tirsdag den 17. juni 2008

Ny Cyriopagopus art fra Sumatra

Cyriopagopus sp. "Sumatran Tiger". Fuldvoksen premolt hun.
Ny art fra Sumatra med robuste ben og markant anderledes farvet han end de kendte arter.


Vores researchteam i Asien har fundet en ny Cyriopagopus art i Sumatra. Det drejer sig om en relativt kraftig art, som farvemæssigt umiddelbart kan minde om C. schioedtei. Den adskiller sig dog ved at være mørkere, have et andet carapacemønster, have mere robuste ben og tydeligere bagkropstegninger.

Cyriopagopus sp. "Sumatran Tiger". Ung postmolt hun.
Her ses tydeligt den anderledes foliumformede carapacetegning.

Hannen er ikke græsgrøn som hos f.eks. C. schioedtei, men brun med sorte ben som har hvide bånd ved leddene.

Cyriopagopus sp. "Sumatran Tiger". Fuldvoksen han.
Hannen er karakteristisk ved ikke at være græsgrøn eller beige og ved at mangle patella striae. Derimod er benene mørke med hvide tværbånd.

På baggrund af de tydelige bagkropstegninger har vi valgt at kalde den Cyriopagopus sp. "Sumatran Tiger" indtil den er endeligt identificeret og/eller beskrevet.

Cyriopagopus sp. "Sumatran Tiger". Fuldvoksen premolt hun.
Her ses tydeligt de markante bagkropstegninger som ligger til baggrund for arbejdsnavnet.

mandag den 28. april 2008

LitteraturBasen - endelig en realitet!

Nu er alle links til artiklerne fikset. Det vil sige at alt den gamle kildelitteratur vi har, er blevet gjort tilgængeligt for jer. Vi håber at I får glæde af kilderne. Næste skridt vil være at linke alle kildehenvisninger i indlæggene på bloggen til de respektive kilder. Det bliver nok først en realitet engang i slutningen af Juni når mine eksamener forhåbentlig er vel overstået.

Mvh
Søren

søndag den 27. april 2008

Research invitation fra ZMUC!

Pococks "Phormingochilus" som Ridley indsamlede i Singapore Botanical Garden.
Har vist sig at være identisk med Abrahams Lampropelma violaceopes fra 1924.


Jeg er blevet inviteret af Nikolaj Scharff, kurator for arachnid samlingen på Zoologisk Museum (ZMUC), til at foretage min research af de trælevende Ornithoctoninae hos dem. Jeg er ikke helt sikker på hvad eller hvordan jeg vil blive tilknyttet ZMUC, men sikkert som frivillig (volunteer). Jeg glæder mig meget til at kunne arbejde mere struktureret med min hovedeinteresse; arterne i gruppen af trælevende Ornithoctoninae, med hjælp af bedre udstyr, nemmere typeadgang og ikke mindst den uvurderlige hjælp det er at kunne sparre med professionelle zoologer, systematikere og taksonomer. Brugte det meste af min torsdag i denne uge med at mappe nye karakterer med hjælp fra Tamas Szuts og et fantastisk mikroskop. Har nu tre nye karakterer som muligvis kan hjæpe til at differentiere arterne, og med lidt held også definere højere noder i kladen jeg arbejder med. Jeg glæder mig helt usigeligt til min dansk eksamen på seminariet er vel overstået så jeg kan komme igang med min research på ZMUC!

Mvh
Søren

Artikelbasen

Vi har haft lidt problemer med linkstabiliteten hos vores filopbevaringsudbyder Yahoo. Vi har derfor flyttet filerne til Fileden. Indtil videre har jeg opdateret linkene til alle artikler fra A og til og med F. De skulle være frit tilgængelige for download nu. Jeg vil løbende opdatere de resterende links og uploade ny tilgængelig litteratur, som er ældre end 50 år. Hvis du ligger inde med litteratur som ikke findes i basen, og som du mener burde være frit tilgængeligt, så send en papirkopi eller pdf til os. Vi scanner og uploader den så til LitteraturBasen.

Mvh
Søren

onsdag den 27. februar 2008

Cyriopagopus sp. "Blue" = Lampropelma violaceopes Abraham, 1924

Lampropelma violaceopes Abraham, 1924. Fuldt udvokset hun fra Singapore. Foto: Søren Rafn

Af Søren Rafn

Så blev en voksende formodning endelig bekræftet. Cyriopagopus sp. "Blue" er identisk med Lampropelma violaceopes Abraham, 1924. Volker von Wirth og Martin Huber har meget incoqnito og uden drama foretaget denne identifikation i Terraria 9, jan./feb. 2008 i artiklen "Die verkannten Vogelspinnen Asiens" side 4-9.

Der har ellers været mange bud på hvad der var den rigtige L. violaceopes før i tiden. F.eks har både Haplopelma lividum og Ornithoctoninae G. sp. "Malaysia" (aka. "Haplopelma robustum") været udråbt som L. violaceopes.

Fuldt udvokset hun af Ornithoctoninae G. sp. "Malaysia" (aka. "Haplopelma robustum") fra Titiwangsa bjergkæden i Malaysia. Denne art blev en kort overgang formodet at være L . violaceopes. Foto: Søren Rafn

Haplopelma lividum har i lang tid været - og bliver stadig - solgt som, L. violaceopes. Foto: Søren Rafn

I 2004 var jeg i Singapore og Malaysia for at finde Cyriopagopus sp. "Blue" og for at forfølge en mistanke om at denne art var identisk med L. violaceopes. I den forbindelse undersøgte jeg Abrahams paratyper i Raffles Museum of Biodiversity Research. I den forbindelse blev min mistanke bekræftet, Cyriopagopus sp. "Blue" var en Cyriopagopus, men fejlagtigt beskrevet som Lampropelma af Abraham. Jeg vidergav disse betragtninger til Volker von Wirth på det pågældende tidspunkt, og han tog det til eftertanke.

Problemet med L. violaceopes er i mine øjne at det ikke er en Lampropelma, men en Cyriopagopus. Kort fortalt er de mest åbenlyse forskelle på de to som følger:
Cyriopagopus:
Lange slanke ben, uden store latero-ventrale børster på lårene.

Lampropelma:
Korte kraftige ben, med store latero-ventrale børster på lårene.
I og med at L. violaceopes mangler latero-ventrale børster på lårene, og har særdeles lange og slanke ben, passer den ikke i slægten Lampropelma, men i slægten Cyriopagopus. Lad os se om Volker kommer frem til det samme.

Lampropelma sp. "Borneo Black". Her ses de kraftige femorale børster på de forreste benpars lår. Foto: Søren Rafn

Og når snakken alligevel er på Lampropelma, så kan det nævnes at den art vi har introduceret som Cyriopagopus sp. "Borneo Black" har store tydelige latero-ventrale børster på lårene, og har relativt korte og kraftige ben. Hvilket placerer arten i slægten Lampropelma.

