i kuløren. Bagkroppen er rubinrød med et fint tyndt skarpt optegnet sort ‘sildebens-mønster’. Arten har lange spindevorter, og har som de fleste Chilobrachys arter lange slanke ben, som i denne arts tilfælde har veldefinerede hæftepuder.

C. fimbriatus er udbredt i de Vestlige Ghats i de indiske delstater Maharashtra, Goa, Karnataka og Kerala, og er bl.a. i beskrivelsespapirerne lokaliseret som værende fra byerne Khandala og Jaoli (Satara). Men uafhængige indsamlere har fundet arten så nord på som i Mumbais omegn og så langt syd som Wayanad Sanctuary i Kerala. Der er en vis farvevariation af arten på denne store distance og de nordlige varianter har en mere udpræget benstriation på patella og tibia end de sydlige, hvor benene er næsten ensfarvede.

Det fortælles at arten ofte deler habitat med en anden fugleedderkop; Thrigmopoeus truculentus Pocock, 1899. Hullerne findes ofte langs vejsider hvor veje er blevet ført igennem kuperet terræn. Her kan det nævnes at begrebet "deler habitat" (sympatri) er på sin rette plads, da man har observeret at T. truculentus og C. fimbriatus' spind har været sammenvævet pga. af hullernes indbyrdes tæthed (Verdez, Pedersen & Wessel pers. komm.)

Thrigmopoeus truculentus Pocock, 1899, findes ofte i samme lokaliteter som C. fimbriatus. Foto: Søren Rafn

Klimaet i de områder man finder C. fimbriatus kan betegnes som tørt tropisk tempereret klima, pånær i monsun-sæsonen, som samtidig er den eneste reelle markering af årstiderne. I terrariet betyder det at arten skal holdes knastørt hele året rundt, på nær i højsommer månederne hvor man med held kan gennemvande terrariet i starten af juni måned, og lade terrariet udtørre gradvist de følgende måneder, så bundlaget er fugtigt fra juni til august. Klimatabellen for Pune er på mange måder repræsentativ for de klimatiske forhold som gør sig gældende i de lokaliteter hvor man finde C. fimbriatus.

Årlige nedbørsmængder for Pune. Grafik: Link 2 India.

Årlige max./min temperaturer for Pune. Grafik: Link 2 India.

I fangenskab er arten en relativ aktiv edderkop, der som de fleste Chilobrachys arter spinder meget og graver dybe silkeforede rør, hvor den tilbringer de fleste af dagtimerne. Henad skumringen og i nattetimerne er edderkoppen meget aktivt fødesøgende og udbedrer med jævne mellemrum sine omfattende silkekonstruktioner.

Da arten både spinder og graver meget er det en god idé med et rumligt terrarium med et bundlag der skråner stejlt op af bagvæggen, hvor der bør være gode skjulesteder til rådighed f.eks. i form af en rod eller et stykke u-korkbark. Et ideelt terrarie til denne art kan have målene b: 25 cm d: 40 cm h: 40 cm., men jeg har såmænd holdt og avlet arten med succes i "Volker-terrarier" med målene b: 10 cm d: 20 cm h: 40 cm. og i slikbøtter. Det er med andre ord ikke en edderkop som stiller de store krav.

Substratdybden bør være mindst svarende til benspannet af edderkoppen og helst dybere. Da arten fra naturens side er vant til store udsving i luftfugtigheden tolererer den tørke ganske glimrende, og det kan bedst betale sig at holde den til den tørre side. Hvis man vælger at holde den knastørt bør man altid sørge for at have en fyldt vandskål i terrariet. En anden og i mine øjne mere ønskværdig mulighed er at efterligne de naturlige klima udsving.

Chilobrachys fimbriatus har som de fleste andre Chilobrachys arter en sund appetit og tager alle foderemner som den kan overmande, dette inkluderer bl.a. fårekyllinger, græshopper, kakerlakker og museunger.

Temperament har C. fimbriatus nok af og i kraft af sin hurtighed kan den af og til være lidt af et bæst at holde styr på, men ellers foretrækker den at flygte hovedkulds ned i sit hul ved mindste forstyrrelse.