Lampropelma sp. "Borneo Black". Bemærk de relativt korte ben og de store femorale børster på de to forreste benpar. Foto: Søren Rafn

Lampropelma sp. "Borneo Black" er dog ikke umiddelbart identisk med L. nigerrimum Simon, 1892 fra Sulawesi og vi formoder derfor at det er en ny art. Vi er umiddelbart i færd med at skaffe adgang til Simons type eksemplar fra 1892 for at genbeskrive arten og etablere både gamle og nye karaktertræk, som kan afgøre om Lampropelma sp. "Borneo Black" er en ny Lampropelma-art eller ej.

Og for at runde emnet Lampropelma af, kan det nævnes at intet af det materiale som sælges under navnet Lampropelma sp. "orange fringe", Lampropelma sp. "Haplopelma doriae" eller L. nigerrimum i hobbyen har noget som helst med Lampropelma at gøre, men tilhører en anden slægt.

Ornithoctoninae G. sp. "Orange fringed". Bemærk de manglende femorale børster. Ornithoctoninae G. sp. Denne art kan kendes fra Ornithoctonus G. sp. "Haplopelma doriae" på em orange hårkrans omkring rygskjoldet.
Foto: Søren Rafn

Ornithoctoninae G. sp. "Haplopelma doriae". Bemærk de manglende femorale børster. Ornithoctoninae G. sp. "Haplopelma doriae" mangler den orange hårkrans omkring rygskjoldet som vi finder i Ornithoctoninae G. sp. "Orange fringed". Foto: Søren Rafn

Kunne godt se ud som om at der er basis for et par nye artikler ...

Billede af undertegnede der jonglerer med Lampropelma violaceopes i Singapore. Foto: Jean-Michel Verdez

Litteratur:
  • Platnick, N. I. 2008. The world spider catalog, version 8.5. American Museum of Natural History.
  • Von Wirth, V & Huber M. 2008. Die verkannten Vogelspinnen Asiens. Terraria 9: (jan./feb) 4-9.
  • Wong, M. & Dennon N. 2006. Malaysian Tarantulas. Malaysian Naturalist 59(4): 44-47
  • Gallon, R. & R. Gabriel. 2006. Breeding and maintaning Cyriopagopus species in captivity. Journal of the British Tarantula Society 22(1): 16-30.
  • Rafn, S. 2003. Cyriopagopus (”thorelli”) schioedtei – Trætigeren fra Malaysia. Exotisker Insekter 40: 26-35
  • Von Wirth, V. 2003. Ungewöhnliche Farbabweichung bei Nymphen von Cyriopagopus schioedtei (THORELL, 1891). DeArGe Mitteilungen 8(5): 30-31.
  • De Vita, F. & F. Tomasinelli 2002. Cyriopagopus thorelli. Reptilia (GB) 25: 22-28.
  • Von Wirth, V. & M. Huber. 2002. Earth Tigers – die asiatischen Vogelspinnen der Unterfamilie Ornithoctoninae. Draco 4(16): 26-36.
  • Von Wirth, V. 2002. Welche Spinne ist das? DeArGe Mitteilungen 7(11): 6-13
  • Pennell, M. 2001. Tree spider of the Hutan (Malaysian rainforest). Journal of the British Tarantula Society 16(3): 88-95. Webversion
  • Murphy, F. & Murphy J. 2000. An Introduction to the Spiders of South East Asia. Malaysian Nature Society: 73-77
  • Smith, A.M. 1990. A question of colour. Lampropelma violaceopedes Abraham, 1924. Journal of the British Tarantula Society 5(3): 14-18.
  • Abraham, H.C. 1924. Some mygalomorph spiders from the Malay Peninsula. Proc. zool. Soc. Lond. 1924: 1091-1124. [p. 1108, pl. 5, f. 19-24].
  • Chamberlin, R.V. 1917. New spiders of the family Aviculariidae. Bull. Mus. comp. Zool. Harvard 61: 25-75. [p. 70, pl. 5, f. 4-7].
  • Simon, E. 1901. On the Arachnida collected during the Skeat expedition to the Malay Peninsula. Proc. zool. Soc. Lond. 1901(2): 45-84. [p. 45].
  • Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
  • Simon, E. 1892. Histoire naturelle des araignées. Paris, 1: 1-256. [p. 151].
  • Thorell, T. 1891. Spindlar från Nikobarerna och andra delar af södra Asien. Kongl. Svenska. Vet.-Acad. Handl. 24(2): 1-149. [p. 11].
  • Simon, E. 1887. Etude sur les arachnides de l'Asie méridionale faisant partie des collections de l'Indiam Museum (Calcutta). I. Arachnides reculeeis à Tavoy (Tenasserim) par Moti Ram. J. asiat. Soc. Bengal 56: 101-117.

Litteraturbase

Så er litteraturbasen ved at være en realitet og kan findes et sted ude i højre side under afstemningen og links'ne. Her vil vi løbende linke til både ny og gammelt kildemateriale i pdf-format.

Vi har begge savnet et integreret kilde-site, hvor både henvisninger og tekster kunne findes og downloades. Før i tiden bestilte man papir-kopier igennem DNLB, som så blev sendt med posten mod betaling - og sådan foregår det sådan set stadigvæk. Så der ligger for en del håndører gemt i vores links ... Dem sparer du nu - for vi tilbyder tilgang til vores kilder ganske gratis ;-)

Kildebasen virker således at når der klikkes på linket downloades PDF-filen til din harddisk. Størrelsen på filen kan ses i parantesen efter kildehenvisningen.

Desuden vil der i forbindelse med hver af vores artikler findes en litteraturliste med links til de relevante kilder. På den måde opnår vi en mere dynamisk kildehenvisning, og vi håber at det ansporer jer - læserne - til at dykke ned i kilderne for på den måde at blive klogere.

Hvis du selv ligger inde med kildemateriale i papir-kopi, eller elektronisk form, så send endelig kopier i vores retning, og så sørger vi for at materialet bliver uploadet og gjort tilgængeligt igennem siden her.

Indtil da, god fornøjelse med gennemlæsningen af de gamle kilder ;-)

Mvh
Rafn & Frøik

onsdag den 20. februar 2008

Poecilotheria metallica Pocock, 1899

Fuldvoksen hun af Poecilotheria metallica Pocock, 1899 kort efter hamskifte. Foto: Søren Rafn

Af Søren Rafn

Der er vel ikke en edderkop som er mere kendt, elsket og berygtet end den kromblå skønhed Poecilotheria metallica fra Indien. Lige siden det første billede af et ungdyr gik verden rundt, har hobbyen sydet af abstinenserne efter at eje lige netop denne art. Prisloftet for hvad man kunne tage for en spiderling nåede uhørte højder og forargelsen og misundelsen ville ingen ende tage.

Det første billede af et ungt eksemplar af P. metallica, som gik verden over via internettet. Foto: Peter Kirk

Der er flere grunde til at denne edderkop er blandt de dyreste i verden. Det åbenlyse er farverne, stålblå med pletter af en intens orangegul, sort og hvidt. En anden grund er det meget afgrænsede, svært tilgængelige og isolerede oprørshærgede område hvor arten findes. En tredje grund er de små kuldstørrelser. Og så selvfølgelig den hype, der har fulgt denne art siden hobbyen først fik nys om den.

Det er let at se skønheden hos Poecilotheria metallica. Foto: Minizoo

Poecilotheria metallica er ellers ikke en nybeskrevet art. Den blev beskrevet af Reginald Pocock allerede i 1899, sammen med andre kendisser som P. formosa, P. ornata, P. regalis og P. rufilata. Før denne beskrivelse var kun arterne P. fasciata, P. striata og P. subfusca kendt med P. fasciata, som den først beskrevne allerede i 1804.

Slægten Poecilotheria har fået sin egen underfamilie Poecilotherinae, men er dog meget nært beslægtet med arterne (og visse mener at de burde findes) i underfamilien Selenocosmiinae. Ifølge Platnick findes der 16 beskrevne arter. Der er beskrevet følgende arter:
P. fasciata (Latreille, 1804)
P. formosa Pocock, 1899
P. hanumavilasumica Smith, 2004
P. metallica Pocock, 1899
P. miranda Pocock, 1900
P. nallamalaiensis Rao et al., 2006
P. ornata Pocock, 1899
P. pederseni Kirk, 2001
P. pococki Charpentier, 1996
P. regalis Pocock, 1899
P. rufilata Pocock, 1899
P. smithi Kirk, 1996
P. striata Pocock, 1895
P. subfusca Pocock, 1895
P. tigrinawesseli Smith, 2006
P. uniformis Strand, 1913.
Platnick anerkender dog P. pococki, som er et endnu ikke officielt anerkendt synonym for P. smithi. Desuden er en ny art P. nallamalaiensis Rao et al., 2006 i mine øjne identisk med P. formosa.

Så kort sammenfattet er følgende arter synonymer for allerede beskrevne arter: P. bara = P. subfusca, P. gadgili (overført fra Ornithoctonus) = P. regalis, P. vittata = P. striata, P. pococki = P. smithi og P. nallamalaiensis = P. formosa.

P. metallica blev først fundet i Gooty i Sydindien i en brændedynge i forbindelse med anlæggelsen af en af Indiens mange og med rette berømte og berygtede jernbaner. Området, eller rettere sagt hele regionen omkring Gooty er dog fuldstændigt afskovet i mange miles omkreds i dag, og den population som Pocock fik type-eksemplaret fra må anses for at være udryddet. I tidligere tider har arten dog formodentlig været udbredt i et langt større område. Det er i yderkanterne af dette område, at godt skjulte lommer af den oprindelige skov kan findes i svært fremkommelige bjergområder, hvor også den aggressive og stærkt bevæbnede Naxalit-bevægelse har deres baser. Også her er skoven dog truet pga. lokalbefolkningens skovning af brændsel.

Det var i sådan et skovklædt bjergområde vi (Pedersen & Rafn) befandt os i 2003. Vi havde i godt en time bevæget os opad en stejlt skrånende og temmelig ustabil bjergside, før vi befandt os på nogenlunde sikker grund. Vi havde efterladt vores bil og chauffør længere nede af bjerget på en lille, snoet og lige så ustabil bjergvej. Det var sen eftermiddag og skyggerne var ved at blive lange.

Bjergsiden som skulle forceres for at nå Poecilotheria metallica koloni. Foto: Søren Rafn

Fra vores udsigtspunkt kunne vi se den skovklædte bjergside på den anden side af dalen og flere bjergtoppe i horisonten. Vi bevægede os videre langs den smalle sti i skumringen, mens stjernerne så småt begyndte at dukke op foroven. På et tidspunkt bevægede vi os væk fra stien og videre op igennem mørket under bjergskovens trækroner. Opstigningen blev gjort besværlig af, at bjergsiden bestod af store skærver og stenblokke, som skjultes af højt græs, klatreplanter og dværgpalmer. En anden forhindring var frygten for at blive bidt af en giftslange, mødet med en tiger, eller allerværst; mødet med en naxalits AK47.

Nicolai puster ud efter opstigningen og nyder udsigten. Foto: Søren Rafn

Nær toppen tyndede det ud i træerne og terrænet fladede ud til noget, der mindede om et træbevokset plateau. Vi stod i nattemørket og pustede ud. Habitatet var perfekt - tiden var kommet hvor vi skulle til at begynde at lede mere målrettet efter P. metallica.

Poecilotheria metallica habitat. Foto: Søren Rafn

I naturen findes arten udelukkende i hule træer og er meget biotopspecifik, hvilket betyder at den kun vælger en enkelt art træ at bo i. Det plateau vi stod på var dækket af en åben skov bestående af lige præcis den slags træer P. metallica fortrækker. Jorden imellem træerne var dækket af højt græs og bredbladede buske. Vi kiggede på hinanden med et grin og gik i gang med at lede.

Her har en unge af P. metallica indrettet sig i en hul grenstump. Foto: Søren Rafn

Der gik et par timer, hvor vi langsomt tunede vores øjne ind til at frasortere de mange nye indtryk og kun fokuserede på at opfange bestemte kendetegn, som er karakteristiske for tilstedeværelsen af Poecilotheria. Vi afdækkede metodisk området og markerede lovende huller med GPS. En stille regn begyndte at falde og vi fandt et sted i ly under en gruppe træer, hvor vi indtog vores medbragte chicken 65 og ris. Da regnen så småt stoppede, fortsatte vi vores søgen og der gik ikke længe før vi fandt den første P. metallica. Det var en lille unge, som sad i et tæt sokkespind i en barkrevne i et træ tæt på kanten af plateauet. Efterfølgende fandt vi flere unger i området, men endnu ingen voksne dyr.