Parringen er generelt problemfri, og på trods af at hannen ofte bliver gumlet af hunnen, er de fleste parringer succesfulde og arten bliver da også avlet ofte i hobbyen. Da C. fimbriatus ydermere er temmelig produktiv med gennemsnitlige kuldstørrelser på 150-200 unger ses den også ofte udbudt til salg til yderst rimelige priser. Ungerne er ikke blandt hurtigvokserne, og dette kan have noget at gøre med de barske forhold arten lever under i naturen. Generelt vokser edderkopper fra tørre egne væsentligt langsommere end edderkopper fra fugtigere områder som for eksempel regnskov. Det tager gerne 3-4 år før de første hanner når kønsmodenhed, og hunner når først en ”god” størrelse efter 5-6 år. Til gengæld er ungerne generelt temmeligt hårdføre, og får hurtigt voksentegningerne, om end de er en smule blegere. Det eneste som kan få dem ned med nakken er for høj fugtighed kombineret med ringe ventilation.

Det kan lige nævnes som en fodnote at C. fimbriatus har en mindre og nært beslægtet slægtning, som findes i de Østlige Ghats og den østlige side af Deccan Plateauet. Det drejer sig om en edderkop som ofte blver kaldt Chilobrachys sp. ”hardwicki”. Den har dog ikke noget nærmere med arten C. hardwicki at gøre, men er en ubeskrevet Chilobrachys art som er nært beslægtet med C. fimbriatus. Den kan ligne et ungdyr af C. fimbriatus til forveksling. Den adskiller sig dog ved sin mere kompakte kropsbygning, mindre voksen størrelse og mere afdæmpede farver. Den har de samme trådtynde ”sildebens” aftegninger på bagkroppen, men ben, carapace og abdomen er varierende nuancer af brunt. Den bliver sjældent mere end 6-8 cm benspan og er dermed en af de mindre Chilobrachys arter.

Chilobrachys sp. "hardwicki" minder umiddelbart om C. fimbriatus,
men er mindre, kraftigere bygget og mindre farvestrålende. Foto: Søren Rafn

Alt i alt er de tigerstribede indiske Chilobrachys arter et fængende bekendtskab med deres fascinerende spindelvævskonstruktioner og aktive adfærd. Jeg er tæt på at sige at de er et must i enhver samling.

Taksonomiske karakterer for Chilobrachys fimbriatus Pocock 1899. Af: Søren Rafn, 2002.

Litteratur:

Rafn, S. 2005. Chilobrachys fimbriatus – En farvestrålende skønhed. Exotiske Insekter 52: 18-23
Verdez, J.-M. & F. Cléton. 2005. Einige Natur- und Terrarienbeobachtungen zur indischen Vogelspinne Chilobrachys fimbriatus POCOCK, 1899 (Araneae: Theraphosidae: Selenocosmiinae). ARACHNE 10(2): 24-29.
Mends, S. 2005. Ein paar Anmerkungen zu »agressiven« Vogelspinnen am Beispiel von Chilobrachys fimbriatus. ARACHNE 10(4): 4-6.
Sejna, V. 2003. Chilobrachys fimbriatus. Sklípkan 8(3): 87-88.
Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
Pocock, R.I. 1899. Diagnoses of some new Indian Arachnida. Jour. Bombay nat. Hist. Soc. 12: 744-753. [p. 746].

Et åbent fugleedderkoppeforum fødes

2008-02-17T21:00:00.014+01:00

Vi prøver her at skabe et åbent forum for vidensdeling omkring alt der vedrører hold af fugleedderkopper i fangeskab. Intet medlemsskab er påkrævet og alle indlæg og artikler vil være tilgængelige for alle besøgende. Som udgangspunkt kan alle bidrage til, eller suge af en akkumulerende viden omkring hold af fugleedderkopper.

Ornithoctonus costalis (Schmidt, 1998). Foto: Søren Rafn

Vi vil her på forummet forsøge at bidrage regelmæssigt med artikler og indlæg om interessante aspekter af fugleedderkoppehobbyen, både skrevet af værterne, men også af andre eksperter på området.

Vi opfordrer alle som har lyst til at uploade artikler og skrive indlæg. Alt er relevant, sålænge at det omhandler fugleedderkopper. I og med at det er et diskussionsforum, er der mulighed for direkte feed-back på alle indlæg og vi håber igennem diskussion og debat at øge kendskabet til, og indsigten i, fugleedderkoppernes fascinerende verden.

God fornøjelse
Søren Rafn & Thomas Frøik