Første unge af Poecilotheria metallica, vi fandt i en barkrevne. Foto: Søren Rafn

Tæt på midnat fandt vi vores første store hun siddende udenfor på barken i et træ, vi havde GPS mappet tidligere som værende lovende. Hun strøg på hovedet ind i sit hul, straks hun opfattede vores nærvær. Hun var dog ikke mere bange end, at hun med lidt pilkning var til at lokke ud af sit hul så vi kunne fange hende i et indsamlingsrør. Vi havde fundet det vi var kommet for, Poecilotheria metallica. Klokken var nu meget nær midnat, hvor vi havde aftalt at mødes med vores chauffør nede ved vejen, og vi var sent på den. Vi tog turen ned i fuldt firspring, og set i bakspejlet var det et mirakel at ingen af os kom til skade. Et fejltrin, og man ville falde stejlt ned af bjergsiden i fuld fart og først stoppe nede i dalbunden. Helt sikkert ikke i ét stykke. Hvorom alting er, så nåede vi ned til vejen næsten på klokkeslet. Men chaufføren var ikke at se nogen steder. Der stod vi så i den fugtige tropenat, midt i en bjergkæde i Sydindien og vidste, at der var meget langt til nærmeste by til fods ...

Vi satsede på at chaufføren var forsinket og brugte ventetiden til at afsøge vejskrænterne for jordlevende fugleedderkopper. Til vores held fandt vi en stor mængde indgangshuller af den lille jordlevende Chilobrachys art; Chilobrachys sp. "hardwicki". Uheldigvis var jordbunden præget af den samme skærveagtige beskaffenhed, som havde gjort vores fremfærd op ad bjerget så besværlig. Her gjorde det gravearbejde fundstændigt umuligt. Vi var nødsaget til at forlade os på pilkning, en metode som har sine fordele, men så absolut også sine begrænsninger. Hvis man ikke fanger edderkoppen i første forsøg, lugter den lunten og fortrækker til bunden af sine hule mellem klippeblokkene. Da vores chauffør endelig langt om længe dukkede op, havde vi kun haft held til at fange en lille håndfuld Chilobrachys. Til gengæld havde vores chauffør tydeligvis haft held til at opstøve noget temmelig potent alkohol, for han var fuld som en allike.

Chilobrachys sp. "hardwicki" minder umiddelbart om C. fimbriatus,
men er mindre, kraftigere bygget og mindre farvestrålende. Foto: Søren Rafn

Vi hoppede ind i bilen, åbnede alle vinduer, skruede op for radioen, råbte af chaufføren og håbede på det bedste, mens bilen slingrede faretruende nær på vejkanten på vejen ned af bjerget. Vi kiggede på hinanden og vidste at vi tænkte det samme, at vi skulle tilbringe resten af vores rejse i Indien på en højderyg på et bjerg i det sydlige Indien midt om natten i færd med at fange P. metallica.

Team Metallica. Her ses vores chauffør i ædru tilstand. Foto: Søren Rafn

Arten er udseendemæssigt en af de smukkest fugleedderkopper og en skriftlig beskrivelse vil aldrig kunne yde retfærdighed for denne arts skønhed. Grundfarven er sort med et intenst metallisk kromblåt skær. Rygskjoldet er blågråt med et cremefarvet medialbånd og omkranset af hvide hår. Kæberne er lyse gråblå. Benene er intenst metallisk blå med en hvid plet over knæleddet. På tibia ses to rækker gule pletter, som starter inderst på leddet og mindskes yderst. Undersiden af benene er sort med intenst metalblå lår, samt en enkelt orangegul plet på tibia, som dækker den inderste halvdel af leddet. Bagkroppen er sortblå med en bred bølget hvid median stribe, det såkaldte folium. Undersiden og spindevorterne er sorte.

Nyskiftet Poecilotheria metallica hun. Foto: Søren Rafn

Til gengæld er det nok en af kedeligste Poecilotheria arter at se på op til et hamskifte.

Op mod hamskifte kan det være svært at forstå at det drejer sig om samme art. Foto: Søren Rafn

Hannerne ligner hunnerne og adskiller sig dermed fra de fleste andre Poecilotheria arter, hvor hannerne falmer meget i kulør ved kønsmodenhed. Hanner af P. metallica er dog mere spinkelt bygget end hunnerne og noget mørkere i farven.

Kønsmoden han af Poecilotheria metallica. Foto: Søren Rafn

Arten er meget kompakt i sin kropsbygning og er nok den Poecilotheria art, som har de korteste og tykkeste ben i forhold til kropslængde. Et særligt unikt karaktertræk for arten er desuden det "m" formede spermatheca, som adskiller sig fra de andre Poecilotheria arters pyramideformede spermathecae. P. metallica er en medium stor art, men en lille Poecilotheria, som lægger sig tæt op ad P. formosa størrelsesmæssigt. Det største eksemplar jeg har set målte omtrent 15-16 cm diagonalt. Men ellers ligger voksne dyr omkring 12-14 cm.

Temperamentsmæssigt er P. metallica en af de absolut fredeligste Poecilotheria arter, og jeg vil mene at det er en af de få arter man kan håndtere næsten uden bekymring. Man bør dog have in mente, at giften stadig kan være temmelig kraftigt virkende, hvis man mod al forventning skulle blive bidt. På dette punkt tror jeg ikke, at P. metallica afviger særligt fra de andre arter i slægten. Advarselsdisplayet er blandt de enkleste og smukkeste. Gule cirkler på sort baggrund.

Poecilotheria metallica i advarselsposition. Foto: Søren Rafn

Terrariet bør indrettes som til de fleste andre Poecilotheria arter. Basalt set et terrarium som måler det dobbelte af det maksimale benspan i højden. Bagvæggen beklædes med kork, og et korkrør stukket ned i bundlaget fungerer som skjulested. Temperaturen bør ligge på 25 – 28 grader med et fald til stuetemperatur om natten. Om vinteren en smule køligere. Terrariet bør holdes til den tørre side pånær i perioden juni til september, hvor bundlaget holdes fugtigt. Vel tilpasset i terrariet er arten dog absolut ikke svær at tilfredsstille, og er omtrent lige så nem at få til at trives som P. regalis. Med udgangspunkt i klimaet omkring Hyderabad kan man få en indikation om de årlige klimavariationer, som hersker i P. metallicas udbredelsesområde:

Årlig klimatabel for Hyderabad. Grafik: BBC

Parringen volder ingen problemer og man kan uden frygt for kannibalisme lade hannen gå sammen med hunnen i flere uger.

Parring af Poecilotheria metallica, ofte en problemløs affære. Foto: Livefood UK

Æglægningen kan dog være lidt mere problematisk. Her er man nødt til at imitere de årlige klimatiske udsving for at have held med projektet. Kuldstørrelsen er ikke imponerende: 60-100 unger, som kommer ud af kokonen i en god størrelse, som vi kender det fra de fleste andre Poecilotheria arter.

Nyklækket spiderling af P. metallica. Selv her anes den blå farve. Foto: Minizoo

Ungerne af P. metallica ligner umiddelbart typiske Poke unger, men de to langsgående hvide striber på bagkroppen synes mere markante. De vokser godt til og opnår hurtigt den flotte blå farve ved regelmæssig fodring. Igen vil jeg anbefale at holde dem til den tørre side under opvæksten.

Den blå farve bliver hurtigt tydelig hos P. metallica, selv i en meget ung alder. Foto: Biopix

Alt i alt en måske meget dyr edderkop, men når først den er på plads i samlingen er prisen hurtigt glemt og opvejet af edderkoppens ufattelige skønhed. Så absolut en edderkop i verdensklasse.

Litteratur:

Poecilotheria Simon, 1885. Billedenøgle med udgangspunkt i ventrale benmønstre.

Af Søren Rafn

Artiklen blev første gang bragt i Exotiske Insekters medlemsblad #22.
Download den originale artikel som pdf-fil (2161 kb).
Download the Poecilotheria key in english as pdf-file (667 kb).

Litteratur:
  • Rao, K. T., D. B. Bastawade, S. M. M. Javed & I. S. R. Krishna. 2006. Description of two new species of spiders of the genus Poecilotheria Simon (Araneae: Theraphosidae) and Tmarus Simon (Araneae: Thomisidae) from Nallamalai Hills, eastern Ghats, Andhra Pradesh, India. Rec. zool. Surv. India 106 (1): 49-54.
  • Smith, A.M. 2006. A new species of Poecilotheria from northeast peninsular India (Araneae, Mygalomorphae, Theraphosidae) with notes on its distribution and conservation status. Journal of the British Tarantula Society 21(3): 83-94. [p. 86, pl. 1-2, f. 1-20].
  • Striffler, B.F. 2006. Die Ornamentvogelspinne - Poecilotheria regalis. Natur und Tier - Verlag Münster.
  • Jacobi, M. 2005. Experimental housing for montane "tiger spiders": Poecilotheria smithi and P. subfusca: a preliminary report with comments on P. rufilata. ARACHNOCULTURE 1(1): 30-41.
  • Smith, A.M. 2004. A new species of the arboreal theraphosid, genus Poecilotheria, from southern India (Araneae, Mygalomorphae, Theraphosidae) with notes on its conservation status. Journal of the British Tarantula Society 19(2): 48-61. [p. 52, f. 1-17].
  • Smith, A.M., P. Carpenter & J.-P. Lamoureux. 2002. Field notes and observations on the highland theraphosid spider Poecilotheria subfusca Pocock (Araneae: Mygalomorphae) from Sri Lanka, with particular reference to habitat destruction, deforestation and low temperatures encountered. Journal of the British Tarantula Society 17(3): 87-94.
  • Striffler, B. 2002. Poecilotheria subfusca POCOCK, 1895: Gemeinschaftshaltung und Nachzucht. Reptilia 38/7(6): 36-41.
  • Kirk, P.J. 2001. A new species of Poecilotheria (Araneae: Theraphosida) from Sri Lanka. Journal of the British Tarantula Society 16(3): 77-88.
  • Smith, A.M., P. Carpenter & J.-P. Lamoureux. 2001. Study notes on an interesting example of habitat adaptation in the Sri Lankan theraphosid spider Poecilotheria fasciata. Journal of the British Tarantula Society 16(2): 46-59.
  • Charpentier, P. 1996. A new species of Poecilotheria from Sri Lanka: Poecilotheria pococki, sp. n. Exothermae Mag. 1: 21-33.
  • Charpentier, P. 1996. The illustrated redescription of: Poecilotheria rufilata Pocock 1899. Exothermae Magazine 0: 14-24.
  • Kirk, P.J. 1996. A new species of Poecilotheria (Araneae: Theraphosidae) from Sri Lanka. Journal of the British Tarantula Society 12(1): 20-30.
  • Gravely, F. H. 1935. Notes on Indian mygalomorph spiders. II. Rec. Ind. Mus. Calcutta 37: 69-84.
  • Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
  • Pocock, R.I. 1899. The genus Poecilotheria: its habits, history and species. Ann. Mag. nat. Hist. (7) 3: 82-96. [p. 93, pl. 7, f. 3].
  • Pocock, R.I. 1895. On a new and natural grouping of some of the Oriental genera of Mygalomorphae, with descriptions of new genera and species. Ann. Mag. nat. Hist. (6) 15: 165-184. [p. 172-174, pl. 10, f. 7].
  • Latreille, P.A. 1804. Histoire naturelle générale et particulière des Crustacés et des Insectes. Paris, 7: 144-305. [p. 160].

Cyriopagopus ("thorelli") schioedtei - Trætigeren fra Malaysia

Opdateret artikel. Artiklen blev første gang bragt i Exotiske Insekters medlemsblad # 40. Download den originale artikel som pdf-fil (165 kb).

Af Søren Rafn

Cyriopagopus schioedtei (Thorell, 1891), som denne artikel handler om, holdt sit første indtog i hobbyen i slutningen af 90'erne, og har lige siden hørt til blandt de mest eftertragtede asiatiske edderkopper og ikke uden grund, med sin størrelse og sit udseende efterlader den få edderkoppe-entusiaster upåvirkede.

Fuldt udvokset hun af Cyriopagopus schioedtei (Thorell, 1891). Foto: Søren Rafn

Slægten Cyriopagopus tilhører underfamilien Ornithoctoninae og omfatter de beskrevne arter C. dromeus (Chamberlin, 1917), C. paganus Simon, 1887, C. schioedtei (Thorell, 1891) og C. thorelli (Simon, 1901).

Problemet med slægten Cyriopagopus er, at Simons type-eksemplar af C. paganus er gået tabt under 2. verdenskrig og må anses som midlertidig suspenderet. Der er dog stadig beskrivelsen at arbejde med, og de informationer beskrivelsen indeholder om C. paganus passer ikke ret godt med det vi forstår som Cyriopagopus i dag. Måske vil slægten, som vi kender dem i dag, en dag genopstå som Omothymus hvis type-eksemplaret for C. paganus en dag bliver genfundet og slægten ordentlig revideret.

Et andet problem har været omkring C. schioedtei, som til at begynde med og stadig af og til bliver solgt som C. thorelli. Upubliceret research antyder dog at type-eksemplaret af C. thorelli er en han af C. schioedtei.

C. schioedtei findes i det nordlige Malaysia og så langt sydpå som staterne Pahang og Selangor, hvor den udelukkende findes i primær regnskov. Her lever den i naturlige huller i store træer over 5 meter oppe. Unger og ungdyr er mere opportunistiske og kan findes i bambuskrat hvor de bruger bambusrør som naturlige huler, samt af og til i sammenrullede bambusblade. Ungdyr kan også findes i klippesprækker, under udhængende rødder langs floder, og langs junglestier. I fangenskab vil de dog typisk opføre sig som en typisk tunnelgraver. Det kan undre nogen, at en trælevende edderkop graver, men giver måske mening når man påtænker at C. schioedtei bruger graveadfærden til at udvide sit træhul ved at grave trøsket træ væk og flette stumperne ind i indgangsspindet. En adfærd som mange trælevende fugleedderkopper deler.

Typisk indgangshul for Cyriopagopus. Bemærk hvordan indgangshullet er camoufleret med træsmuld.
Foto: Jean-Michel Verdez


Faktisk var der en del kloge folk som mente at Cyriopagopus var udprægede tunnelgravere - ligesom det er tilfældet med (næsten) alle resten af medlemmerne fra underfamilien Ornithoctoninae. Denne overbevisning blev dog gjort mægtigt til skamme i 1999 da Mark Pennell tog på sin første tur til den Malaysiske halvø på jagt efter den legendariske "træedderkop fra Hutan", og observerede Cyriopagopus schioedtei i sit naturlige element. Thomas Frøik, Ray Gabriel og jeg observerede samme levevis da vi fandt Cyriopagopus sp. "Gandalfs Bridge" i Borneo i 2002 og desuden også i 2004 da jeg jagtede Cyriopagopus i Malaysia med Jean-Michel Verdez.

Her har en ung hun af Cyriopagopus schioedtei gravet en hule højt oppe under et korkstykke. Foto: Søren Rafn

Cyriopagopus schioedtei kan blive nogle store krabater, og 20 cm benspan er ikke et særsyn selvom et benspan på 15-17 cm er mere normalt. Af udseende er hunner af C. schioedtei lækre tigerstribede sager, som i nyskiftet stand fremstår med blåsorte ben med hvide tværringe ved ledsamlingerne. Vibrerende olivengrønt rygskjold, og gråbrune kæber. Bagkroppen er gulgrøn med tydelige sorte tigerstriber. Fuldt udvoksede eksemplarer bliver generelt mørkere med alderen og der kan findes eksemplarer hvor den forreste halvdel af rygskjoldet er meget mørkere end den bagerste del. Enkelte helt sorte eksemplarer er også observeret. Overalt på ben og bagkrop er der lange strittende blodrøde hår. Kropsformen er typisk trælevende, med lange slanke ben med store veludviklede hæftepuder på de to forreste bensegmenter på de to forreste par ben. Bagkroppen er affladet, et særtræk som de fleste trælevende edderkopper besidder (når ikke de lige er stopfodrede). Store veludviklede øjne og store, kraftige kæber.

Nyskiftet ung hun af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Rick West

Sort farvevariant af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Rick West

Hannerne er meget anderledes udseende væsener; Langbenede, vævre og grønne, og hvis ikke lige man ved det skulle man tro at det drejede sig om en ganske anden art. En frisk-skiftet han har en intens græsgrøn kulør. Benene er meget lange og tynde, hvilket får edderkoppen til at se mere "edderkoppeagtig" ud - hvis det giver nogen mening? ;-) Hanner har meget små og korte tibiakroge, og meget lange palper, et næsten cirkulært rygskjold og ingen aftegninger på bagkroppen, andet end en svagt mørkere længdestribe, samt tætte strithår.

Kønsmoden han af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Ray Gabriel

I fangenskab bør man indrette terrariet så edderkoppen har mulighed for at klatre - noget de gør meget aktivt om natten, hvor de skridter terrariet af både i højden og bredden flere gange i løbet af natten. Så et terrarie indrettet som til en trælevende er en begyndelse. Dette udgangspunkt skal modificeres til disse edderkoppers "overgangslevevis" så terrariet bør forsynes med et dybt bundlag. Et terrarie med følgende mål vil være ideelt: h50 x b25 x d30, med et bundlag på cirka 10 cm. Et kork- eller bambusrør fra bund til top, med tilpas stort indgangshul nær toppen af terrariet, fuldender indretningen så den opfylder edderkoppens krav. Planter er en mulighed både for udseendets skyld, men også for at holde luftfugtigheden ideel. Da edderkoppen typisk vil udvide tunnelen i røret er det en god ide at fylde bundlag i ca. en tredjedel af røret, så den har lidt at flytte rundt på.

Fuldvoksen hun af Cyriopagopus schioedtei klatrer rundt i et tæt beplantet regnskovsterrarie. Foto: Søren Rafn

Temperaturen bør være relativt høj - et sted mellem 26 og 28 ºC om dagen, med et fald i temperaturen til 20-22 ºC om natten. Luftfugtigheden bør ligge i den høje ende; 80-90%. Ventilationen under sådanne forhold skal være i top og kondens på forruden betyder stillestående luft, som følge af for dårlig luftcirkulation. Og stillestående fugtig varm luft er en dræber for alle edderkopper.

Man bør holde terrariet relativt tørt forår og efterår, decideret vådt om vinteren og jævnt fugtigt om sommeren for at imitere årets gang i Malaysia. Klimaet i Penang giver en meget god ide om årstidernes indflydelse på klimaet i C. schioedtei's hjemland:

Årlig klimatabel for Penang. Grafik: DMI.

Cyriopagopus schioedtei er en sky edderkop, som flygter ind i sit gemmested ved mindste forstyrrelse. Ved overførsel, ompotning eller anden omgang som indebærer at edderkoppen afskæres fra sit skjulested er der meget stor chance for at fremprovokere en decideret aggressiv adfærd, som oftest følges op af overilede sprinter og hop op ad vægge, personer, gardiner etc etc. Disse "små" bæster løber rigtigt rigtigt stærkt på det horisontale - og så sandelig også på det vertikale plan. Mit overordnede indtryk er en meget sky edderkop med et stort temperamentspotentiale, som man ikke bør håndtere.

Historien bag C. schioedtei i Danmark startede da Frøik og jeg for et par år siden blev præsenterede for de første Cyriopagopus schioedtei "live" hos en københavnsk importør. Da de fleste af dyrene var bestemt for videre forsendelse til USA og vi stod for udpakningen af partiet, havde vi en enestående chance for at etablere nogle gedigne avlsgrupper og vi købte begge en håndfuld dyr hver. Jeg købte en fuldvoksen hun og en fuldvoksen han, og fire subadulte dyr, hvoraf tre var subadulte hanner- Jeg var overbevist om at nu var bestanden af Cyriopagopus schioedtei reddet i det Rafn'ske hjem.

Efter at have fået dyrene akklimatiseret og etableret i deres terrarier skulle der jo parres. Hannen røg ind til hunnen og så skulle den prut ellers være slået - hun åd ham uden det store ståhej endsige parring. Jeg trøstede mig med at han sikkert var en gammel vindtør vildtfanget stud, som havde set bedre dage, og at jeg stadig havde tre subadulte hanner og en subadult hun, som alle ville blive kønsmodne med tiden og så var der selvfølgelig også den store hun. Det skulle nok gå - tænkte jeg ...

Tiden gik og en dag blev en af hannerne så klar til den søde elskovstid, og glad i låget satte jeg et parringsterrarie op til det søde par og introducerede dyrene til hinanden. Næste dag vågnede jeg op til en sønderlemmet han, som i bogstaveligste forstand var splittet ad i stumper og stykker. Det så ikke ud som om at hunnen havde nedværdiget sig til at smage på ham - blot flået ham itu og spredt de sørgelige rester af ham rundt om i terrariet med rund hånd. Jeg gik ud fra at parringen havde forløbet som den skulle - men jeg skulle få at se, at jeg havde taget grueligt fejl.

Et par uger senere checkede jeg op på min store hun, og til min rædsel opdagede jeg at hunnen var stendød. Efter en undersøgelse af liget gik det op for mig at hun havde smidt et ben, højst sandsynligt fordi at hannen havde fået et bid ind på hende - et fatalt bid. Det var så dét parringseventyr. Jeg trøstede mig nu med at jeg havde to subadulte hanner og en subadult hun endnu, som alle ville blive kønsmodne med tiden.

Subadult hun af Cyriopagopus schioedtei op mod hamskifte, derfor de fesne farver. Foto: Søren Rafn

Tiden gik og den første af de to hanner døde i sit sidste hamskifte som en underlig krøllet sag ... Den sidste han - mit sidste håb - blev plejet efter alle kunstens regler og døde efterfølgende af en svampeinfektion. Jeg sad nu tilbage med en enkelt velvoksen hun, som savnede det gode selskab som parringslystne edderkoppehanner nu engang er for parringsvillige edderkoppehunner.

Nu var gode dyr rådne, som man siger, og jeg måtte skamfuld gå en tur ned til importøren for at se om der var flere dyr tilbage. Og minsandten om ikke der var en lille håndfuld tilbage - 5 skimlede, afmagrede og meget medtagne dyr, som jeg ærlig talt ikke spåede store chancer for at overleve. Ikke desto mindre var dette mit sidste håb for at opbygge en bestand af C. schioedtei og jeg købte hele bundtet til udsalgspris, med en formodning om at hvis det ikke lige var det dårligste, så var det så afgjort det mest risikable køb jeg nogensinde havde foretaget.

Vel hjemme viste det sig da også at 5 ud af 5 dyr var slemt udmagrede og dehydrede, havde spindevorteråd og en mere eller mindre omfattende svampeinfektion på den bageste halvdel af bagkroppen. Ikke just præmiedyr - eller præmietyre. Kønsfordelingen var 3 hunner og 2 hanner, alt sammen subadulte dyr. Jeg gik fluks i gang med "Pet rescue 911" på køkkenbordet. En blanding af ren Atamon og en knivspids sulfo blev rystet sammen og penslet på alle edderkoppernes bagkroppe. Atamon er sammen med 10-sekunderslim et af de vigtigste remedier i min edderkoppe-førstehjælpskasse. Derefter blev alle dyrene installeret i opfodringsbokse og jeg lagde ud med at tvangsfodre hvert af kræene med en optøet grønlandsreje, noget som både dækker edderkoppernes behov for protein og vand, og samtidigt er let fordøjeligt - med andre ord skånekost for fugleedderkopper. Derefter blev de sat på hylden så at sige og fik fred og ro til at fordøje. For nu at gøre en lang og sørgelig historie kort, så overlevede alle hunnerne, og begge hannerne døde. Jeg sad nu med 3 små, men kønsmodne hunner og en større hun som så afgjort var klar til at blive parret, men ingen hanner ...

Ung kønsmoden hun af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Søren Rafn

Jeg var nået til den mur mange dyreholdere uværgeligt render panden imod før eller siden; "den umulige art". Jeg troede mere eller mindre at mit C. schioedtei eventyr var nået til vejs ende.

Indtil Frøik dag lod nævne at han mente at Nicolai Pedersen havde en godt brugt gammel han gående, som havde haft masser af krudt i sprøjten med Nicolai og Frøiks hunner. Da jeg samtidig havde nogle forskellige nyskiftede Poecilotheria-hanner, som Nicolai's hunner godt kunne bruge, ringede jeg til ham om C. schioedtei-hannen. Og til min store glædelige overraskelse var der stadig lidt liv i den gamle stud, omend at det var et godt stykke tid siden at Nicolai havde observeret at hannen havde konstrueret sædspind. Men jeg spurgte om ikke vi skulle se om der stadig var krudt i den gamle støder. Her skal det lige nævnes at Nicolai og Frøik begge to var vel vidende om mine tidligere fiaskoer udi C. schioedtei. Men hatten af for Nicolai, som uden at tøve var med på ideen.

Et par dage senere hentede jeg hannen hos Nicolai, og gav den de obligatoriske 14 dages opvarmning på første klasse med masser af mad, vand og varme før parringen. En af mine hunner var nyskiftet og klar til parring, og hun blev stopfodret indtil dagen oprandt, hvor hannen skulle ind til hende. Jeg må blankt indrømme at jeg var meget nervøs og havde meget bange anelser med hensyn til den forestående parring. På den anden side var jeg også meget spændt på om jeg endelig skulle få en C. schioedtei parring at se efter så mange fiaskoer.

Dagen gik på hæld, og i skumringen blev hannen sluppet løs på hunnen. Han tullede lidt rundt indtil han fik færten af hunnen, herefter vibrerede han voldsomt efterfulgt af en bevægelse, som må betegnes som edderkoppeverdenens ekvivalent til en pandeskalle. Han kastede sin forkrop og de lange lange forben fremefter og ned, og stødte med stor kraft sit bugskjold og kæber imod den rod, som lå henover hunnens hule. Det gav et drøn så jeg næsten fik et chok. Der skulle ikke mange "skaller" til før hunnen kom farende op og ud af sin hule, trommende for fuld kraft med sine forben. Nu var skæbnetimen kommet. Tidspunktet som skulle vise sig afgørende for hvorvidt jeg skulle have succes med denne art eller ej. Hannen foretog en strategisk tilbagetrækning til en af terrariets sidevægge og hunnen fulgte ivrigt efter. Og her skete det så - parringen - jeg så til med tilbageholdt åndedræt, mens hannen på det nærmeste voldtog hunnen med voldsomme bevægelser indtil han fik ramt hunnens kønsåbning. Hun knækkede vridende bagover i en næsten halvfems graders vinkel mens hannen holdt hende i et jerngreb. Efter parringen vandrede hannen stolt og adstadig ud af terrariet, mens hunnen i en slags trance febrilsk gned sin kønsåbning. En adfærd som er typisk for medlemmerne af underfamilien Ornithoctoninae, og som oftest betyder at parringen har været succesfuld. Stolt og glad satte jeg ham tilbage i sin bøtte og han fik en fårekylling for god og tro tjeneste. Hunnen blev sat lunt og blev fodret godt derefter. Det skal lige nævnes at den næste hun hannen kom på åd ham og skiftede ham en lille måned senere, men sådan er skæbnen så tragisk til tider - jeg havde mere eller mindre vænnet mig til scenariet ...

Parringen fandt sted i midten af september måned og små to måneder senere, i begyndelsen af november fandt jeg hunnen siddende med en stor kokon. I starten af december måned tog jeg kokonen fra hunnen for at udruge den resten af tiden i en inkubator. Jeg talte ca. 75 "eggs w/ legs" eller i fag-termer pre-larver i kokonen. Hunnen ledte efter kokonen i en lille uges tid, men blev distraheret så godt jeg kunne med rigeligt foder, og til sidst havde den stakkels pige angiveligt glemt alt om sit afkom. Den 15. december skiftede de til larver og nåede derved det mobile stadie, hvor de dog ikke indtager føde endnu. Endelig, en måned senere, skiftede larverne til nymfer - eller populært sagt "spiderlings". Alle overlevede metamorphosen fra æg til nymfe, så alt i alt endte parringseventyret lykkeligt med en rekord-kort graviditets periode og en af de mindst komplicerede parringer jeg endnu har overværet.

Det med rekorden er nu ikke helt sandt - jeg har senere erfaret at både Frøik og Nicolai's hunner har gået i tilsvarende kort tid efter parringen så det er måske blot nærmere reglen end rekorden med denne art.

Og så er eventyret alligevel ikke helt slut. I slutningen af december blev jeg kontaktet af en hollænder jeg kender, som havde en han, men ingen hunner. Han havde hørt at jeg havde hunner, men åbenbart ikke hvor skidt de forrige parringsforsøg var gået, så han tilbød at sende sin han til mig. Alt klappede denne gang - alle hunner, pånær moderen til mit
første kuld, havde lige skiftet ham og var således klar til parring. To parringer på to forskellige hunner blev det til, før hannen blev nakket. Parringerne fandt sted i løbet af januar, og to måneder senere sad den ene hun på kokon. Først i juli måned klækkede den sidste kokon i hulen hos den sidste hun – jeg havde for længst afskrevet hende som gravid, og det var kun i forbindelse med en flytning af hende til et andet terrarium at jeg opdagede at hendes hule var tapetseret af små grå rødpelsede unger.

Jeg har siden erfaret at de fleste succesfulde parringer resulterer i en død han. Det virker med andre ord som om at det for C. schioedtei's vedkommende er meningen at hannen bliver fortæret af hunnen efter parring. Det er værd at tage med i sine overvejelser hvis man planlægger at parre C. schioedtei, at man bør have mindst lige så mange hanner som hunner, og helst flere.

Typisk resultat af en vellykket parring; en ædt han. Foto: Søren Rafn

Cyriopagopus unger kommer ud af kokonen med et benspan på små 1.5 – 2 cm og er altså en god størrelse fra start af. Desuden vokser de hurtigt til. De når snildt op på 6-8 cm benspan på et år hvis man fodrer rigeligt og holder dem varmt.

Jeg vil slutte af med at understrege, at C. schioedtei er en af mine yndlingsedderkopper og et af mine absolutte smertensbørn. Jeg ved at denne art ikke volder alle entusiaster de samme kvaler som den har voldt mig. Det eneste som kunne få mig til at anbefale andre ikke at købe den, er at den er så afsindig sky at man aldrig får den at se i dagtimerne. Til gengæld er det fantastisk at se den skridte sit terrarie af i midnatstimerne. C. schioedtei er i særdeleshed en anderledes edderkop fra Syd-Øst Asien både mht. udseende, men også mht. levevis. Desværre er prisen for denne art stadig temmelig pebret. Jeg har set prislister fra amerikanske forhandlere, hvor nyskiftede nymfer gik for "små" 75$ ... stykket. I Europa er priserne for unger heldigvis faldet til et niveau, så C. schioedtei nu er en meget billig art at anskaffe. Jeg mener nu stadig at denne skønne "træ-tiger" fra Malaysia er et must i enhver samling.

Litteratur:
  • Platnick, N. I. 2008. The world spider catalog, version 8.5. American Museum of Natural History.
  • Wong, M. & Dennon N. 2006. Malaysian Tarantulas. Malaysian Naturalist 59(4): 44-47
  • Gallon, R. & R. Gabriel. 2006. Breeding and maintaning Cyriopagopus species in captivity. Journal of the British Tarantula Society 22(1): 16-30.
  • Rafn, S. 2003. Cyriopagopus (”thorelli”) schioedtei – Trætigeren fra Malaysia. Exotisker Insekter 40: 26-35
  • Von Wirth, V. 2003. Ungewöhnliche Farbabweichung bei Nymphen von Cyriopagopus schioedtei (THORELL, 1891). DeArGe Mitteilungen 8(5): 30-31.
  • De Vita, F. & F. Tomasinelli 2002. Cyriopagopus thorelli. Reptilia (GB) 25: 22-28.
  • Von Wirth, V. & M. Huber. 2002. Earth Tigers – die asiatischen Vogelspinnen der Unterfamilie Ornithoctoninae. Draco 4(16): 26-36.
  • Von Wirth, V. 2002. Welche Spinne ist das? DeArGe Mitteilungen 7(11): 6-13
  • Pennell, M. 2001. Tree spider of the Hutan (Malaysian rainforest). Journal of the British Tarantula Society 16(3): 88-95. Webversion
  • Murphy, F. & Murphy J. 2000. An Introduction to the Spiders of South East Asia. Malaysian Nature Society: 73-77
  • Chamberlin, R.V. 1917. New spiders of the family Aviculariidae. Bull. Mus. comp. Zool. Harvard 61: 25-75. [p. 70, pl. 5, f. 4-7].
  • Simon, E. 1901. On the Arachnida collected during the Skeat expedition to the Malay Peninsula. Proc. zool. Soc. Lond. 1901(2): 45-84. [p. 45].
  • Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
  • Thorell, T. 1891. Spindlar från Nikobarerna och andra delar af södra Asien. Kongl. Svenska. Vet.-Acad. Handl. 24(2): 1-149. [p. 11].
  • Simon, E. 1887. Etude sur les arachnides de l'Asie méridionale faisant partie des collections de l'Indiam Museum (Calcutta). I. Arachnides reculeeis à Tavoy (Tenasserim) par Moti Ram. J. asiat. Soc. Bengal 56: 101-117.